Aldrig mere Hall bal

Næste stop: Ghettoen

Og så var der den gang, jeg stod og vaskede tallerkener, knive og gafler op med en brugt toiletbørste. Brugt ja. I toilettet ja. En hel måned.

Dog ikke med min gode vilje. Eller viden.

Men spontan flytning sendte mig over i en venindes lejlighed, møbleret og billig, jeg skulle bare skrubbe af en gang imellem, når hun trængte til kærestefri weekend.

Fin fin ordning. Ville dog ønske, hun havde nævnt, at toiletbørsten hang under køkkenvasken og lignede en stor træopvaskebørste.

I det hele taget har 37 års uansvarlig opførsel ført mange flytteoplevelser med sig, og en stor del af min indtægt er altid gået til bolighajer, til depositum man aldrig ser skyggen af igen og til trailere, maling, flyttekasser osv.

Officielt, og ifølge cpr-registeret har jeg boet 34 forskellige steder. Men alt i alt taler vi vel ca. 40 adresser, 3 lande og 10 forskellige postnumre.

Fx er jeg flyttet:

  • Hjemmefra
  • For at veksle depositum til interrailbillet
  • Uden flyttekasser – men med en hel masse plastikposer
  • Fordi mit hus truede med at brase sammen, og det var for farligt at blive hængende
  • Sammen med kæreste
  • Fra kæreste. Efter 14 dage
  • Til 5. sal med bad i kælderen
  • Til Nyboder, hvor der var spøgelser. Seriøst
  • I lejlighed uden køleskab eller møbler. Men med mad på altanen
  • Sammen med kæreste i nykøbt andelslejlighed
  • Fra kæreste og nykøbt andelslejlighed. 2 måneder efter
  • Ind i DSBs stillekupé, som i 9 mdr. fragtede mig rundt mellem gæstesenge i hele landet
  • Til rocker/bandekrigens centrum med live mordattentater uden for vinduet
  • Til Amager

Og gid jeg kunne blive boende. Men min fremlejer skal have herligheden tilbage om 1 1/2 år, hvor jeg rykker videre til næste adresse. Orker ikke tænke på det.

I dag besøgte jeg en dame (jævnaldrende med mig, bare voksen), som har været fornuftig med pengene. Stabil, sparsommelig og den slags. Hun bor i sin helt egen 82 kvadratmeters singlesalighed med panoramavinduer, udsigt over Amager Fælled og en altan på størrelse med min lejlighed.

Misundelsessuk. Jeg kunne sagtens nøjes med mindre. Bare det var mit. Men selvom jeg virkelig prøver at hanke op i mit liv. Og få orden i sagerne. Så ender det altid med lort og en ny tur ned efter flyttekasser.

Peder Lykkes Vej Amager amarOramaPeder Lykkes Vej

   

10 kommentarer

  • fik jeg nogensinde sagt at du er min nye yndlingsblogger?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Sad lige og var så opgivende. Men så kommer du Marie. 1000 TAK. Betyder meget mere, end du tror.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg linker snart….jeg LOVER

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Jaaaaa.
    Forresten. Lover du eller er du en elsker? Håber på det første.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Er du da gal det er sgu alligevel et par flytninger. Godt at vide hvem man skal kontakte for gode råd ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Uh, ligger ikke inde med gode råd. Skulle da lige være. Bliv boende!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • GP

    skulle du virkelig bare skrubbe af, når det lige passede mig at være alene ? hvis ja, så var jeg da ikke helt så sød dengang, som nu :-)
    og toiletbørsten, ja, hvorfor f. hang jeg den der – KLAMT

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Ha ha GP. Hvordan er det at blive blogget om?

    Nej, ikke lige når det passede dig. Tror aftalen hed hver anden weekend. Hvilket sjovt nok var fint med mig. Som så meget andet.

    Fatter fx ikke, hvad min hjerne var lavet af, da jeg boede i Vestbyen. Hvorfor skulle ekstranøglen ligge ude i el-skabet. I en ikke-låst opgang. Så venner, venners venner og venners venners venner kunne komme ind, når vi ikke var hjemme!?

    Men ok toiletbørsten. Endnu mere mærkeligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hmm jeg troede jeg sad med rekorden på 23 flytninger i de forgange 11 år. But no!? Altså 40? Fyrre? Det er jo vanvittigt!
    Jeg har taget konsekvensen og købt mig verdens mindste 1 værelses andel for at slippe. En tændstiksæske med altan som virkelig elsker! Jeg gider simpelthen ikke flytte mere. Inden min sidste flytning lå jeg i forsterstilling i 3 dage og insisterede på at blive båret ud. Det lykkedes desværre ikke, men hvis jeg nogensinde skal flytte igen, bliver det først når jeg har råd til 3 kampklædte flyttemænd, der både pakker i kasser og bærer tunge ting. Og muligvis pakker det hele ud igen. Og hænger lamper op. Og hylder.

    /Hell
    Ps – toiletbørste under vasken?! Så hvis man havde lavet nr 2, skulle man spankulere igennem lejligheden, forbi sambo + kæreste og hente en børste og walk the walk of shame tilbage igen. ? Det er sgu frækt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Helle
    Du lever min drøm! Vil så gerne have en tændstikæske med altan. Som ingen kan tage fra mig (skulle da lige være banken). Men selv få kvadratmeter koster jo kassen.

    Toiletbørsten hang i en lille etter. Uden samboer eller kærester. Altså ingen til at give point for toiletpræstationer i de få måneder, jeg boede der. Forstår dog ikke, at jeg gik rundt og var rask. Når man tænker på, at pisse-lorte-børsten havde været omkring min kaffekop, tallerken, gaffel.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Aldrig mere Hall bal