Sentimentalt shit

Fik vist aldrig fortalt, at vi bor hos Omma. For første gang siden hendes død.

Ved jo godt, at hun ligger på kirkegården ved siden af sin mand. Fulgte hende selv derud sammen med hundredvis af andre bukkede hoveder for flere år siden. Alligevel undrede det mig, at damen ikke stod klar med fiskefrikadeller, rabarbersyltetøj, kartofler med skræl og vejrudsigten buldrende fra radioen, da vi ankom.

Hun mangler.

I dag lejer min tante lejligheden ud til turister. Her er malet, rykket rundt og ryddet ud, men heldigvis hænger der stadig lidt Omma-stemning i gardinerne.

Stangen som voksdugen med de store blå og orange blomster skulle rulles omkring.

Foldedøren. En kæmpestor harmonika, vi børn ikke måtte spille på.

Rødbrune lædermøbler, som hun arvede fra mine forældre, da vi flyttede til Grønland i 1975.

Badeværelset, hvor jeg vaskede små og store branderter af i det lyseblå badekar, mens Omma telefonerede til mostre og onkler, der skulle vurdere, om jeg var på stoffer, besat af en ond ånd eller blot fyldt til randen med djævelsk spiritus.

Spejlet hvor sølvbørsten altid lå, og skufferne gemte på curler, hårnet og krøllede skråskriftsbreve.

Håndklæder med broderede initialer.

Og haven, hvor vi ikke måtte gynge ind i vasketøjet.

I går hørte min mor, at en usynlig person kom ind og gik rundt i gangen.

Jeg tror ikke på den slags. Det gør hun heller ikke.