Så kan bornholmerne godt gå hjem og lægge sig

Hvad Omma gør

Omma, min færøske bedstemor, havde altid en pænt foldet plastikpose med i håndtasken eller i frakkelommen, var parat til at samle en flaske op. Også den, der gemte på gamle cigaretskod og en pisgul ølsjat.

Vekslet til en skilling luner den jo i lommen, men jeg tror lige så meget, det var lysten til at rydde lidt op i bybilledet og få orden i sagerne, der holdt hende i gang med projektet. Helt indtil hun døde som næsten 90-årig.

For et barn giver det jo fuldstændig mening. Især pga. snolderpotentialet, og jeg bakkede 100 % op. Derfor udviklede jeg falkeblik hen over sommerferierne på Færøerne. Og var altid på vagt. Skimtede jeg noget grønt bag stakittet? Lige løfte på skraldespandslåget. Tjekkede du den grøftekant?

Faktisk blev jeg ved så længe, at mere eller mindre fulde og flaskesmidende færinger finansierede mit første par pink benvarmere, der stod supergodt til mine mintfarvede gulerodsbukser.

Men det stopper ikke her.

For da en fjantet veninde og jeg tog til Tórshavn i 1997 med fuld krigsmaling, og Blur gav koncert oppe i hallen, og vi var 24 år, og alting var HELT VILDT pinligt. Eller HELT VILDT sjovt. Eller bare HELT VILDT. Og vi hele tiden skulle sætte hår. Og stå i baren. Og lægge mærke til hvem, der kiggede. Og ikke kiggede (fuck!). Alt sammen på en cool måde selvfølgelig. Ja, så var det, vi løb tør for penge og begyndte at samle flasker.

Dog ikke helt vildt nemt at bevare det seje image, som flaskesamler i verdens mindste hovedstad Tórshavn, hvor mistroiske øjne lurer bag ethvert køkkengardin. Og ham den seje fra diskoteket, måske pludselig kommer fræsende på knallert.

Så når man spottede en flaske, skulle man vare sig for at råbe SE HVAD DER GEMTE SIG I SKRALDESPANDEN UNDER ET BRUGT HYGIEJNEBIND!

Nej, kodeordet var motiv. For allerede den gang kunne jeg ikke gå uden for en dør uden et kamera. Så ordene lød: Ej, har du set et flot motiv derovre i nogle fremmede menneskers forhave. Gider du lige gå derind og stå lidt? Blink. Blink. Og husk plastikposen. Så tager jeg et superflot billede. Hvis du læner dig op ad skraldespanden.

Frem med kameraet. Og fik vi publikum, kunne der udspille sig længere og akavede fotoshoots, til forstyrreren lettere desorientet smuttede igen, og vi ubemærket (måske) kunne få en krones flaskepant med hjem.

Det var tider.

Men hvor vil jeg hen med alt det her? Jamen, jeg bliver nødt til at (bort)forklare, hvorfor Føtex er skurken, når de pludselig vil give mine flasker til trængende diabetesbørn.

Døm mig bare. For det er selvfølgelig vildt røvet af mig. Helt ærligt. Jeg kan sagtens undvære 20 kr. en gang om måneden.

Men I stjæler jo mit flaskekick! Den dejlige fornemmelse af uanede muligheder ud i snolder og benvarmere og andre lyksaligheder, når jeg fodrer maskinen. Følelsen af, at jeg har fortjent en præmie for hårdt arbejde (i dette tilfælde hårdt indtag af danskvand og Pepsi Max). I tager det fra mig.

Hvad ville Omma have gjort?

Argh fuck. Ska nok.

amarOrama Amager Kirkegårdsvej FøtexFøtex, Kirkegårdsvej

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så kan bornholmerne godt gå hjem og lægge sig