Forlad mig ej

Aldrig mere Hall bal

Manden med mundharmonikaen og de mærkværdige dansemoves er død. Fandt jeg (først) ud af i dag.

En nyhed der åbnede vemodighedssluserne og rodeskuffen af gamle minder. For Love Shop var storleverandør af soundtracks til min ungdoms sommeraftener med brændte grillpølser, myggestik, fadøl og forelskelser. Og lå som regel på cd-afspilleren, når vi lånte en bil for at køre langt og skulle synge undervejs.

Jeg troppede skam også op, sammen med alle de andre bonderøve, da kærlighedsbutikken i tidernes morgen solgte billetter på Train. Den gang Århus havde glorie over A’et, og jeg kendte barnløse mennesker, som gad høre musik.

Husker ikke ham, jeg holdt i hånden. Eller hvilke venner, der tog med. Men originalen Henrik Hall toner tydeligt frem fra erindringen. Som den perfekte kombi af Rytmehans og ond amerikansk B-film-skuespiller. Han styrede showet den aften, ja hele verden, da han gik bananas med sin tamburin.

I hvert fald fik han sparket min ironiske distance helt op på kollegieværelset, hvor den hørte hjemme, sammen med frygten for fællessang og flokmentalitet, og trak mig over i noget, der lignede livsglæde. Ja,ja i nogle timer ik!

Men nogle meget dejlige og mindeværdige timer.

Synes det lidt synd for Danmark, at Henrik Hall bare er smuttet.

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forlad mig ej