Syg og single

Sludder fra sygelejet

Nej, jeg vil ikke fjerne det, du har fået i øjet. For jeg får kvalme, når du hiver huden ned og afslører, at sjælens spejl slet ikke er mandelformet. Men rundt. Med små blodårer og andre ulækre sager.

Og ja, jeg ved godt, at du da aldrig har hørt mage. Men sådan forholder det sig altså. Nogle mennesker synes, det er helt naturligt at donere blod og tale om fødsler og stikke et termometer op gennem bagindgangen. Andre mener, at alt, der hører til på indersiden af kroppen, er pissehamrende ækelt og bør forblive unævnt og usynligt.

Jamen kvinde kend nu din krop og alt det der! Overhovedet ikke. Hvis jeg prøver på at kende noget, ender det altså med bræk og besvimelsesanfald. Bare spørg min gamle skolesundhedsplejerske, der syntes, jeg skulle vide noget om kønssygdomme og Tampax. Eller klasselærer, der læste op fra kanyleglade Christiane F. Eller læge, som ikke tør lade mig forlade konsultationen, før jeg sluger et glas vand og stikker hovedet ned mellem benene i 10 minutter og højt og helligt lover, at jeg er ok.

Et mærkeligt fænomen, som jeg har lært at leve med. Jeg ejer ikke et termometer, giver ikke mit blod væk, dater ikke læger og kommer ikke i problemer, før du begynder at fortælle om dine æggestokke eller din blindtarm eller øjenoperation. Og stop! Nej jeg vil ikke høre om noget, der sprækkede, da lille Jakob kom til verden!

Og får du penge for at stikke og skære i folk, så hold dig venligst på afstand! Men mor og søster kommer man jo ikke udenom, og når de finder ud af, at M. sidder syg og alene på sit Amager-kammer uden at kunne nikke, står der altså skrevet meningitis ud over det hele. Og så går man altså til vagtlægen! Jeg skal nok betale taxaen. Og du bliver da nødt til at anskaffe dig et termometer!? Og jeg ringer igen om en halv time!

Men trods gode råd kom jeg aldrig længere end til netdoktor.dk. Og synes da egentlig også, at nakken løsner lidt op. Og den store, stikkende kaktus, der voksede i halsen er vist ved at visne. Og hvorfor har Amager ikke sin egen vagtlæge? En taxa til Bispebjerg koster jo en jetjager.

Så kære læser. Ses vi i morgen, eller bliver jeg taget af meningitis-monsteret? Seriøst cliffhanger-materiale, vi har fat i her.

Amager Blekingegade amarOramaBlekingegade

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Syg og single