Et barn er født

Når lillesøster popper endnu en baby – og i samme ombæring kårer mig til tredobbelt moster. Ja, så blegner ellers sindsoprivende blogemner som snot, sushi og meningitis. Bare en lille smule.

amarOrama vælger derfor at holde mund i dag og sender i stedet et stort tillykke af sted til søs og resten af holdet i Hillerød.

Godt gået med den genspredning der.

Amager Holmbladsgade barnevogn Holmbladsgade

Sludder fra sygelejet

Nej, jeg vil ikke fjerne det, du har fået i øjet. For jeg får kvalme, når du hiver huden ned og afslører, at sjælens spejl slet ikke er mandelformet. Men rundt. Med små blodårer og andre ulækre sager.

Og ja, jeg ved godt, at du da aldrig har hørt mage. Men sådan forholder det sig altså. Nogle mennesker synes, det er helt naturligt at donere blod og tale om fødsler og stikke et termometer op gennem bagindgangen. Andre mener, at alt, der hører til på indersiden af kroppen, er pissehamrende ækelt og bør forblive unævnt og usynligt.

Jamen kvinde kend nu din krop og alt det der! Overhovedet ikke. Hvis jeg prøver på at kende noget, ender det altså med bræk og besvimelsesanfald. Bare spørg min gamle skolesundhedsplejerske, der syntes, jeg skulle vide noget om kønssygdomme og Tampax. Eller klasselærer, der læste op fra kanyleglade Christiane F. Eller læge, som ikke tør lade mig forlade konsultationen, før jeg sluger et glas vand og stikker hovedet ned mellem benene i 10 minutter og højt og helligt lover, at jeg er ok.

Et mærkeligt fænomen, som jeg har lært at leve med. Jeg ejer ikke et termometer, giver ikke mit blod væk, dater ikke læger og kommer ikke i problemer, før du begynder at fortælle om dine æggestokke eller din blindtarm eller øjenoperation. Og stop! Nej jeg vil ikke høre om noget, der sprækkede, da lille Jakob kom til verden!

Og får du penge for at stikke og skære i folk, så hold dig venligst på afstand! Men mor og søster kommer man jo ikke udenom, og når de finder ud af, at M. sidder syg og alene på sit Amager-kammer uden at kunne nikke, står der altså skrevet meningitis ud over det hele. Og så går man altså til vagtlægen! Jeg skal nok betale taxaen. Og du bliver da nødt til at anskaffe dig et termometer!? Og jeg ringer igen om en halv time!

Men trods gode råd kom jeg aldrig længere end til netdoktor.dk. Og synes da egentlig også, at nakken løsner lidt op. Og den store, stikkende kaktus, der voksede i halsen er vist ved at visne. Og hvorfor har Amager ikke sin egen vagtlæge? En taxa til Bispebjerg koster jo en jetjager.

Så kære læser. Ses vi i morgen, eller bliver jeg taget af meningitis-monsteret? Seriøst cliffhanger-materiale, vi har fat i her.

Amager Blekingegade amarOramaBlekingegade

Syg og single

Hvad tænker du på? Et spørgsmål jeg heldigvis slipper for som single. Ligesom jeg også bliver skånet for skænderier om opvask, rengøring og hvem der altid går ned med skraldespanden.

Der er heller ingen, der snager i min dagbog eller i mine mails. Eller vrisser af mig og beder mig om at være mere til stede! Eller kalder mig kælenavne og forsøger at få en god gang babystemme-snak i gang. Jeg er fri for sure miner og skru dog ned, når jeg hører musik. Der er aldrig optaget på toilettet, ingen tis på gulvet eller fælles vasketøjskurv, og jeg slipper for den store, fede fladskærm.

Jeg skal ikke stresse over en kæreste, der trænger til opmærksomhed, opmærksomhed, opmærksomhed og vil have ros, fordi han har lært at tænde en støvsuger. Og jeg undgår parmiddage med stenalderkønsroller og tøzeenighed om hvor-er-mænnern’-da-bare-skøre-og-vilde og giver-du-lige-en-hånd-i-køkkenet-mens-de-snakker-om-hvor-bilen-står-parkeret?

Og ingen lange, sure weekender med skænderier og tvivl, om det her nu er det rigtige. Og flere skænderier.

Jeg burde vel kontakte Guinness Rekordbog med verdens længste liste over fordele ved singlelivet, men mindst én gang om året kommer jeg i tanker om, at jeg faktisk mangler en bedre halvdel. Nemlig, når en eller anden modbydelig sygdom vælter mig omkuld. Og her taler vi ikke en halvsnottet forkølelse, men flere dage i sengen uden kræfter til at lave mad eller gå til lægen eller hente Panodil. Eller noget som helst.

Sådan ser situationen ud i amarOrama for tiden, og nøj hvor ville det være rart, hvis der lige kom en mand forbi og serverede suppe og samlede snotpapir sammen og mærkede mig på panden og syntes, at det hele var meget synd.

Men når manden mangler, og jeg stadig ikke tør oprette den der datingprofil og begynde at kysse frøer, er det godt, jeg har David & Sushi. Ved slet ikke, hvordan jeg skulle overleve uden den lille biks på Øresundsvej, hvor de altid sidder klar ved telefonen, forstår mig og kommer så snart, jeg kalder. Ris og rå fisk til rimelige penge leveret til døren i en fart. Og glem alt om kontanter. De tager dankortmaskinen med. Uden at stille krav eller hive mig hjem til svigermor. Jeg tror næsten, det er true love.

Amager Augustagade amarOramaAugustagade

Kaktus og karameller

Så sluttede 4 dages æde-gave-gilde i Hillerød, og jeg er trillet tilbage til Amager uden talje. Men til gengæld med stor, stikkende kaktus i halsen, som ikke sådan uden videre kan fordrives med kamillete eller Panodil. Forsøger at sove fra det hele og vil egentlig bare sige godnat.

For kedeligt? Så kig forbi Skriblerier. En sej, sjov dame, der ikke lægger fingre imellem, når hun blogger, blotter og brokker sig, og i dag afslører hun fx, at der findes mænd derude, som runder søde mails af med Knuz og Karameller.

Vi håber, de ikke findes på Amager.

Amager Holmbladsgade Jaguaren amarOrama Holmbladsgade

Older posts