Mig og min elskede

Satan in a Sunday Hat

Når den store, onde voksenbeslutning ligger og venter og skal træffes i dag eller i morgen, bliver det pludselig meget vigtigt at cykle til Dragør, hvor jeg aldrig har været. Da virkelig for dårligt! Og støvsuge. Og rydde op på computeren. Ligesom jeg får instant trang til opdatering på serier, som jo løber deres vej, hvis jeg ikke ser dem. Nu.

Men forvilder jeg mig ind i tænketanken et kort øjeblik, er det tydeligt, at muligheder og argumenter samler sig omkring 2 imperativer. Vær fornuftig eller vær ufornuftig (også kaldet følg dit hjerte).

Og er det overhovedet fornuftigt at handle fornuftigt?, spørger jeg. Ikke kun for at få hjertevalget til at tage sig bedre ud (oh yes, optræk til endnu en gammelklog historie med tvivlsom morale).

Da jeg i sin tid var ved at kvæles i hjerte og smerte og dramatiske forhold til dumme drenge, næsten lige så umodne og forvirrede som jeg selv, bestemte jeg mig for at kaste mig over noget nyt. Nemlig stabil, seriøs, hårdtarbejdende og trofast jakkesætkæreste. Tynget af vigtige papirer i tasken og altid forfulgt af uforståelige fremmedord. Ikke typen, der piskede hjertet i galop eller trak appetitten ned på gråspurveniveau. Men manden kom med blomster og var tydeligvis det fornuftige valg.

I hvert fald i 5 mdr., indtil helvede brød løs, og vi befandt os i situationer så absurde, at David Lynch ikke kunne havde udtænkt dem. Bevares. Ingen led fysisk overlast, men det endte med, at jeg fik hemmelig adresse og holdt op med at tage telefonen.

Mange år siden. Alligevel vækker fornuften altså stadig mistro her i amarOrama. Er det ikke bare et pænt navn for den vej, man tager, når man har opgivet at finde den rigtige?

Og så gik endnu en dag, uden at jeg besluttede mig for noget. Men du kan høre, hvor det bærer hen.

Blomster Prags Boulevard Amager amarOrama Prags Boulevard

   

2 kommentarer

  • Fuck fornuften!
    Skid på rationalet og lyt til maven/hjertet/tarmene (whatever speaks to you).
    Jeg tror ikke på, at man bliver hverken glad eller harmonisk af kun at træffe oplagt fornuftige valg. I virkeligheden er der mere fornuft i at træffe valg, som gør glad. Også selvom de kan virke bindegale i andres øjne. Hvis du kun er fornuftig og voksen (og kedelig), så ender du indebrændt og bitter – og røvirriterende. Det er det, jeg mener med at det i virkeligheden er mere fornuftigt at droppe fornuften fra tid til anden. Du bliver et både sundere og mindre frustreret menneske af det. Er min mening.

    Jeg er ikke fortaler for, at man ikke skal tænke. Absolut nej. Og jeg mener også, at det er smart at passe på sin krop, betale sine regninger og være et hæderligt menneske. Jeg tror, du ved, hvad jeg mener?

    Nu aner jeg jo ikke, hvad det er for en beslutning, du tumler med – snakker vi job og karriere? Men jeg håber, du lytter til intuitionen og ikke til ambitionerne, hvis det er det, det handler om…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Lotte
    Tak for kommentar. Giver dig ret hele vejen rundt. Og har sagt fuck fornuften så mange gange, at min tunge er tyndslidt. Men tvivler stadig. Fornuften har jo ikke kun bitterhed med i bagagen. Også skiferier, smilende bankrådgivere og nætter helt uden søvnløshed.

    Tænker lige over det, mens jeg dulmer beslutningsangsten med hjernedød, amerikansk tv-serie.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mig og min elskede