Når fortiden spænder ben

Kan du huske den der undersøgelse, hvor de stiller en hel masse singler nogle hæslige spørgsmål og til sidst skriver en klog bog om det? Som jeg jo deltog i?

Hvor jeg cyklede ud på Østerbro. Blev placeret ved siden af en æske Kleenex og brugte en halv time på at græmme mig over, at hvert eneste svar, der kom ud af min mund, trak mig længere og længere i retning af håbløst tilfælde?

Nå. Det gode var jo, at man som tak for hjælpen får 2 gratis terapitimer. Eller hvad de nu kalder det. Som jeg selvfølgelig ikke har ringet og bestilt endnu.

Og det skulle jeg måske tage at gøre. For sidste uge i Illum, sad jeg pludselig, i selskab med en ammende søster, og græd ned i et blødkogt æg. Over eksen, som sprættede mit hjerte op for mere end 10 år siden.

10 år siden. Hvor langt ude er man så! Jeg HAR da mødt andre mænd i mellemtiden. Endda mænd jeg blev kærester med, boede med, var fucking forlovet med! Kunne jeg måske fælde en tåre for en af dem i stedet?

Men da jeg på vejen hjem også hulker efter en narkomandame, der skammer sin stakkels datter ud. Og på en bedstemor i Amagercentret, der minder mig om Omma. Og vist også lidt over min cykel, der vælter. Ja, så kom jeg endelig i tanker om, hvordan man staver til PMS.

Pyha. Freakalarmen aflyst. Resten af dagen lod jeg bare tårerne trille, hvorhen de havde lyst uden at fare rundt med en stor forklarende klud og tørre op.

Men så i dag. Mens jeg løber ned ad Italiensvej med 9 kilometermålet i sigte (ja 9 km. ha!), springer et minde om ham frem med en mavepuster af en trøje. Den blå. Som sad så flot hen over hans skuldre. Av av AV! Og jeg begynder at svede voldsomt ud af øjnene og skære lidelsesgrimasser til sagesløse hundeluftere. Fortæl. Mig. Dog. Hvorfor!

Jeg skal så meget have ringet til den klinik der.

Løbebane Geislersgade Amager amarOramaGeislersgade

Mig og Mette Weyde

Transiiit! råbte nogen ud af vinduet, da jeg kom stolprende forbi Ib, René Cairo i 90’ernes Aalborg, på høje plateausko og cigaretten flagrende. Transit? Var det et kompliment? Noget frækt? Et skældsord? Eller shit fordi mine ben ser fede ud i den her lårkort?

Først senere, efter rigelig Jomfru Ane Gade og fremmede mennesker med ølåndede bemærkninger, fattede jeg, hvad der var los. At jeg lignede hende fra fjernsynet, Mette Weyde med Kelly-frisuren, som smilede for en hel flinkeskole, hver onsdag aften, i ungdomsprogrammet Transit.

Nu de sagde det, var der vist noget. Med øjnene. Frisuren. Kindbenene. Og nok også næsen. Men kunne man ligefrem tage fejl?

Ja det gav vi os jo til at undersøge. Min veninde og jeg. Og uanset om testen stod i baren på Rock Nielsen, Rendezvous eller Revolution, blev konklusionen spyttet ud på klingende nordjysk: Wa såå, do jo hende der fra…

Og det var egentlig også helt i orden. For strømmen af gratis drinks løber ofte i retning af de kendte (tror jeg nok). Hvorfor ikke bare flyde med. Forberede historier hjemmefra og komme til at tale kameravinkler og optagelser, når nogen tydeligvis lytter.

Så musikken den spillede, og mytomanerne slog sig løs, slukkede tørsten i store, fede løgnehistorier og skålede. For der skulle skåles da! For et godt program og fremtidige interviews. Og Ållllbåår!

Vi kunne skam sagtens leve med den sorte streg i panden. Skabte bare en slags event, syntes vi. Gav folk lov til at feste (ja en fik sågar lov at kysse) med en kendt. Jamen hey vi gjorde dem nærmest en tjeneste ikke?

Og vi blev, så vidt jeg husker, meget sjældent opdaget. I gamle dage stod man jo ikke med en smartphone og kunne googlegarantere ægtheden af alting. Eller afsløre en wannabe. Jeg lignede Mette Weyde, altså var jeg Mette Weyde.

Nå. Men midt i min forrygende tv-karriere tager jeg til København med kæresten og slentrer rundt på Strøget, og hvem kommer mon valsende i Lily-model, med kameramand på slæb, og peger mikrofonen på os for at indlede et forhør om bryllupper og romantik?

Ja. Lige præcis. Og tror du, hun opdagede, at hun snakkede med sit eget spejlbillede? Overhovedet ikke. Hun så ikke, det var mig! Altså hende! Men jeg kom da i fjerneren og fik sagt nej til snarligt ægteskab. Rakkede ned på hendes brudekjole, hvilket vist blev klippet fra. Og var verdensberømt i 1 sekund.

Havde egentlig helt glemt min storhedstid. Indtil den i dag væltede ud af en æske, som jeg strakte mig lang for at nå oppe øverst på reolen. Ville rode i nogle gamle breve og fik fingrene i et postkort fra lille O Brother, der, med sød barneskrift og belærende pil til Mettes Weydes mund, beder mig om at stoppe med at ryge.

Mette Weyde postkort Amager amarOrama

Det gjorde jeg så også. 10 år efter. Hvor jeg ikke længere kunne score gratis drinks. Eller lignede hende på billedet. Håber i øvrigt ikke, hun er typen, der læser blogs.

Stay Away: Hjørnet af Njalsgade-Amagerfælledvej

Lad være med at gå derind, i bygningerne på hjørnet af Njalsgade-Amagerfælledvej. De falder sammen, bare du puster på dem. Ok overdrevet, men hvis du ikke får et stykke hus i hovedet, risikerer du i hvert fald at træde i en kanyle eller endnu mere sandsynligt. En menneskelort. Klammeste sted ever.

Det værste er, at her bor nogen, der snart har samlet en voldsomt stor losseplads til sig. Af flasker, elektronik, legetøj, cykler, fotoalbums, dildoer. You name it. Mens stanken breder sig, og spyfluerne sværmer om et ædegilde af råddenskab.

Tror dog de jævner det med jorden nu. Gravkoen står og venter. Og beboernes dyner er blevet kastet ud på jorden. Så de ligger der og er våde.

Tænk at komme hjem til det syn efter en hel dag på hovedet i de københavnske skraldespande.

Graffiti Njalsgade Amager amarOrama

Stol Njalsgade Amager amarOrama

Støvle Njalsgade Amager amarOrama

Cykel Njalsgade Amager amarOrama

Rødt hus Njalsgade Amager amarOrama

Bille Njalsgade Amager amarOrama

Husk mit navn Njalsgade Amager amarOrama

Gul dyne Njalsgade Amager amarOrama

Dyne i busk Njalsgade Amager amarOrama

Fotoalbum Njalsgade Amagerfælledvej Amager amarOrama

Madras Njalsgade Amager amarOrama

Bluse Njalsgade Amager amarOrama

Dyne Njalsgade Amager amarOrama

Soveposer Njalsgade Amager amarOrama

PS Pille og Uden Relevans viser også billeder fra denne Stay Away.

Stjerneskud

Dragør. Hvordan kan noget så tuttenuttegult og farmoridyllisk dog findes her på Lorteøen. Jeg er i chok!

Jeg skulle mødes med familien til lidt solskinsspadseretur. Og hvorfor ikke prøve det der fiskerleje, som alle snakker så godt om.

Jeg springer på 350S, og en halv time senere, da jeg endelig undslipper sødeste, rareste buschauffør, som da virkelig gerne ruller byens lange historie ud, centimeter for centimeter,

(Og også noget med Tjæreborgpræsten. Og damebal i Jylland, hvor kvinderne danser på bordene og for en gangs skyld morer sig, som jo også er helt ok. For hvorfor skal det kun være mændene, der har det sjovt?)

…går jeg intetanende ind i et frontalangreb på mit ellers så nøje sammenstykkede Amagerbillede. Selvom lunten allerede lå og lugtede.

Flag Dragør Amager amarOrama

For hvad har vi her. Blomster, brosten, nyvaskede veteranbiler. Glade børn med isvafler og rige svin med vind i håret og havudsigt ud over hele fjæset. Fiskeretter. Og sejlbåde. Hvide, hæklede køkkengardiner. Og kaffe og kage på strandhotellet. Og dannebrog.

Dragør Strandhotel dug Amager amarOrama

Hvor i al verden er jeg havnet?

Nå. Men vi bestiller stjerneskud. På strandhotellet ja. Og da jeg dumt spørger min lille niece, hvordan sådan en fisk mon smager, siger hun:

Stjerneskud smager af lys. De bliver mest spist af rumvæsener, som også spiser sole.

Hat Dragør Strandhotel Dragør Amager amarOrama

Jeg er stolt over at være i familie med hende. Og også ret vild med byen befolket af rumvæsener.

PS Aner ikke, hvordan jeg fik spærret kommentarfeltet. Næste gang jeg sidder og sniffer lightergas og bliver sløset på knapperne, må du meget gerne hive fat i mig. Mail eller Facebook.