Pauseelefanter

Afsløringen

Nå. Sandheden skal frem, og mysteriet må opklares. Var det eller var det ikke mit navneskilt, som lå og var malplaceret ude i spøgelseshuset?

Nej, det var ej!

Nøjagtigt som den clairvoyante Bille havde spået i kommentarfeltet, så var det ikke mit skilt. Til gengæld kender jeg nu navn og adresse på hende, der mangler det. Nå det havde du alligevel ikke regnet med. Helt ny drejning på historien!

Vi tog ud til huset i eftermiddags, mig og en anden hemmelig blogger, solen skinnede, amarkanerne smilede, og angstens sved havde for længst vundet kampen mod Nivea om retten til at lugte fra mine armhuler. For hvem boede egentlig derude? Og hvad skulle vi dog gøre, hvis vi blev afsløret i færd med at stjæle et værdifuldt og måske endda tilbedelsesværdigt stykke foldet papir?

Tænk nu, hvis vi møder Psyko-Kaj. Ham med de døde øjne og stor kniv. Parat til at gøre, som stemmerne siger? Eller den massemorderiske voldtægtsforbryder på springtur, der kommer savlende ind ad døren med porno i hånden og lynlåsen nede.

Jaja. Fantasien er for længst røget i skuffen af ting-jeg-aldrig-bruger, men når der er fare på færde, overrasker den alligevel med de vildeste comeback. Springer frem og svinger pisken, så hjertet galopper ud til Krimsvej/Tovelillevej, og vores lange og ellers nok så beslutsomme marchskridt skal oppe sig for at holde tempo.

Men vi nåede frem. Og faktisk ikke helt tomhændede. Jeg havde bevæbnet mig med øl (folk, der giver øl, kan man da ikke slå ihjel vel!) og peberspray (til eventuelle afholdsmænd og selvfølgelig kun, hvis det er lovligt – er det det?). Helt galt kunne det ikke gå.

Og det gjorde det da heller ikke. Vi bankede på og hallo-hallo-halloede os hele vejen ind i køkkenet, hvor synderen lå, nu halvt smurt ind i kaffe, og grinede af os. Med mit navn og min håndskrift, men også med en lillebitte detalje, som lige præcis kunne afsløre, at det her var ikke mit skilt. Slet ikke.

Der parkerer jeg så den konvoj af vanvittige forestillinger, som har kørt i ring i mit hoved, fra første gang det forbandede M. tonede frem på skærmen. Pyha. Mærker endda overskud til at fotografere en smule (kan du forresten se, madrasserne er blevet flyttet?).

Dyner Tovelillevej Amager amarOrama

Og til at sige tak for lån med lidt øl. Ja, pludselig blev jeg nærig. Havde 6 med, og de fik kun halvdelen. Satte dem på natbordet ved siden af tøflerne.

Tak for skilt Tovelillevej Amager amarOrama

Mission accomplished. Ud med os. Væk fra de her gyserkulisser. Eller njaa. Skulle da være et skarn, hvis man ikke lige tjekkede bygningerne ud for ny graffiti. Nu vi er her.

Og hvad tror du, vi finder inde ved siden af? Navneskilteejerens lønsedler såmænd. Sammen med hendes kvitteringer, årsopgørelser, studienotater m.m. Spredt ud over betongulvet i én stor pærevælling. Hvabehar!

Papir Tovelillevej Amager amarOrama

I aften, hvor jeg sidder hjemme og blogger, kan jeg da godt spørge mig selv, hvorfor vi ikke var søde og samlede alle papirerne sammen. Og tog dem med hjem, så de ikke skulle ligge der og flyde.

Men så langt tænkte min antiklimaksramte hjerne bare ikke, mens vi stod der. Så nu har jeg googlet denne navne- og skriftsøster, fundet hendes arbejdsplads. Måske. Og sendt en mail af sted med verdens mærkeligste besked. At en hemmelig blogger har set hendes skrald ude i et forladt hus på Amager, og at hun da bare skal spørge, hvis hun vil vide mere. Om denne dejlige sag.

Glemte helt at sige, at jeg har stjålet hendes navneskilt.

PS Tak fordi I overtalte mig til at tage derud. Var blevet sindssyg, hvis jeg stadig skulle gå og spekulere.

38 kommentarer

  • Hold da op, Orama! Hvor er det vildt at de bor så fast og på en måde ordenligt derude! Morgentøfler, nu har jeg da aldrig!
    Jeg er helt glad og lettet over at det ikke var dit skilt, selv vi da fik bygget en stemning op det!

    Sejt du/i fik det overstået!
    Mon du nogensinde hører tilbage fra den ægte navneskilt dame?!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Mystisk med de morgentøfler ja. Mon ikke de bliver overraskede over 3 ukendte øl.

      Hvis jeg ikke hører fra hende, sender jeg noget med brevpost, tror jeg.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • På en måde er det lidt ærgeligt det er slut nu, jeg gad på en måde godt have været med jo..

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Men på en måde også meget rart, at der ikke sidder en eller anden satankult og tilbeder mit navneskilt ude i et forladt hus. Den slags orker jeg bare ikke.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • jah, mest rart!!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trix

    Amaro-DRAMA.

    Du må være to kilometer høj, over du turde tage derud. Godt gamblet – og virkelig stenet twist. Tror gerne Hr. Warhol ville lave en film om emnet…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Føler mig ret sej nu, hvor det er overstået! Men havde aldrig turdet uden massivt læserpres.

      Gid nogen laver det om til en film. Hører I. Jer der er kreative! Også dig O Brother. Vi vil gerne i biografen og se navneskiltefilm på det store lærred.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • tænkt på hvor psykobange beboerne bliver når de ser at der pludselig står nogle øl som de bare ikke ANER hvor kommer fra?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Måske skulle jeg have lagt en seddel ‘amarOrama was here’. Men når man bor sådan et uhyggeligt sted og går og stjæler navneskilte, så tror jeg ikke, man er typen, der bliver bange for en øl. Eller 3.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Meget mærkelig det hele….meget mærkeligt…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Det hele minder lidt om ‘La double vie de Véronique’, hvis du har set den film.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er bare super lettet over, jeg ikke skal redde nogen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Kan jeg godt forstå. Tænk, hvis du ikke turde gå derud og forsøgte at ringe til politiet i stedet. Og forklare…altså noget med en blog og et navneskilt. Nej, jeg ved ikke, hvad hun hedder. Eller hvordan hun ser ud. Men hun er ikke kommet tilbage. Så SKYND jer dog!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg sidder her og er lidt trist, hvor fanden blev min gyser-orgasme af?, jeg skal nok gøre mit bedste på at lave en film, men jeg er for fanden ikke kendt nok til at folk synes den er spændende.

    Jeg var også på udflugt i går, var steder hvor man egentlig ikke må være, mere om det følger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Fra nu af bliver bloggen bare ét stort antiklimaks. Altså med mindre, jeg begynder at opsøge farlige situationer. Melde mig ind i en bande eller noget. Den slags skulle vist være populært her på øen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ihh men hvor var det en god historie, meget spændende at følge med i. Og nå du nu er så modig, kan du jo passende komme forbi og fange den grønne hånd og kvinden med skiltet ude på terrassen, bare ved lejlighed altså, det haster ikke, jeg har alligevel levet med den grønne hånd i nogle årtier efterhånden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      En slags detektivblogger? Kunne faktisk være meget sjovt. Hvis ikke det var fordi, jeg var bange for ALT. Især personer, der ikke har andet at lave end at stå og stirre sindssygt med et skilt i hånden. Ude på din terrasse. Hvad VIL hun egentlig?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hun vil vel bare være sikker på i har set hendes navn!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Tror hun har en meget mere ondskabsfuld dagsorden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hvis det er tilfældet, har jeg heldigvis tre mænd i huset, selvom min kæreste/mand selvfølgelig siger, at han til hver en tid vil tage benene på nakken for at undgå en konfrontation, den kylling…

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Og forresten ER der faktisk et stort navneskilt ude på min terrasse. Det er 1×6 meter ca. og slet ikke uhyggeligt. Måske er du synsk amarOrama?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Ja lidt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes det er godt stil at smide et par øl, når man nu render rundt i andres folks BZhus. Missionen lykkedes! alle er nu glade.

    Plus at vi er blevet mindet om at personlige papirer, dem smider man ikke bare i skraldet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Hvad gør man så? Tænder bål ude på altanen. Investerer i en makulator?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nå ja, der er en bestemt skralder nede ved vores storskraldscontainer, der altid bruger vildt lang tid på at sidde at glo folk papir igennem. Det er ret freaky. Jeg smider ikke mine papir derned, men bruger åbenbart lang tid på at holde øje.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Men det, du kyler i din egen skraldespand, bliver vel brændt? Eller hvad. Er jeg naiv, når jeg siger, at skraldemanden ikke bare smider mine makreldåser og sushibakker i en grøft?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Men HVAD var den lille bitte detalje på navneskiltet, der afgjorde at det ikke var dit?

    Det er altså en god historie – og nu er den en meget god historie på, hvorfor man skal destruere personlige papirer – der er åbenbart folk, der samler det sammen fra skraldespanden (der forestiller jeg mig ihvertfald at det har ligget), og smider det mærkelige steder – og så kan ALLE jo finde det, deriblandt ens personnummer. Not nice.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Ha. Jeg er så skidehemmelig og anonym, at vi glemmer den detalje. Men jeg vil helt sikkert også tænke lidt over, hvor jeg smider mine papirer i fremtiden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • O Brother

    kære M.

    Godt du fik afklaret mysteriet og derved sparet dig selv for fremtidige mareridt. Dog fik du selv startet et nyt med de 3 øldåser. Efterlad dig aldrig spor. Har du slet ikke lært noget af Dexter?
    I skrivende stund sidder en hjemløs og blogger til andre hjemløse om hvordan de 3 magiske øldåser fandt vej til Amager, og hvad det mon betyder. Velsignelse eller forbandelse. I guess they will never know.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Har ikke set Dexter i 100 år, og hans lærdom er derfor gået i glemmebogen.

      Gad godt at vide, hvad beboeren gør. Blogger. Griner. Bliver bange. Sur. Glad. Tror han selv har købt dem?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • En anden en

      Han har da webcam sat op – intet problem at afgøre hvem!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Kan være, han har overvåget os hele tiden. Sidder og lurer i et computerrum med knapper og skærme overalt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sejt! (Og øv at der ikke bare var en lille zombie eller i det mindste bare en lidt halvpsykotisk hjemløs med en proptrækker. Eller … Ej. Selvfølgelig ikke.) Men seriøst: Læs lige den det Sunset Park. Den er skidegod (og zombiefri)!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Vil overveje Sunset Park. Men er desværre blevet vildt dårlig til at læse bøger.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • O Brother

      Du og 97% af alle andre på kloden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Det er indernettets skyld.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg river personlige papirer i små firkanter og de ryger så ned i et mælkekarton.

    paranoia så det støjer?

    Hellere det end at nogen opretter gæld og sager og låner bøger med ens CPR nummer ing?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Tror jeg lader mælken stå og starter med firkanterne. Lidt paranoid er man vel blevet nu.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pauseelefanter