Oh Baby

I min venindeflok kender jeg én, som har haft en god far. Ikke at de andre fædre kun opførte sig som dumme svin vel, men denne mand skiller sig ud. Især fordi han godt gad at tale med sine børn. Jeg sagde med ikke til. Men også fordi han, som en af de få, evnede at kende forskel på kone og sekretær.

I det hele taget levede han slet ikke op til normerne for generationen af indebrændte vrissere, der altid sad og mukkede i en avis. Han havde noget hyggeligt omkring sig. Bakkede på piben, passede sine bistader og groede et par gigantiske bakkenbarter, som kradsede den pæne provinsby i ansigtet.

En lidt speciel herre. Måtte fnise i ærmet af hans hjemmestrik og høje idealer om politik, religion og børneopdragelse. Men mest af alt havde jeg respekt for den klippefaste tillid til livet, som han byggede det hele på.

Derfor lyttede jeg til min veninde og de visdomsord, hun så troskyldigt viderebragte med ivrige, blå øjne. Selvom far synes og far gør og far siger godt kunne drive mig til vanvid.

Far siger, du skal finde din livsledsager tidligt i livet. På den måde vil I altid kunne huske og genkende et smukt, ungt ansigt hos hinanden.

Eller noget i den retning pludrede hun, ugen før vi fik studenterhuen på. Og i dag må jeg desværre nikke samtykkende. Ville ønske, at min næste kæreste havde mødt mig som 26-årig med flad mave, perfekt hud og langt færre smilehuller på røven.

Men ved du hvad. I dag har jeg løbet 10 km.

Og!

Kan få mine jeans på, som har ligget i skabet og hånet mig i snart et halvt år. Nu hiver jeg dem op, lyner, knapper, kan trække vejret og det hele. Hahaha. Who cares om jeg ligner en, der giver mig selv en olfert. Forbandelsen er brudt!

Så fuck ham, jeg skulle have mødt for 11 år siden. Lige i dag, eller de næste par minutter, har jeg alligevel travlt med at kysse hende den rynkede dame i spejlet.

Ved Amagerport