No Worries

Gå nu hjem

Jeg har sagt nej til fast arbejde.

Efter 7 måneders kommunikationsvikariat bliver jeg tilbudt fast job, og er pludselig kun et ja fra nyt, bekymringsfrit liv. Med Danmarks bedste pensionsordning (siger de), råd til egen lejlighed, årlige skiferier. Og ro på.

Et scenarie, jeg lige fik afværget.

Ved godt, finanskrisen kradser. Familie, venner, kollegaer og chefen har allerede serveret nyheden for mig. På en bund af bekymring og OMG on the side.

Da heller ikke nogen nem beslutning. Først skulle jeg trækkes gennem 14 dages marathonforhandlinger mellem alle mine udspaltede personligheder, som råbte højere og højere, jo mere uenigheden blev banket ned i bordet.

Nejsigerne argumenterede med for lidt skrive-web-presse-arbejde og mindede om kedsomhedstårer og er-det-virkelig-her-det-ender-tristhed.

Så kom de glade yes-we-canere på banen og malede farvestrålende billeder af sund stabilitet, søde kollegaer, egne kvadratmeter og flyttekasser, der bare kan kyles ud. For evigt!

Her bryder en meget lille gruppe fornuftige typer ind og ævler noget, som ingen forstår. Om en hånd og nogle fugle på et tag.

Mens den lillebitte, næsten usynlige, optimist kryber sammen i hjørnet og hvisker, at der altså findes en rigtig hylde derude et sted.

Men som sædvanligt dominerede angstsprederne selskabet uden at tage stilling til noget som helst. De har alt for travlt med at bide negle og se spøgelser og kan kun byde ind med sure opstød a la: Enten siger du ja og dør indvendigt. Eller også siger du nej og dør indvendigt. Når du om 5 år bor i en papkasse og tror, et CV er noget man skider i.

På dette tidspunkt håber jeg hemmeligt, at en voksen snart springer frem fra en busk og afgør sagen for mig, men får dog endelig famlet mig frem til et tvivlende nej tak. Med tårer i øjnene. Og en vag forklaring om, at livet er kort.

Hvilket får angstsprederne til straks at trække i kampuniform og finde stress, tics og sorte skyer frem fra gemmerne, mens de manisk messer verden-går-under-verden-går-under-verden-går-under.

Så her sidder jeg. Og forsøger at overdøve dem med sukker og serier. Håber ikke de har tænkt sig at blive hængende hele natten. Eller året. Vil gerne have fred nu.

Og fra 4. marts er jeg arbejdsløs.

Ansigter Amagerbrogade Amager amarOrama Amagerbrogade

16 kommentarer

  • Jeg har gjort præcis det samme, og synes vi holder for hårdt. Livet ER kort.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Dines du fremkalder en lettelseståre. Måske er jeg slet ikke så vanvittig alligevel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • ‘Beundringsværdigt’ var ordet, der ramte mig, da jeg læste om dit opgør. Det glæder mig, at der stadig er nogen, der gør, hvad de mener er bedst. For dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har gjort det samme. Og jeg skal da indrømme, der er dage, hvor jeg drømmer mig tilbage til fast løn, pensionsopsparing og løn under sygdom. Der er nætter hvor jeg ligger vågen og tænker jegdørjegdørjegdør – mine jyske forældre med ligusterhæk og styr på økonomien dør af skam – det lykkedes aldrig.
    Men altså… De dage/uger/måneder hvor det så lykkedes trumfer for hårdt det andet. Livet ER kort. Og selv en virkelig ussel økonomi har givet mulighed for egne kvadratmeter i form af en tændstikæske med altan på Nørrebro.

    Og så er det i øvrigt min erfaring, at de allermest interessante mennesker jeg har mødt på min vej, oftest er dem, der har gået de største omveje for at finde deres “hylde”.
    Op med hagen – du er sej!!

    /Helle

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fie

    Jeg aner ikke, hvem du er, men jeg kan fornemme, at vi er i samme båd. Sagde også op, vel vidende at det ville give det største, våd-Berlinger-agtige klaskende bagslag for min selvtillid. Som jeg sidder med nu. Men midt i tvivlen og identitetskrisen er det fucking vigtigt at holde fast i netop det, du siger: Friheden. Livet, der måske nok er kort, men helt vildt bredt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er det sejeste. F…alle yeswecan-sigerne, når det ikke der dem der skal dø indvendigt. Man skal sige nej tak, og sige op, hvis man får spat. Sådan er det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ps. har selv lige sagt mit ene af to jobs op, fordi det var l.o.r.t. og selv om jeg nu skal forsøge hus og kat med 30 timer

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Betty

    Jeg gjorde noget tilsvarende for halvandet år siden… det er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget i mit liv!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ok, så kort er livet faktisk heller ikke..Det kan føles så uendeligt langt. Det gør det fx når man sidder i et job, som bare sutter røv. Et job, som man næsten ikke kan hive sig ud af sengen til om morgenen. Et job, hvor man tæller minutterne i løbet af dagen – og simpelthen ikke fatter, hvor langsomt tiden går. Så føles livet sgu for langt. Og det er da næsten det værste, og lige præcis det, det er for kort til.

    Jeg tror, at med tiden kommer vores beslutninger og handlinger til at definere os. Og hvem vil egentlig gerne ende som den, der altid står med hundeøjne og logrende lever op til alle forventningerne? Ikke mig. Og heller ikke dig. Og det kræver et angstfuldt nej engang i mellem. Det er et stille, men vigtigt, oprør.

    Og så skal det nok gå. det ved jeg. Finanskrise. Sminanskrise – Og ellers, som mine damer plejer at sige: Hellere komme galt afsted, end slet ikke at komme afsted.

    Kh
    Cathrine (i det lommefilosofiske hjørne..)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Damer. Jeg bliver så rørt over jeres kommentarer. Som jeg (indrømmet) skelede til i dag på job, så jeg fik vand i øjnene og følte mig lidt mindre fortabt og alene. Det trøster mig, at andre har begået samme gerning og overlever. Eller bare forstår.

    Sifka
    Føler mig på ingen måde beundringsværdig (men tak alligevel!). Prøver virkelig at gøre det rigtige. Problemet er bare at blive enig med mig selv om, hvad det er mest rigtigt. Men nu aftaler vi, at det var nej.

    Helle
    ”Det lykkedes aldrig”. Den er jeg også så bange for. Ikke fra mine forældre (som hverken har liguster eller penge). Men fra mig selv. Og fra succesfulde mennesker, jeg møder på min vej.

    Men hvad er et vellykket liv? Nok ikke at gå og hyle ned ad Amagerbrogade, fordi virkelighedens The Office bare er for kedeligt.

    Og jeg er stadig misundelig over tændstikæsken med altan.

    Fie
    Ja, tak for den. Livet ER bredt. Håber jeg. Ellers får jeg aldrig min røv ned i det. Kommer du helskindet igennem krisen, vil jeg meget gerne vide, hvordan du gjorde.

    Selvtillid smuldrer så nemt mellem fingrene på mig. Hvem/hvad er jeg uden et job? Kan jeg fx springe ud i netdating uden et svar på spørgsmålet: Hvad laver du så? (tror ikke hemmelig blogger giver point).

    Prophecy
    Tak fordi du ridser spat-reglerne op. Det er skræmmende at sige op uden nyt job på hånden, men du har jo ret. Håber du overlever med hus og katte og snart får verdens bedste arbejde.

    Betty
    JA, den slags historier kan vi li! Ville ønske, du havde en blog, hvor man kunne læse mere om den sag.

    Filosof-Cathrine
    Bliver næsten stolt, når du siger stille, men vigtigt opgør! Prøvede netop at forklare chefen (verdens bedste i øvrigt), at jeg ville ende som en bitter bitch, hvis jeg sagde ja til at fortsætte.

    Det handler jo ikke kun om penge til husleje. Jeg har ingen børn. Ingen kæreste. Og lægger derfor alle mine kræfter på jobbet. Som til gengæld også skal give lidt sjov fra sig en gang imellem. Og en følelse af, at jeg udretter noget, bliver klogere, dygtigere. Eller hvad ved jeg. Noget andet end det, jeg lige har sagt farvel til.

    Og tak fordi du tror, det nok skal gå. Det SKAL det bare.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • You rock!
    Alle de andre har allerede sagt det, så jeg hyler bare med på koret og klapper i hænderne, mens jeg slår en kolbøtte for det frie valg og troen på, at der findes noget bedre.
    Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det har været et røvsvært valg (pardon my french), men det ‘nej’ er det ultimative signal om, at du tager dig selv og din fremtid alvorligt. Fordi der FINDES andet og mere end de valg, som synes sikre men samtidig også dræbende.

    Tillykke med, at du d. 4. marts tager hul på et nyt kapitel. Og du får selv lov at skrive det :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Tak Lotte!
    Fuck fornuften. Som du rådede mig til. Og efter endnu en 480 minutters arbejdsdag bliver jeg heldigvis mere og mere sikker på, at nej var det helt rigtige svar.

    Men ryster alligevel lidt i bukserne. Selv gode beslutninger kan virke skræmmende. Og føre mange besværligheder med sig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er sej! Virkelig sej! Det skal sgu nok gå.
    KH L

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Tak Line. Håber det går.
    Har lige besøgt din blog. Dejligt karry-indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det kan godt være, du er lige ved at tjekke ud på jobbet nu. Til gengæld skriver du fantastisk. Jo. FANTASTISK. Jeg gad fx godt skide i et cv. Men det var dig, vi kom fra: Lexiblog! Lexisprog! Lexipix! Lexidame! Arbejde eller ej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Om mig
    Lad være med at skide i dit cv. Potentielle arbejdsgivere og HR-folk synes, det er ulækkert. Taler af erfaring.

    Men ved du, hvad der er überlexi? At komme hjem efter 13 timers arbejdsdag og finde din kommentar her på bloggen. TAK!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

No Worries