Hvad tuder jeg for?

Hvis sejhed bare var arveligt

Tilbage til bedstemor Omma. Matriarken, der tronede på de grønne øer i Nordatlanten, indtil for 6 år siden, hvor hun døde. Hun manipulerede, gav radiogudstjenesten MAX volumen og så det som sin vigtigste mission at tvangsfodre børnebørn med boller, puddersukker og bibelvers.

Men hun var sej. Med sin cool gangsterattitude, dueblå turban og turkis papillotter, der bare lige skulle ind under et hårnet. Så var hun klar til at gå i krig med en luns grindekød eller et fårehoved.

Og selvom alkohol og kortspil og biografture og sex (før det gudsvelsignede ægteskab) blev smidt i syndigt-og-meget-meget-forkert-kategorien, kunne hun finde på at kramme en fremmed fulderik lige så inderligt, som når vi tog afsked i lufthavnen, og der pludselig lå en stor del af hendes folkepension i min hånd eller lomme. Hver eneste gang.

Jeg vil være ligesom hende, når jeg bliver gammel. Med enkelte justeringer.

Men lige nu frygter jeg, at rynkerne lægger sig i lidt anderledes folder. Ikke som blide, milde smilespor. Men som en dyb og dømmende SKRID-fure i panden og i nedadvendte selvmedlidenhedsmundvige

Fuck nu af januar, før mit fjæs sætter sig fast i sur grimasse, der overgår den værste Amager-kebab-biks-smiley.

Eller pænere sagt. Omma, hvis du sidder deroppe og følger med. Kan du så ikke bruge dine connections og sætte en stopper for upassende tudeture, planer om hovedspring fra altanen og ikke mindst megasynd-for-M-tankegangen? Tak.

resundsvejbodegaamageramarorama
Øresundsvej

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad tuder jeg for?