Mig og Mette Weyde

Når fortiden spænder ben

Kan du huske den der undersøgelse, hvor de stiller en hel masse singler nogle hæslige spørgsmål og til sidst skriver en klog bog om det? Som jeg jo deltog i?

Hvor jeg cyklede ud på Østerbro. Blev placeret ved siden af en æske Kleenex og brugte en halv time på at græmme mig over, at hvert eneste svar, der kom ud af min mund, trak mig længere og længere i retning af håbløst tilfælde?

Nå. Det gode var jo, at man som tak for hjælpen får 2 gratis terapitimer. Eller hvad de nu kalder det. Som jeg selvfølgelig ikke har ringet og bestilt endnu.

Og det skulle jeg måske tage at gøre. For sidste uge i Illum, sad jeg pludselig, i selskab med en ammende søster, og græd ned i et blødkogt æg. Over eksen, som sprættede mit hjerte op for mere end 10 år siden.

10 år siden. Hvor langt ude er man så! Jeg HAR da mødt andre mænd i mellemtiden. Endda mænd jeg blev kærester med, boede med, var fucking forlovet med! Kunne jeg måske fælde en tåre for en af dem i stedet?

Men da jeg på vejen hjem også hulker efter en narkomandame, der skammer sin stakkels datter ud. Og på en bedstemor i Amagercentret, der minder mig om Omma. Og vist også lidt over min cykel, der vælter. Ja, så kom jeg endelig i tanker om, hvordan man staver til PMS.

Pyha. Freakalarmen aflyst. Resten af dagen lod jeg bare tårerne trille, hvorhen de havde lyst uden at fare rundt med en stor forklarende klud og tørre op.

Men så i dag. Mens jeg løber ned ad Italiensvej med 9 kilometermålet i sigte (ja 9 km. ha!), springer et minde om ham frem med en mavepuster af en trøje. Den blå. Som sad så flot hen over hans skuldre. Av av AV! Og jeg begynder at svede voldsomt ud af øjnene og skære lidelsesgrimasser til sagesløse hundeluftere. Fortæl. Mig. Dog. Hvorfor!

Jeg skal så meget have ringet til den klinik der.

Løbebane Geislersgade Amager amarOramaGeislersgade

33 kommentarer

  • Har vi ikke alle en, der sprættede hjertet op og som aldrig helede helt derefter? Eller rettere måske ikke alle, men mange! De spor er vel med til at gøre os til dem vi er. På godt og ondt. Jeg ved i hvert fald, at jeg har det “minde” med at jeg skal overbevises om, at jeg er elsket. At jeg er den udvalgte pga. mig og ikke mit udseende, (ikke for at lyde selvfed!, men jeg har så ofte hørt, at jeg er smuk og at jeg derfor blev spottet, og desværre ikke fordi jeg er sød/charmerende/ morsom)
    Et af mine issues er, at en ekskæreste sagde, at hvis han ville ændre noget ved mig, ville han give mig nye bryster. Det er seks år siden, men den sidder endnu. Han rev også i hjertet, der desværre aldrig groede helt sammen endnu.
    Så desværre har jeg ikke den gyldne tråd, der kan lappe dig sammen, men du har en medsammensvoren!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Dejligt med en medsammensvoren. Jo, mange bliver jo forfulgt af ondskabsfulde spøgelser fra fortiden. Som fx din yderst charmerende eks! Gider bare ikke være hende den ynkelige, der aldrig kom over det. Og ligger på dødslejet og fabler om en blå trøje, der forsvandt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • AB

    Er det ikke sådan, at man har mere og mindre følsomme perioder? Det oplever jeg. Ikke bare PMS-perioder, men sådan længere perioder, hvor der næsten ingenting skal til. Og andre gange kan man stå og kigge på et færdselsuheld og ikke føle en skid. De sidste gør mig faktisk lige så bange som de første. Hvis ikke mere. Jeg plejer at dyrke de følsomme lidt. Få tudet rigtig ud og tømt følelseslageret. Det er så dejligt bagefter. Og det er på en eller anden måde også rart at mærke, at man føler, sådan helt inde i benet. Synes jeg. Anywhos. Og så er der jo altid den der med Coulda shoulda woulda fyren, ikk’? Måske var det ham. Måske var det ikke. Måske symboliserer han bare et eller andet i dit liv lige pt. som skal ud. Måske har det slet ikke noget at gøre med ham som mand eller kæreste. I don’t know. Måske skulle vi kvinder lade være emd at tænke så meget og så bare reagere :-) TUD for fanden!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Salte tårer kan være meget forløsende. Men ingen blå trøjer er så flotte, at man behøver græde over dem i mere end 10 år. Og selvom jeg var overdrevet forelsket, og forholdet endte meget brat og surrealistisk, ja så tuder jeg nok over noget helt andet. Psykologerne vil selvfølgelig sige min far. Tvivler dog på, jeg kan bruge den oplysning til ret meget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det der! Det kender jeg godt. Øv!
    Også uden PMS på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Skidemeget øv. Ødelægger totalt det sejhedsimage, jeg forsøger at banke sammen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg synes da, det er temmelig sejt, at du skriver om det, som du gør. Man kan fornemme sejheden lige under skrøbeligheden. Og ved du hvad? Jeg synes det er fint, at andre får lov til at påvirke dig så meget. Selvfølgelig skal det ikke blive usundt, så du selv bliver kvalt af det. Men tænk, at du er i stand til at elske så meget og give så meget plads til en anden. Nu skal han bare skubbes lidt væk igen. Så skal det nok gå alt sammen. KRAM Maria

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Shit der kom jeg til at græde lidt igen. Går da helt over gevind det her. Men selv kram. Føler mig overhovedet ikke sej.

      Vil dog forsøge at følge dit råd. Næste gang han springer frem på en løbetur, skubber jeg ham lidt væk igen. Helst ind i en tjørnebusk.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det var ikke meningen, du skulle græde! Bare opstable den sejhed, der er synlig for alle andre end dig og så ud i det blå, uden trøjen. Argh. Jeg kender det jo godt. I 99 var jeg ude for et surrealistisk og usympatisk brud. Det påvirker mig stadig sådan, at jeg tit drømmer, at min kæreste (gnm 10 år og far til mine børn!) gør det samme. Det er ledt. Men: ud i det blå og nyd livet. Tis på ham i tjørnebusken!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Hej Maria. Tak for mail. Du har fået en tilbage. Og nu går jeg ud i det blå.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Se nu skriver jeg noget klogt. Det er kun dig selv der kan hele dig, ingen andre kan, selv velmenende ord betyder ikke en skid. Så ring til den der klinik. Så skal jeg nok ringe til det der job noget. Mit liv mit ansvar, siges der jo. Men åh jeg vil bare spises kage. ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Jeg ringer til den der klinik. Men gad vide, om de kan fikse mig på 2 timer. Har jo ikke råd til at give dem penge for at snakke med mig, før jeg får et arbejde. Måske skulle jeg søge et? Du skal i hvert fald. Ring!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Han skal tudes ud. Og skrives ud (fortæl, fortæl – hvordan var han??). Og så skal du da for pokker se at få indkasseret de der to timer, som du helt og aldeles har gjort dig fortjent til :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Hvis den mand kunne tudes ud, lå han allerede spredt ud over hele Århus. I snotpapir, på veninders skuldre, hen over bardiske, i min mad, som jeg ikke orkede at spise, og på min stakkels hovedpude. Som jeg vendte hver aften, når den ene side begyndte at skvulpe. Har prøvet! I årevis.

      Gider ikke fortælle om skiderikken. For det første ville jeg dø af skam, hvis han opdagede, at jeg stadig skænker ham en tanke. For det andet lugter bitterhed så væmmeligt. Gemmer det til psykologen. Som jeg ringer til ja.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • PMS, ja den kender jeg dælme godt! Pive, der er hvad jeg kan i den tid. Men jeg synes det er ok, for det renser ligesom lidt ud. Og bringer ting op, som ligger og lurer, som man skal have gjort noget ved. Det er godt med en reminder.
    Jeg har også en der spøger, det er ikke rart. Bare det var mig der havde to timer! Det kunne gavne! Skynd dig at ringe, snakkeri med én der får penge for det, kan være så godt til at jage spøgelser på porten!

    Jeg elsker øjeblikket, hvor det går op for mig at det er PMS’en der taler, og ikke ægte mig. Mega AHA oplevelse hver gang. Som jeg åbenbart glemmer på ca 28 dage.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Hahaha. Det øjeblik er nemlig så fantastisk. Faktisk har jeg lovet mig selv en million gange, at jeg skal lægge mærke til datoen, så jeg er forberedt. Og ved. At kollega/kassedame/mor/cyklist med mobiltelefon/folk på offentlige kontorer/kundeservicemedarbejdere IKKE er ude på at ødelægge mit liv.

      Men jeg glemmer det altid.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • PMS, knuste hjerter og terapi aside …. 9 km?? I træk? Helt uden at gå bare en lille bitte smule????

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Actionbror har jo lavet det her løbeprogram til mig, som jeg følger helt robotagtigt. I går stod den på 3 X 3 km. Med 5 minutters gang imellem. Så nej jeg løb ikke 9 km. i træk.

      Men men men. Det gjorde jeg den anden dag. Ha! Og på fredag løber jeg 10 km. (8 + 2). For første gang i mit liv. Jeg er så skidestolt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er fandeme sejt gjort!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du skal ikke græde i blødkogte æg. For nej – 10 år, det er der sgu’ ingen blå trøjer, der er værd. Eller andre farver. Ring! Og sig så, at de har to timer. Så må de gi’ dig noget på dem, som du kan bruge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Den blå trøje. Han er sikkert blevet så tyk, at han ikke kan passe den mere. Jeg GIDER ikke græde over det. Så nu har jeg ringet til den kloge dame og skal ævle om ekser på onsdag om en uge. Interesting.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line L

    Stort, at du er så ærlig. Jeg er en ny, men allerede meget trofast læser, som sidder og tuder lidt med. Over mine egne weltschmerzen..
    Hvis det på nogen måde kan trøste, så er du til stor inspiration for mig. Tror der er en mening når gamle minder dukker op, uanset om man gider tude over det eller ej. Måske er det din far, måske noget helt andet. Håber du kommer videre på onsdag!
    Et virtuelt knus fra Line ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Til inspiration. Virkelig? Tak for pokker! Så fortryder jeg ikke det her indlæg alligevel. Selvom jeg lige gik og overvejede, om jeg havde udleveret mig selv en tand for meget. Knus tilbage. Og held og lykke med din weltschmerz.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Fuck ham, mand! Du er næsten oppe på TI KM!! Kæft, jeg synes, du er det sejeste!! Bare det var mig…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Jeg fatter det virkelig heller ikke. Grænsen for mig har altid været 3 km. Herefter skulle jeg dø. Og kaste op. Og have betændelse i anklerne.

      Måske er det Actionbrors program, der gør underværker? (Og det, at han er totalt nazi omkring det og ringer i tide og utide for at blive opdateret på mine præstationer?)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Og fuck ham ja.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • jeg har verdens bedste psykolog – verden Bedste! Jeg siger det bare, hvis du en dag får brug for et nummer – hvis fortiden vælter læsset for meget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Åh, hvis jeg havde råd! Den dag jeg får job, eller en billigere husleje, skal jeg have det nummer. Trænger til at få muget ud i en masse gammelt lort.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • GP

    Blå trøje ER blevet fed. Jeg har jo selv set det.
    Måske handler det både om en mere generel og dyb længsel efter nærhed, intimitet og kærlighed i livet lige her og nu, men også om smertefulde erfaringer med savn og længsel meget tidligt i livet.
    Og så er blå trøje bare en trigger, en lille knap af en art.
    Den tidlige smerte kan dulmes i et godt parforholdet …eller skabe fucking meget ballade (egen erfaring)

    10 km, så flot.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Hahaha. FLÆSKEfed.

      Ved du har ret. Men fatter det alligevel ikke helt. Og nu vil jeg altså gerne have en ny trigger. I stedet for den gamle, kedelige, tykke, blåtrøjede trigger.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lider muligvis af OCD. Men kan ikke bevæge mig videre (i livet), før linket til indlægget om selve undersøgelsen virker. Jeg sidder herovre og ryster + vipper frem og tilbage så længe. Ses.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ha, nu er det rettet. Frygter, linket ikke lever op til forventningerne, men råb gerne op, hvis du finder flere fejl.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mig og Mette Weyde