Listasavn Føroya

Nu skal det hele jo ikke gå op i får og fjelde, så den anden dag kørte vi en tur forbi kunstmuseet for at sætte lidt kulturel kapital ind på kontoen.

Havde naturligvis husket hele selvhøjtidelighedspakken: hviskestemme, tunge, langsomme skridt, og pirreligt, plukket øjenbryn, parat til at løfte sig over første ikke-slukkede mobiltelefon.

Men altså.

Trods gudsinspirerede farver og strøg, og selvom jeg lagde hovedet på skrå i klassisk pegefinger-mod-kind-positur, kneb det med at foregive dyb tankevirksomhed. Især fordi Actionbror følte stærk trang til at gå i direkte dialog med værkerne.

Tita Vinther torshavn kunstmuseum amarOrama

torshavn kunstmuseum amarOrama

torshavn kunstmuseum Mykines amarOrama

Tita Vinther torshavn kunstmuseum amarOrama

Ingolvur af Reyni torshavn kunstmuseum amarOrama

De brune tæpper er knyttet, vævet, whatever, af uld og menneskehår. Og det røde maleri forestiller grindedrab. Hvis du skulle være nysgerrig.

Sådan starter højdeskræk

Dåsen med færøske barndomsminder bugner af græsgrønne glansbilleder og glade solskinsdage med søndagsskole, hinkeruder og svingende sjippetove. Fred og idyl og familie overalt.

Men en enkelt eftermiddag stikker ondskabsfuldt ud: Jeg står i et svimlende højt tårn, med armen om lillesøster, og kan ikke komme ned. Tågen trænger sig på, vinden blæser op, og vi ryster. Frysende og bange i et uhyggeligt, hvidt vakuum.

Jeg kunne ikke helt placere hændelsen før sidste sommer, hvor en færing, lad os kalde ham Peter, sendte mig en mail og inviterede til gensynsfest med folkeskolen i Tórshavn. Folk jeg ikke har set siden 2. klasse!

Måtte takke nej. Manglede mod, tid og penge. En melding, der blot førte til flere mails, røverhistorier fra gamle dage og endelig en undskyldning. For stigen han havde fjernet.

Og SÅ blev jeg nysgerrig!

Den lille lømmel ville åbenbart give mig en lærestreg. Som straf for at svare igen og dag ud og dag ind at finde på øgenavne, der ikke matchede hans seje image i skolegården eller på legepladsen, hvor jeg trippede rundt og spillede fandango med hånlig fnisen og fletninger.

Nok var nok, og stigen fik et arrigt spark. Så kunne jeg stå og tænke lidt over det oppe i tårnet. Ved ikke, om vi taler minutter eller timer, før lille frøken kæphøj knækkede. Men da mundvigene endelig trak nedad, og første tåre faldt, blev de frelsende trin sat skamfuldt på plads. Og to forskrækkede tøsebørn løb hulkende ned i sikkerhed.

Jeg kom ikke i skole om mandagen.

For mine forældre havde taget en rask beslutning. Vores liv skulle pakkes i kufferter og flyttes til Danmark. Samme dag stod vi på kajen og græd farvel til fætre, kusiner, Omma og Færøerne. Tror aldrig, jeg har tilgivet dem.

Men i forgårs, næsten 30 år efter, kørte Peter mig op til legepladsen og udpegede gerningsstedet. Tårnet mangler. Et par ensomme gynger og en vippe er hvad, der er tilbage. Og nej, jeg fotograferede ikke. Du får fjelde, gør du.

udsigt fra radarstationen fjelde og hav amarOrama

Har måske set for meget GOD Channel

Shit, jeg når jo ikke at blogge en brøkdel af, hvad der bliver sat ind på oplevelseskontoen for tiden.

Men i går besøgte vi min fætter i Klaksvík. Han har 5 børn, demonstrerer stolt, at benene på ægtesengen kan lyse rumskibsblåt og gør i øvrigt alt for at glæde sine gæster. Som fx at skubbe dem ned i speedbåden og sejle hele vejen rundt om Kalsoy, hvor vi skal se søpapegøjer, farlige grotter og selvfølgelig også Lars Løkkes svigerfars sommerhus!

Pyt med fartgrænser og vrede fagter fra andre vippende både. Meget meget vigtigt, at alle forstår, hvad motoren duer til. Åbenbart.

Og når dumme måger slår sig bevidstløse mod forruden, flyver hen over vores hoveder og falder pladask i havet, kan vi godt pakke nødhjælpskasse og halvhjertet dyreomsorg væk. For det er slet ikke måger. Men havheste. Dem griner vi bare ad.

Hahaha. Speeeederen i bund. Vi hersker over havet.

Eller nej. Herre Jemini! Lige pludselig kigger selveste hr. Gud og Skaber forbi.

Sol og skyer Klaksvik amarOrama
Jeg knælede lidt indvendigt i et ærbødigt hej. Så sejlede vi hjem. Til konen og kagerne og 5 kg. frugtsalat.

Lykkeligt løbepral

Er du løber eller luderkarl? Actionbror coachede mig nænsomt igennem kuffertpakningens sidste faser dagen før, vi sejlede til Færøerne. Og sørgede for, at træningstøj blev presset ned mellem regnjakke og striktrøjer.

Meget godt faktisk. For hvis jeg selv skal sige det, lugter der overhovedet ikke af luderkarl her i stuen, hvor ømme lårmuskler slænger sig i sofaen som præmie for at sejre over 8,5 stejle, færøske km tre dage i træk. Ægte løber in da house!

Ok. Hjalp måske også lidt, at familiefestbillederne, der for nylig ramte Facebook, fik mig til at fælde en fedmetåre. Sætter sine grimme spor at blive udsat for nordatlantisk kagebord hver eneste dag, og at nej tak altid ignoreres med venlig værsgohånd.

Men jeg løber i det mindste. Og selvom BMI-tallet skriger efter at komme tilbage til Lorteøen, vil resten af mig aldrig “hjem”. Jeg er, hvor jeg skal være. Lige nu. En sjældenhed her i firmaet.

Lobebane Torshavn amarOramaTórshavn

Sentimentalt shit

Fik vist aldrig fortalt, at vi bor hos Omma. For første gang siden hendes død.

Ved jo godt, at hun ligger på kirkegården ved siden af sin mand. Fulgte hende selv derud sammen med hundredvis af andre bukkede hoveder for flere år siden. Alligevel undrede det mig, at damen ikke stod klar med fiskefrikadeller, rabarbersyltetøj, kartofler med skræl og vejrudsigten buldrende fra radioen, da vi ankom.

Hun mangler.

I dag lejer min tante lejligheden ud til turister. Her er malet, rykket rundt og ryddet ud, men heldigvis hænger der stadig lidt Omma-stemning i gardinerne.

Stangen som voksdugen med de store blå og orange blomster skulle rulles omkring.

Ommas lejlighed torshavn amarOrama

Foldedøren. En kæmpestor harmonika, vi børn ikke måtte spille på.

Ommas lejlighed torshavn amarOrama

Rødbrune lædermøbler, som hun arvede fra mine forældre, da vi flyttede til Grønland i 1975.

Ommas lejlighed torshavn amarOrama

Badeværelset, hvor jeg vaskede små og store branderter af i det lyseblå badekar, mens Omma telefonerede til mostre og onkler, der skulle vurdere, om jeg var på stoffer, besat af en ond ånd eller blot fyldt til randen med djævelsk spiritus.

Ommas lejlighed torshavn amarOrama

Spejlet hvor sølvbørsten altid lå, og skufferne gemte på curler, hårnet og krøllede skråskriftsbreve.

Ommas lejlighed torshavn amarOrama

Håndklæder med broderede initialer.

Ommas lejlighed torshavn amarOrama

Og haven, hvor vi ikke måtte gynge ind i vasketøjet.

Ommas lejlighed torshavn amarOrama

I går hørte min mor, at en usynlig person kom ind og gik rundt i gangen.

Jeg tror ikke på den slags. Det gør hun heller ikke.