Bologna med børn

Selvom du har formeret dig og har små, skrigende bletyper på slæb, behøver du ikke lænke dig til en pool eller en strandkant hele sommerferien. Du kan sagtens være småbørnsfamilie i Bologna, hvis du vil. Bare spørg min bror og svigerinde, som tog af sted med deres knap 2-årige søn og med mig, som de inviterede med.

Bologna er nemlig nem med børn. Hvorfor?

Fordi du kan flyve direkte.

Fordi du aldrig dør af varme. Selvom temperaturen skruer sig op over 35 grader, kan du gennemtrave byen i skygge under svalende søjlegange, der skærmer næsten alle fortove. 35 kilometers arkader skulle der være i alt.

Fordi trafik og larm forsvinder i de smalle gader, hvor fortovsrestauranter fodrer dig, mens barnet sover i klapvognen.

Fordi du kan hoppe på legetøjstoget og køre ud af byen til den flotte udsigt fra San Luca-kirken.

Fordi du nemt kan lade små ben løbe foran dig på de brede, blanke fortove.

Fordi du slipper for turistmasserne, og derfor også slipper for souvenirsælgere, lommetyve og børn der bliver væk (hold dog øje med lommer og bagage på banegården).

Fordi du altid kan nå en park med legeplads på gåben (også selvom benene går uden om Montagnola).

Fordi byen er så lille, at du aldrig for alvor farer vild.

Fordi du faktisk kan rundt til alt, også med klapvogn.

Fordi enhver plads leverer duer, som duegale typer kan jagte i håb om at kramme/sparke/spise/blive venner med en due?

Fordi pasta, pizza og is. Børnelivretter på alle menukort.

Fordi du overhovedet ikke skal nå noget, bortset fra pasta, pizza og is. Og vin. Og måske en gratis film.

Fordi Bologna kan lide børn. Også de lyshårede.

img_0470-bologna_arkader_1000Bologna

3 pileReklamelink: Køb babygear, og støt bloggen

At vælge den rigtige park i Bologna

En af de første dage i Bologna trængte vi til en park, hvor det lille Actionbarn kunne lege og få afløb for noget action, så vi fandt en grøn plet på kortet. Parco della Montagnola. Der ville vi dase eftermiddagen væk.

Men vi var ikke daset mere end 10-20 meter ind i parken, før jeg sagde: Nej, her skal vi ikke ind.

Actionbror og hustru nikkede og vendte klapvognen. Og så var vi ude igen.

Da vi kom hjem, gav google os ret: Dangerous park, avoid! Drugs! Nightmare!

Montagnola er åbenbart inde i en ikke så børnevenlig periode. Så vi droppede den til fordel for Giardini Margherita og Parco 11 Settembre, hvor der var legepladser og folk, der ikke solgte stoffer.

Mareridtsmusikken fra karrusellen var lidt psykosefremkaldende, og en gammel dame blev meget formærmet, fordi jeg tog en bid af hendes bænk. Hvor hendes håndtaske skulle stå.

Men hvislende, italienske forbandelser og vanvid er rarere end politirazziaer og kanyler. Vi vendte aldrig tilbage til Montagnola.

img_0499-bologna_1000Bologna

3 pileReklamelink: Køb en kniv, og støt bloggen

   

Sommerfilm i Bologna

Hvis din ferie handler om at krydse berømte, italienske seværdigheder af på bucketlisten, skal du ikke tage til Bologna. Altså, byen kan da godt præstere et fint tårn, faktisk flere, og nogle paladser, kirker og springvand og så videre, men det er ikke derfor, du skal spendere tid eller penge her. Det skal du fordi, Bologna ligger inde med et smukt og ustressende Italien, hvor du ikke behøver kæmpe dig igennem skove af fægtende selfiestænger, horder af amerikanere doing Europe, tingeltangel med special price for you my friend, tjenere, der hader dig, fordi de ikke kan råbe dig ind med deres turistmenu, og køer og ventetid og køer og ventetid, og din nabo, der pludselig vinker til dig fra en hestevogn. Fordi de fleste turister valfarter alle mulige andre steder hen. Og fordi Bologna bare er en flot by, hvor folk bor og lever, spiser godt og ser film. Ja især fordi de ser film.

Hver aften hen over sommeren fungerer det store torv Piazza Maggiore nemlig som gratis udendørsbiograf med kæmpelærred, højtalere og opstillede stolerækker.

img_0440-bologna_1000Folk kommer sivende fra solnedgang. De første får stolene, de næste må betale for drikkevarer og plads på de omliggende caféer, de sidste nøjes med trappen foran kirken, kantsten eller bare de varme sten på pladsen. Til sidst er der sort af mennesker. Heldige røve får uddelt en lille, rød pude af arrangørerne og har husket at tage en flaske vin med. Og når filmen starter, vender alle ansigter sig mod den store, lysende skærm foran paladset, næsten i ærbødig stilhed.

img_0633-bologna_1000

Så sidder de der, under stjernerne, og ser Woody Allens Manhattan eller Tarantinos The Hateful Eight eller Ruben Östlunds Force Majeure eller en dokumentarfilm eller en gammel sort-hvid film, aften efter aften, uden at blive afbrudt af fuldesang, smadrede flasker eller råbetyper. Eller regn. Sidder bare sammen og ser film. At blive lukket ind i den del af Bologna, at være en af skikkelserne i mørket på pladsen, er magisk og kan godt ende med en lille klump i halsen. Jeg tror endda næsten, jeg mærkede en smule tiltro til menneskeheden rumstere et sted. Jeg mener, så længe vi kan sidde sammen på et torv og holde kæft til en god film, er vi vel ikke helt fucked?

Nå, men hvis du kommer forbi Bologna en sommeraften, så husk! Film på Piazza Maggiore.

Ting jeg kan undvære

  • Flere blændende nipplebilleder af Putin
  • Dansk “sommer”
  • Alle sætninger, der starter med: Er det bare mig, eller… (nej, det er aldrig bare dig, and you know it)
  • Mænd, der drømmer sig tilbage til de gode gamle dage med søde, underbuksevaskende tjenestepiger, også kaldet hustruer
  • Præster, der mener noget om kvindefodbold
  • Bladlus, (som spiser mine forårsløg, gulerødder og radiser)
  • Selfies
  • Øjenbetændelse, der vender tilbage første nat efter ferien og muligvis varsler the return of the skimmelsvamp?
  • Edderkoppesæsonen
  • Ængstelige provinsrøvhuller, der kræver, du bekender dig til én nationalitet, nemlig 100% dansk!, hvis du vil bo i Danmark
  • Omformuleringen sugardating. Så sig dog ordet: prostitution
  • Den alt for tidlige udløbsdato på alt for dyre Apple-produkter
  • Giffer (gifs?)
  • Emojis
  • E-boks
  • Senge, der holder op med at rede sig selv, og ferier, der snart er forbi
  • Virkeligheden, hvis den absolut skal være så virkelig

img_0653-parma_1000Parma

3 pileReklamelink: Køb en bitterfissefeministsvinbog, og støt bloggen

   

Hoteltyper

Hun bevægede ikke armene, når hun gik. Så jeg blev ved med at kigge. Hestehalen hang slapt ned ad hendes ryg, om halsen glimtede et kors med plastikdiamanter, og bag de tykke briller, havde et par kæmpeøjne styr på, hvem der var i gang med at tygge af. Først når hun var marcheret hen til endnu et bord, der skulle ryddes, løftede hun armene for at flytte tallerkener, bestik, kopper og servietter over på bakken. Det skulle gå hurtigt, og det skulle gøres ordentligt. Hele formiddagen mosede hun sig ind mellem morgenmadsgæster, borde og stole, i sine blå perlebesatte tøfler for at fjerne spor efter os, der havde spist. Og ingen skulle bryde sig om at give en hånd med. Hun kunne skam selv passe sit arbejde. Hvis folk bare ville lade være med at stå i vejen, så hun kunne komme frem.

Han var vel bankrådgiver. Eller jurist eller tandlæge. Hvorfor skulle han ellers køre en så nazi tøjstil? Hvorfor skulle hans mørkeblå sejlersko ellers matche hans mørkeblå, ukrøllede lærredsbukser? Og hvorfor skulle hans mørkeblå, ukrøllede, lærredsbukser ellers matche den mørkeblå stribe på ærmet af poloshirten? Og hvorfor skulle hans klassiske armbåndsur ellers matche livremmen? Og hvorfor skulle hans tidløse brille ellers stå så skarpt og ufedtet? Og hvorfor skulle han ellers komme i en så nyklippet og velfriseret udgave? Og hvorfor skulle han ellers være så omhyggelig med ikke at krumme uden for tallerkenen og smile så høfligt og korrekt til sin kæreste?, tænkte jeg om manden ved nabobordet, der forsigtigt nippede til en croissant. Altså indtil han drejede hovedet, og jeg fik øje på den store sølvdelfin, der dinglede fra hullet i hans øre. Måske var han noget andet end bankrådgiver.

Hun var chefen, tror jeg. Måske for det hele. Som en dronning stod hun i sin figursyede blondekjole og dirigerede morgenmaden fra enden af lokalet. Se, der mangler rundstykker. Se, vi løber snart tør for skinke. Se, nogen har spildt juice. Det var hende, som med et sæt meget hvide tænder, nok skulle forklare mig, at jeg havde fat i den forkerte kaffemaskine, når jeg hældte to gange espresso i min store, dumme americano-kop. This one: Italian coffee. That one: American coffee. Okay madame? Men selvom hun bestemte og regerede, holdt hun en vis afstand til hende, der ikke bevægede armene, når hun gik. Og flyttede sig straks, hvis hun altså skulle i gang med at rydde det her bord! Måske vidste hun, at man ikke skal bestemme for meget over folk med stiv overkrop.

Han lignede ikke den typiske stuepige med sine rådne tænder, kantede kæbe og måske 55-60 år på bagen, men det var ham, der trillede rengøringsvognen rundt på gangen og låste sig ind på mit værelse for at tømme skraldespand, skifte håndklæder og rede seng, mens jeg spiste morgenmad. Gad vide, hvad han mon havde lavet før, om han altid havde været stuepige? Næppe. Jeg så for mig, at han sejlede eller arbejdede med landbrug eller var håndværker, men turde ikke spørge. Han virkede sky, nærmest bange for mig, og talte vist heller ikke engelsk. En dag, da jeg vendte tilbage fra morgenmaden og kom omkring hjørnet, fik jeg et sekund, hvor han dansede og sang med et håndklæde i favnen, foran en grinende, ældre dame, måske oldfruen, før han så mig. Jeg er glad for, jeg fik det glimt med.

img_0414-bologna_1000Bologna

3 pileReklamelink: Book hotelværelse, og støt bloggen

Tårnet

“Jeg synes ikke, I taler nok om, hvor hårdt det må have været for mig at bære min søn hele vejen op i tårnet. Synes I ikke, det var flot?”, sagde Actionbror, da vi om aftenen sad på altanen og gennemgik vores dag.

Og det syntes vi da. At han forcerede den smalle, knirkende trappe på næsten 500 trin med et tungt barn på armen, det var flot, og det skyndte vi os lige at tale om.

Inden vi vendte tilbage til det vigtige emne, som for alvor burde tales om, nemlig hvor flot det var, at jeg var nået hele vejen op i tårnet. Uden at lukke øjnene. Uden at blive svimmel. Uden at græde. Uden at blive holdt i hånden eller trøstet. Uden at klamre mig til hvad som helst, der kunne klamres til og hulke: Vi dør, vi dør, vi dør vi dør! Uden pludselig vende om og skabe panik i den sammenmaste trappekø, fordi jeg altså ville ned. Nu! Uden alle de dramaer, man kender fra Eiffeltårnet, Vor Frelsers Kirke, Rundetårn, Fernsehturm og alle andre tårne, jeg har været i nærheden af. Tænk, at jeg bare gik op, nød udsigten og gik ned igen. Se det var flot.

Jeg synes slet ikke, I har talt nok om det.

img_0309-asinelli-bologna_1000Torre Asinelli, Bologna

3 pileReklamelink: Køb en ballonflyvning, og støt bloggen