Ligegyldigheder om gammel mad

Når jeg for første gang siden november besidder bare en lille smule overskud efter job (aner ikke hvorfor – lige pludselig var det der bare), så finder jeg altså møggreben frem i en fart, tager en dyb indånding og går til angreb på køleskabet.

For at kyle i skralderen.

Og hvad jeg åbenbart aldrig skulle have købt, viser sig at være:
1 pakke torsk, 2 pakker mayo, 1 græsk yoghurt, 1 squash, 1 pakke citrongræs, 1 bakke chili, 1 banan, 1 leverpostej, 1 pakke pølser.

Nok til en stor gang ret så fusionseksotisk mayonnaisedomineret menu for to.

I kampens hede røg også en pakke rådne cherrytomater (gemte sig under bunkerne af sushi-boner), en død mynte, et granatæble og en lillebitte potteplante, som egentlig ikke havde gjort nogen noget, men var skideanstrengende og alt for needy, og kære hokkaidogræskar. Selvom du pynter du så flot i orange, tror jeg faktisk du er rådden indeni.

Madsvineri af værste skuffe. Tænk på de fattige børn, miljøet, Team Studielån, der ripper kontoen, tænk på din krop, der ikke har set et salatblad i månedsvis, tumpe.

Jeg har endda gået til Martha-kursus i 8. klasse, hvor man lærer husmoderlige dyder: Kog en karklud, skift et spædbarn, klip i en høne. Eller noget. Og selvom jeg måske ikke ligefrem blev kåret til årets Miss Martha, så fumlede jeg mig da frem til et nogenlunde fornuftigt forhold til madvarer. Med alle fingre i behold.

Men it’s beyond my control (minder mig om, at Dangerous Liaisons trænger til gensyn). I må hygge jer med jeres vitaminpumpede rodfrugter og linsesalater. Jeg bestiller sushi, skyller ned med makrelmad og går i gang med at strege alt andet en pappizza fra indkøbslisten.

Skraldespand Øresundskollegiet Amager amarOramaØresundskollegiet

Næste stop: Ghettoen

Og så var der den gang, jeg stod og vaskede tallerkener, knive og gafler op med en brugt toiletbørste. Brugt ja. I toilettet ja. En hel måned.

Dog ikke med min gode vilje. Eller viden.

Men spontan flytning sendte mig over i en venindes lejlighed, møbleret og billig, jeg skulle bare skrubbe af en gang imellem, når hun trængte til kærestefri weekend.

Fin fin ordning. Ville dog ønske, hun havde nævnt, at toiletbørsten hang under køkkenvasken og lignede en stor træopvaskebørste.

I det hele taget har 37 års uansvarlig opførsel ført mange flytteoplevelser med sig, og en stor del af min indtægt er altid gået til bolighajer, til depositum man aldrig ser skyggen af igen og til trailere, maling, flyttekasser osv.

Officielt, og ifølge cpr-registeret har jeg boet 34 forskellige steder. Men alt i alt taler vi vel ca. 40 adresser, 3 lande og 10 forskellige postnumre.

Fx er jeg flyttet:

  • Hjemmefra
  • For at veksle depositum til interrailbillet
  • Uden flyttekasser – men med en hel masse plastikposer
  • Fordi mit hus truede med at brase sammen, og det var for farligt at blive hængende
  • Sammen med kæreste
  • Fra kæreste. Efter 14 dage
  • Til 5. sal med bad i kælderen
  • Til Nyboder, hvor der var spøgelser. Seriøst
  • I lejlighed uden køleskab eller møbler. Men med mad på altanen
  • Sammen med kæreste i nykøbt andelslejlighed
  • Fra kæreste og nykøbt andelslejlighed. 2 måneder efter
  • Ind i DSBs stillekupé, som i 9 mdr. fragtede mig rundt mellem gæstesenge i hele landet
  • Til rocker/bandekrigens centrum med live mordattentater uden for vinduet
  • Til Amager

Og gid jeg kunne blive boende. Men min fremlejer skal have herligheden tilbage om 1 1/2 år, hvor jeg rykker videre til næste adresse. Orker ikke tænke på det.

I dag besøgte jeg en dame (jævnaldrende med mig, bare voksen), som har været fornuftig med pengene. Stabil, sparsommelig og den slags. Hun bor i sin helt egen 82 kvadratmeters singlesalighed med panoramavinduer, udsigt over Amager Fælled og en altan på størrelse med min lejlighed.

Misundelsessuk. Jeg kunne sagtens nøjes med mindre. Bare det var mit. Men selvom jeg virkelig prøver at hanke op i mit liv. Og få orden i sagerne. Så ender det altid med lort og en ny tur ned efter flyttekasser.

Peder Lykkes Vej Amager amarOramaPeder Lykkes Vej

Aldrig mere Hall bal

Manden med mundharmonikaen og de mærkværdige dansemoves er død. Fandt jeg (først) ud af i dag.

En nyhed der åbnede vemodighedssluserne og rodeskuffen af gamle minder. For Love Shop var storleverandør af soundtracks til min ungdoms sommeraftener med brændte grillpølser, myggestik, fadøl og forelskelser. Og lå som regel på cd-afspilleren, når vi lånte en bil for at køre langt og skulle synge undervejs.

Jeg troppede skam også op, sammen med alle de andre bonderøve, da kærlighedsbutikken i tidernes morgen solgte billetter på Train. Den gang Århus havde glorie over A’et, og jeg kendte barnløse mennesker, som gad høre musik.

Husker ikke ham, jeg holdt i hånden. Eller hvilke venner, der tog med. Men originalen Henrik Hall toner tydeligt frem fra erindringen. Som den perfekte kombi af Rytmehans og ond amerikansk B-film-skuespiller. Han styrede showet den aften, ja hele verden, da han gik bananas med sin tamburin.

I hvert fald fik han sparket min ironiske distance helt op på kollegieværelset, hvor den hørte hjemme, sammen med frygten for fællessang og flokmentalitet, og trak mig over i noget, der lignede livsglæde. Ja,ja i nogle timer ik!

Men nogle meget dejlige og mindeværdige timer.

Synes det lidt synd for Danmark, at Henrik Hall bare er smuttet.

Forlad mig ej

Du kender godt de psykotiske kvinder, der erstatter profilfotoet på Facebook med et billede af baby ik? Lige præcis sådan en trang oplevede jeg for 1 1/2 år siden, da jeg fik (læs: lånte) penge til lille Mac.

At stå med en ny Mac i hænderne! Så fin og hvid og smuk. Helt perfekt. Jeg måtte bare kæle konstant, svøbe den i kys og kærlighedserklæringer, og vise frem. Til alt og alle.

Og nøj, hvor var det svært ikke at lægge non stop facebookopdateringer ud om, hvordan Macs liv formede sig minut for minut.

Mac har lige fået installeret Photoshop og klarede det SÅ flot.

Findes der noget mere fantastisk end bare at ligge og hygge med Mac på maven?

Mac fylder 1 år. Som tiden dog flyver.

Gæt hvem der brændte en cd med Interpol i dag! Æblet falder ikke langt fra stammen.

Og alle de billeder, jeg kunne have lagt ud! Mac på bordet. Mac gaber. Mac med lukket mund. Mac med nyt, blåt skin. Mac viser Dexter. Mac på Det kgl. Bibliotek. Mac Mac Mac, min lille Mac.

Men jeg skånede Facebookfolket. Mac voksede op som en glad og helt almindelig, ukendt computer, og jeg slap for at blive unfriended af mødremafiaen, som måske ville have skreget BLASFEMI og dannet hadegrupper mod sarkastiske motherfuckers. Havde jeg fulgt mine lyster.

Nej, alt endte godt. Indtil for en måned siden. Hvor Mac blev træt og begyndte at hoste. Eller suse. Med bekymrende høj temperatur og snøvlende jeg-tænker-lige-over-det-sol i tide og utide.

Kan det virkelig passe? Skabte Gud en verden så ond og meningsløs, at den tager Mac fra mig efter kun 18 måneder? Så brister mit hjerte altså. Og bloggen går helt sikkert i koma.

PS Kan du et trick. Kender du en Mac-healer/hvisker. Eller har du blot et beroligende ord. Så tøv ikke med at lægge en linje.

PPS Mac suser så højt, at vi muligvis bør tænke på at tage afsked.

Goodbye Mac Kastrupvej Amager amarOramaKastrupvej

Mød mig på Malta

Gårsdagens blodblogging førte til påtale fra Brother. Bare for ulækkert! Så det holder vi os fra. En måneds tid måske.

I stedet besøger vi et af mine absolut yndlingssteder på Amager. Malta. Eller Spisestedet, som jeg først troede det hed, for navnet figurerer ikke rigtig nogen steder, og servitricen kunne da heller ikke sådan liii komme i tanker om hvaderdetnudethedder hvaderdetnudethedder, da vi nysgerrigt ville vide. Hvor er vi?

Og sådan kører de stilen. Ikke noget pis. Hvis du kender stedet, så kender du stedet. Slut. Her gør vi ikke stads af os selv, og kun arbejdsløse og pensionister kommer ind, eller studerende, for vi lukker kl. 18. Måske 19. Weekenden kan du godt glemme alt om. Og skrid med det dankort, giv os menneskepenge. Så pynter vi op med friske blomster og kender dit navn og ved, om du kan lide syltede agurker.

Et amarkansk paradis, hvis du spørger mig.

To gange har jeg nået dagens ret før lukketid. I dag mørbradgryde. I december, hvor billederne er fra, æggekage med en gang bacon, der var til at forstå.

Og hvordan forklarer jeg stemningen? Den er så blød og intim. Rar simpelthen. Væg til væg-tæppet beroliger alle lyde, og de glade, orange Flowerpots lægger små, fine melodier over bordene, men det er mere end det.

De fleste kommer alene, nikker, smiler lidt rundt og sætter sig, måske med et Ude og Hjemme eller en krydsogtværs, ange uden nogen form for adspredelsesremedier. Dagens ret rundes af med Irish coffee eller Fernet Branca. Ingen skal skynde sig. Ingen sender sms’er eller stirrer ind i en laptop, for her sidder vi bare sammen og slapper af. Som i en stor spisestue. Med søde damer, der tager opvasken.

Klientellet kan overhovedet ikke proppes i kasser. Selvom sølvrævspromillen er høj, støder du også på amagerfritsen: Kulsort bund og pink striber, Canada gåsen, hængerøve og kasketter, økologiske mødre og det forelskede par. På 75 år! Som sidder og fletter fingre hen over bordet og giver mig tårer i øjnene. Helt ærligt. Det sted er bare perfekt. Hvis du altså orker en god gang dansk køkken sådan cirka fra 70erne. Stjerneskud og hele svineriet.

Ellers må du nøjes med en rød sodavand. Du SKAL til Malta.

Malta Højdevej Amager amarOrama

Malta Højdevej Amager amarOrama

Malta Højdevej Amager amarOrama

Malta Højdevej Amager amarOrama

Malta Højdevej Amager amarOrama

Malta Højdevej Amager amarOrama

Malta Højdevej Amager amarOramaMalta, Højdevej 59

Older posts