Zzzzzzzzzzzzz

Om mirakler og mostre der bare dør

Lillebror blev engang kørt over. Af min far. Som bakkede ud af garagen og hen over moseskurven, hvor babybrother lå og pludrede.

Husker det som en hektisk sommermorgen med strandtur i luften, færøske gæster og madpakker, poser og tasker, der skulle pakkes.

Min forvirrede yndlingsmoster kom i tanker om noget. Måske solbriller. Satte lillebror fra sig i indkørslen og flagrede tilbage til huset med sit store, røde hår, men kom farende ud igen og skreg og skreg og skreg. Ad bilen. Oven på barnet.

Vi var heldige. Han lå midt mellem hjulene, uden en skramme. Et mirakel nærmest.

Ligesom i dag. Hvor Holger med de buttede, røde kinder blev fundet i skoven. Shit hvor jeg tudede, af glæde, og nej, jeg kender hverken dreng eller familie, men gik alligevel og gøs ved tanken om det lille liv, som måske skulle fiskes op af et vandhul. For sent.

Af og til gør englene bare deres arbejde godt.

Lillebror nåede faktisk også at lave en Holger. Med politi og det hele. Og her sidder jeg, selvom jeg som 5-6-årig stak af i fjeldet på Grønland. Midt om vinteren. En historie, der sagtens kunne have sluttet med druknet barn i noget vandreservoir.

Men min chokerede moster, der stillede moseskurven fra sig lidt for tidligt, er død. Fik kun 36 år. Så kom kræften og tog hende. Trods mange indtrængende bønner om et mirakel.

Måske havde vi opbrugt vores kvote.

Hjul Prags Boulevard Amager amarOrama Prags Boulevard

   

19 kommentarer

  • Jeg ville egentligt gerne komme med en eller anden vild klog og smart kommentar til dit rørende indlæg. Men jeg kan ikke komme på andet at sige end; livet er mærkeligt. Gad vide, hvorfor ting sker som de gør?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Livet er mærkeligt. Og til tider voldsomt uretfærdigt. Prøvede også selv at skrive noget klogt nu. Men slettede, fordi det blev alt for banalt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fie

    Jeg anede ikke noget om Holger, før Facebookfolket begyndte at opdatere med, at han var fundet. Og godt for mig – jeg brød fuldstændig sammen, da jeg så klippet med hans forældre – hvis jeg havde vist det om natten, havde jeg sgu nok ikke sovet. Her til morgen er spisesedlerne virkelig svulstige. Og folk opdaterer stadig om den lille dreng.

    Jeg kan ikke huske, at det nogensinde har været sådan før i medierne. Med børn der blev væk altså. Måske har jeg bare ikke lagt mærke til historierne, fordi børn ikke interesserede mig før jeg selv fik et af slagsen, måske fandtes de sociale medier bare ikke sidste gang (som var hvornår?) – men det er massivt nu og EB skriver “Holger Danske”. Er det mig, eller er der noget særligt ved den her kollektive reaktion? Noget, vi måske har brug for som samfund? Blot en måske overanalyseret tanke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Undskyld jeg lige bryder ind.

      Jeg tror noget af det, der er så specielt ved Holgersagen er, at han blev fundet. Det tror jeg de færreste havde regnet med. Og så er det jo heller ikke særlig tit, at tre-årige forsvinder…

      Jeg har også skrevet et lille Holgerindlæg i dag, og jeg kan se på flere af kommentarerne, at det virkelig er en episode, der har rørt folk. Jeg synes i øvrigt også, at det virkelig siger noget om, hvor meget overskud vi har i et samfund, hvis alle kan samles om en lille dreng, der er blevet væk fra sine forældre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Tror egentlig altid, Danmark sidder på nåle, når et barn bliver væk.

      (personligt hyler jeg lige så meget over fulde teenagedrenge, der forsvinder på vej hjem fra julefrokost og senere bliver fundet i havnen)

      Men selvfølgelig giver sociale medier mulighed for at gå i selvsving på en helt anden måde end fx i 80erne. Forsvandt der ikke nogle piger dengang?

      Og ja. Vi trænger da til gode historier og mirakler lige nu. Midt i massedød, krig og katastrofer. Men børn, der overlever farlige ting, går nok aldrig af mode.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uj, for pokker jeg blev da helt bange da din moster skreg og bilen holdt hen over barnet! Ked af at høre at du mistede din moster så tidligt. Livet er en skrøbelig størrelse. Godt din lillebror er en standhaftig type til gengæld!
    Tanken om kvoterne skræmmer, selvom jeg nu synes, at min miste-kvote for længst er brugt op.
    Holger har ikke rørt mig sønderligt, hvilket undrer mig, for jeg er da blevet så overdrevet følsom efter jeg har fået 5 nevøer. Gakket.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Ja, moster smuttede alt for tidligt. Omma (bedstemor) mistede 3 ud af 6 børn. Så hun nåede vist også sin kvote.

      Mærkeligt, at du ikke hyler over Holger. Måske orker du bare ikke massepsykoser? Jeg springer på hvad som helst. Kan fx finde på at græde til åbningsceremonien ved OL. Men ok, der havde jeg også tømmermænd og var temmelig skrøbelig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • jeg er vist ikke så masse psykose agtig, det nok rigtigt nok. Og gu er der forfærdeligt når sådan en bette fyr går væk. Men jeg plejer at hyle over alt muligt. Tidligere på dagen hylede jeg over at nevø nr 5 skal flyttes over i en anden vuggestue, som jeg ved er bedre for ham. Jeg er måske selektiv sensitiv. ???! Kan man det?

      Min Bedste mistede 1 ud af 2. Eller vi ved jo ikke hvad kvoten kræver endnu. Håber ikke det bliver 2 ud af 2.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Tror faktisk selektiv sensitiv er det allerbedste.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lige der har jeg svært ved at se karma som værende grunden, for jeg synes ikke nogen fortjener at dø af kræft. Det eneste positive man kan sige omkring kræft, eller det at man ved at man skal dø, er at man får chancen for at sige farvel til dem man elsker. Den chance får man ikke hvis det er en pludselig død. Alligevel er kræft en stor pris at betale for at få lov til at sige farvel. Mit håb er at i smerte, får man styrke, så jeg håber at hele familien er blevet stærkere med den oplevelse i kufferten. Det at hun dør ung af en forfærdelig sygdom har fået dig til at skrive om det, og har fået andre til at tænke. Det har fået mig til at tænke over livet, og over hvor vigtigt det er at man lever livet som man vil, og ikke lader andre bestemme over en.
    Det var sådan set bare lige det jeg ville sige.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Tak for den Kristine. Døden er sikkert den mørke farve, der skaber kontrast og liv i billedet. Og alt det der. Men synes alligevel, vi skal boykotte den.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Velskrevet amarOrama, vildt med din bror og uretfærdigt hårdt med moster. Man skal huske på at glæde sig over alle de dage, man er så heldig at have.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Lige præcis. Man må glæde sig over de dage, man får. Eller prøve på det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • AB

    Jeg synes, det er tankevækkende, hvordan nogle familier synes at have heldet med sig igennem generationer, og andre nærmest inviterer uheldet med til aftenkaffen dagligt. Min gamle skoleveninde havde en liste så lang over nære familiemedlemmers dødsfald, morens depression, svigerindens sklerose, brødrenes indbyrdes had og sin egen barnløshed. Og jeg selv går lykkeligt rundt og tænker, kan det blive ved med at holde det der held, når mine forældres lykkelige skilsmisse i ’89 er det bedste jeg kan præstere på tragediekontoen? Man bliver sgu helt paranoid, når sådanne tanker opstår. Tror hellere jeg vil sætte mig ned og være taknemmelig. Det er gået godt, so far, for mig og mine. Priviligeret held er få forundt. Og jeg er med på det med at boykotte døden, for øvrigt. Og lad os tage kræften med, nu vi er i gang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Tror man når meget langt med taknemmelighed og tillid. Ligesom det er nemt at tiltrække alverdens ulykker ved at frygte det værste. Og livsindstilling går ofte i arv i generationer. Har fx selv fået angst/ængstelighed ind med modermælken og ville desværre nok give det videre, hvis jeg selv havde fået børn.

      Men ok. Gode vibes kommer også til kort. Harmoniske mennesker dør af kræft. Uskyldige børn bliver kørt ned. Og hvad hjælper det at smile til verden, hvis du har en tsunami i hælene.

      Tilbage til den der boykot.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uhyre vel talt (og tudet)!
    Her fik særligt gemalen den lille dreng under huden.
    Jeg er nok (fagligt belastet?) mest optaget af, hvor meget arbejde der mon ligger nu sådan rent psykisk. For både dreng og forældre. Men selvfølgelig først nu, hvor han ER fundet.
    Og jeg er med på en kollektiv boykot. Virkelig virkelig. For ellers er jeg også bange for, at min heldkvote er ved at være opbrugt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Læste noget, der umiddelbart lød klogt. I BT af alle steder. At forældrene ikke måtte blive overbeskyttende eller vrede. Men skulle huske at rose drengen, fordi han havde klaret det godt. Eller rettere sagt. At de selv måtte deale med deres ængstelse i stedet for at proppe den i barnet.

      Hvordan det så lige klares, ved jeg ikke.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • GP

    Da det mandag formiddag gik op for mig, at drengen havde været ude alene hele natten og stadig ikke var fundet, blev jeg overvældet af gråd og ubærlig smerte.
    og da ingen modne coping-strategier hjalp, gik jeg over til fortrængning og regression (drak rødvin og gik i seng)
    Resten af dagen turde jeg ikke nærme mig medierne, af frygt for at få at finde ud af, at han stadig ikke var fundet.
    STOR STOR var lettelsen da jeg dristede mig til at tænde for nyhederne kl. 19.
    Jeg boycotter også.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Ej altså. Du burde jo leve på en øde ø. Uden adgang til medier og skrækhistoriekanaler.

      Men ja. Modne copingstrategier er besværlige. Ved jeg jo godt. Og rødvin hjælper på alt. Ved jeg jo virkelig også godt.

      Og din dreng bliver aldrig væk i en skov. Godt. Så’ det en aftale.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Zzzzzzzzzzzzz