Sort

Jeg husker tydeligt den kvalmende morgen. Sad ude i køkkenet og tog sko på. Klar til at tage til Hillerød, hvor min mor lå indlagt med spritny hjernetumor.

Enkelte lyde stod knivskarpt frem og krævede min opmærksomhed. Køleskabet brummede. Snørebåndene sukkede. Som om nogen havde suget al baggrundsstøj ud af lejligheden. En næsten uvirkelig, rungende fornemmelse.

Måske var jeg i en slags chok? Kunne kun fokusere på én ting ad gangen. En sko. Den anden sko. Nøgler. Dankort.

Hver gang jeg skulle forholde mig til en ny besværlig ting, som at lukke vinduerne, måtte jeg lige kort overveje. Hvordan er det nu, man lukker et vindue? Hvordan plejer jeg at knappe frakken? Hvordan låser man døren?

Begyndte at tude allerede i 5A og fortsatte i S-toget og videre med bus. Skammede mig lidt i mit snotpapir, men mødte masser af smil og opmuntrende blikke. Og nåede frem til endestationen. Min søsters køkken. Hvor familien sad tynget i mørke samtaler.

Men der blev underligt stille, da jeg trådte ind. Som om min entré havde trykket på pause og fanget alle i en akavet grimasse, indtil nogen forsigtigt spurgte. Jamen, hvad har du lavet?

Og så kom latterbrølet. Væltende imod mig.

Måtte flygte ud til spejlet, som afslørede, at de venlige ansigter, jeg havde mødt, nok ikke ville trøste, men nærmere havde siddet og klukket og spekuleret over, hvorfor hende, der hylede, havde smurt skosværte i en stor, sort ring rundt om næsen.

?

Og nej, det handler ikke om mascara på afveje. Farven virkede fedtet. Nærmest som olie, og 2 dage senere var den gal igen. Med en stor plamage på hagen.

Hvor det kom fra, fik vi aldrig opklaret. Og historien endte jo lykkeligt. Helt uden kræft, død og begravelse.

Men fortæl mig lige en ting. Nej 2. Hvem har malet sorte streger på mine bryster i nat, mens jeg lå og sov? Og hvor mange øl drak jeg egentlig i går?

Ansigt Brydes Alle Amager amarOramaBrydes Allé

Oh Baby

I min venindeflok kender jeg én, som har haft en god far. Ikke at de andre fædre kun opførte sig som dumme svin vel, men denne mand skiller sig ud. Især fordi han godt gad at tale med sine børn. Jeg sagde med ikke til. Men også fordi han, som en af de få, evnede at kende forskel på kone og sekretær.

I det hele taget levede han slet ikke op til normerne for generationen af indebrændte vrissere, der altid sad og mukkede i en avis. Han havde noget hyggeligt omkring sig. Bakkede på piben, passede sine bistader og groede et par gigantiske bakkenbarter, som kradsede den pæne provinsby i ansigtet.

En lidt speciel herre. Måtte fnise i ærmet af hans hjemmestrik og høje idealer om politik, religion og børneopdragelse. Men mest af alt havde jeg respekt for den klippefaste tillid til livet, som han byggede det hele på.

Derfor lyttede jeg til min veninde og de visdomsord, hun så troskyldigt viderebragte med ivrige, blå øjne. Selvom far synes og far gør og far siger godt kunne drive mig til vanvid.

Far siger, du skal finde din livsledsager tidligt i livet. På den måde vil I altid kunne huske og genkende et smukt, ungt ansigt hos hinanden.

Eller noget i den retning pludrede hun, ugen før vi fik studenterhuen på. Og i dag må jeg desværre nikke samtykkende. Ville ønske, at min næste kæreste havde mødt mig som 26-årig med flad mave, perfekt hud og langt færre smilehuller på røven.

Men ved du hvad. I dag har jeg løbet 10 km.

Og!

Kan få mine jeans på, som har ligget i skabet og hånet mig i snart et halvt år. Nu hiver jeg dem op, lyner, knapper, kan trække vejret og det hele. Hahaha. Who cares om jeg ligner en, der giver mig selv en olfert. Forbandelsen er brudt!

Så fuck ham, jeg skulle have mødt for 11 år siden. Lige i dag, eller de næste par minutter, har jeg alligevel travlt med at kysse hende den rynkede dame i spejlet.

Ved Amagerport Amager amarOramaVed Amagerport

Her går det godt

Jeg har lige skrevet 3 blogindlæg. Først et om drankerne, der sidder i shorts og bare lår ude på trappestenen og tyller snaps, lige under en uvejrssky, som er pissed off og dunker dem i hovedet med de største dråber, den kan finde.

Da det ikke rigtigt funkede, skulle du høre om min karriere som hærværksmager i folkeskolen. Heller ikke så hot. Så til sidst blev jeg desperat og forsøgte at spidde Netto-opslagstavlens sære verden af engle, coaching og meditationskurser.

Men helt ærligt. Jeg havde kun det halve hjerte med. Og da en fæl lugt af overfladisk tvangsblogging begyndte at brede sig, smed jeg hele bunken fra mig igen.

Måske har jeg præstationsangst. Måske trænger min hjerne bare til en rask quickie med en billig amerikansk komedie. Men jeg må hellere give lyd, så du ikke tror, jeg stadig sidder og tuder. Alt godt i amarOrama i dag. Her roder bare lidt.

Papir Ørestads Boulevard Amager amarOramaØrestads Boulevard

Older posts