Gå nu hjem

Jeg har sagt nej til fast arbejde.

Efter 7 måneders kommunikationsvikariat bliver jeg tilbudt fast job, og er pludselig kun et ja fra nyt, bekymringsfrit liv. Med Danmarks bedste pensionsordning (siger de), råd til egen lejlighed, årlige skiferier. Og ro på.

Et scenarie, jeg lige fik afværget.

Ved godt, finanskrisen kradser. Familie, venner, kollegaer og chefen har allerede serveret nyheden for mig. På en bund af bekymring og OMG on the side.

Da heller ikke nogen nem beslutning. Først skulle jeg trækkes gennem 14 dages marathonforhandlinger mellem alle mine udspaltede personligheder, som råbte højere og højere, jo mere uenigheden blev banket ned i bordet.

Nejsigerne argumenterede med for lidt skrive-web-presse-arbejde og mindede om kedsomhedstårer og er-det-virkelig-her-det-ender-tristhed.

Så kom de glade yes-we-canere på banen og malede farvestrålende billeder af sund stabilitet, søde kollegaer, egne kvadratmeter og flyttekasser, der bare kan kyles ud. For evigt!

Her bryder en meget lille gruppe fornuftige typer ind og ævler noget, som ingen forstår. Om en hånd og nogle fugle på et tag.

Mens den lillebitte, næsten usynlige, optimist kryber sammen i hjørnet og hvisker, at der altså findes en rigtig hylde derude et sted.

Men som sædvanligt dominerede angstsprederne selskabet uden at tage stilling til noget som helst. De har alt for travlt med at bide negle og se spøgelser og kan kun byde ind med sure opstød a la: Enten siger du ja og dør indvendigt. Eller også siger du nej og dør indvendigt. Når du om 5 år bor i en papkasse og tror, et CV er noget man skider i.

På dette tidspunkt håber jeg hemmeligt, at en voksen snart springer frem fra en busk og afgør sagen for mig, men får dog endelig famlet mig frem til et tvivlende nej tak. Med tårer i øjnene. Og en vag forklaring om, at livet er kort.

Hvilket får angstsprederne til straks at trække i kampuniform og finde stress, tics og sorte skyer frem fra gemmerne, mens de manisk messer verden-går-under-verden-går-under-verden-går-under.

Så her sidder jeg. Og forsøger at overdøve dem med sukker og serier. Håber ikke de har tænkt sig at blive hængende hele natten. Eller året. Vil gerne have fred nu.

Og fra 4. marts er jeg arbejdsløs.

Amagerbrogade