Har måske set for meget GOD Channel

Sådan starter højdeskræk

Dåsen med færøske barndomsminder bugner af græsgrønne glansbilleder og glade solskinsdage med søndagsskole, hinkeruder og svingende sjippetove. Fred og idyl og familie overalt.

Men en enkelt eftermiddag stikker ondskabsfuldt ud: Jeg står i et svimlende højt tårn, med armen om lillesøster, og kan ikke komme ned. Tågen trænger sig på, vinden blæser op, og vi ryster. Frysende og bange i et uhyggeligt, hvidt vakuum.

Jeg kunne ikke helt placere hændelsen før sidste sommer, hvor en færing, lad os kalde ham Peter, sendte mig en mail og inviterede til gensynsfest med folkeskolen i Tórshavn. Folk jeg ikke har set siden 2. klasse!

Måtte takke nej. Manglede mod, tid og penge. En melding, der blot førte til flere mails, røverhistorier fra gamle dage og endelig en undskyldning. For stigen han havde fjernet.

Og SÅ blev jeg nysgerrig!

Den lille lømmel ville åbenbart give mig en lærestreg. Som straf for at svare igen og dag ud og dag ind at finde på øgenavne, der ikke matchede hans seje image i skolegården eller på legepladsen, hvor jeg trippede rundt og spillede fandango med hånlig fnisen og fletninger.

Nok var nok, og stigen fik et arrigt spark. Så kunne jeg stå og tænke lidt over det oppe i tårnet. Ved ikke, om vi taler minutter eller timer, før lille frøken kæphøj knækkede. Men da mundvigene endelig trak nedad, og første tåre faldt, blev de frelsende trin sat skamfuldt på plads. Og to forskrækkede tøsebørn løb hulkende ned i sikkerhed.

Jeg kom ikke i skole om mandagen.

For mine forældre havde taget en rask beslutning. Vores liv skulle pakkes i kufferter og flyttes til Danmark. Samme dag stod vi på kajen og græd farvel til fætre, kusiner, Omma og Færøerne. Tror aldrig, jeg har tilgivet dem.

Men i forgårs, næsten 30 år efter, kørte Peter mig op til legepladsen og udpegede gerningsstedet. Tårnet mangler. Et par ensomme gynger og en vippe er hvad, der er tilbage. Og nej, jeg fotograferede ikke. Du får fjelde, gør du.

udsigt fra radarstationen fjelde og hav amarOrama

   

10 kommentarer

  • Kan mærke dit uhyggelige vakuum. Og underligt ufærdigt på en eller anden måde fordi du skulle rejse midt i det hele.. Tilgiver børn nogensinde deres forældre den slags?

    Jeg håber det…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Tilgiver måske, men glemmer ikke. Mit liv er fuld af flytninger, og denne blev den værste.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Ej, hvor fantastisk. Sådan en forholdsvis uskyldig drengestreg, der har sat spor både hos dig og hos ham. Det er sjovt som barndommen ind imellem kan opleves som brikker i et puslespil, man ikke længere har slutbilledet af. Der fik du lige samlet det puslespil.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Ja, havde endda spurgt flere af mine kusiner, om de huskede noget med et tårn, men ingen kunne give et hint, før “Peter” meldte sig på banen. Vildt sjovt. Han har fotografisk hukommelse og kan fortælle historien i detaljer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Øj hvor vildt. Ikke noget under, at du var nevøs oppe i det legetårn, jeg absolut ville op i på bryggen! Men du var sej jo!

    Jeg har aldrig flyttet som barn, boede i det samme paracelhus i tyve år, det lyder helt skrækkeligt, det der med at bare blive rykket op med rod uden varsel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Lige præcis denne flytning var skrækkelig. Havde allerede gået lidt i skole både på Grønland og i DK, men følte mig først hjemme på Færøerne. Og vupti. Så var det videre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • fin historie altså. en dreng så rødt :)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Har måske set for meget GOD Channel