Så fik jeg lært

 

At informationsdag hos Anden Aktør er lige så absurd, som rygterne siger.

At du forresten ikke er indkaldt til informationsdag. Men arbejdsdag (hvad?). Fordi det er meget nemmere at få arbejde, mens man er i arbejde (nååja).

At arbejdsdagen handler om at vente til, det bliver din tur og kræver hardcore kompetencer udi tålmodighed og stirren-tomt-ind-i-tapet.

At du SKAL møde op, selvom dine børn er syge. Og nej. Jeg har ikke børn, men må vel godt være fornærmet alligevel.

At 6 timer kan åbne op for helt nye tankebaner. Som: Hvad er der galt med kontanthjælp? Kunne da være meget hyggeligt at flytte til Lolland og dyrke hillbillylivet.

At du selvfølgelig skal gå efter job, du ikke er kvalificeret til. For du er fleksibel jo.

At arkitekter godt kan lægge sig til at dø med deres ubrugelige evner. Eller skride ned i børnehaven og være smarte og islandske på pædagogmedhjælpermåden.

At det er dumt at få for mange kontakter på LinkedIn. Altså lidt a la Facebook. Fint nok at være der. Men husk nu. Ikke overdrive.

At Anden Aktørs medarbejdere hænger på en lortetjans og egentlig er søde og rare mennesker.

At jeg ikke kunne nænne at aflevere skemaet med alle mine spydigheder: Forventninger til AA? At I spilder min tid og spænder ben for seriøs jobsøgning. Måtte lyve og sige, at det lå derhjemme.

At min karriere, økonomi og fremtid ser mere amarkansk ud end nogensinde.

At en linje som I’m a looser baby, so why dont’ you kill me godt kan køre på repeat en hel dag. Selvom du ikke aner, hvordan sangen fortsætter. Eller hvordan den kom ind i din mund.

Finlandsgade