Nej vi var ej!

Jeg er en omvandrende katastrofe, når det gælder mænd. Sådan har det altid været. I mange år kunne jeg fx ikke håndtere ordet kærester.

Vi er da absolut ikke kærester!

Jeg er mig. Du er dig. Meget muligt, vi deler seng og madbudget, men kærester, det skal du ikke kalde os.

Ved ikke helt hvorfor, men k-ordet lugtede af kvælende symbiose og truede sikkert med at udviske den kraftige konturstreg, jeg så ihærdigt forsøgte at tegne om min unge identitet.

Jeg var også langt oppe i tyverne, før jeg mestrede disciplinen holde-i-hånd-på-åben-gade.

Og for det ikke skal være løgn, gik jeg rundt og var ukysset helt op til 15-års-alderen.

Skammede mig noget så grufuldt over min uerfarne tunge. Især fordi alle tog i biografen og så 16 år og aldrig kysset. Filmen som tydeligt signalerede, jeg var et freak, hvis jeg ikke fik slikket nogen i munden inden min næste fødselsdag, der lurede lige om hjørnet.

Heldigvis kom en flot bejler forbi og blinkede. Lidt underlig type. Men god for øjnene. En rigtig looker. Så der blev taget en dyb indånding og kigget tilbage.

Senere samme dag sad jeg ved en jysk søbred og kyssede ham.

Kyssede og kyssede og kyssede. Husker stadig lugten af herreparfume og den underlige, våde smasken.

Han var 20 år og sagde alt muligt, som jeg ikke helt kunne koncentrere mig om. Noget med mit hår og mine øjne. Og så kom ordet.

Kærester.

Jeg blev stiv af skræk og var altså nødt til at gå hjem og spise aftensmad lige med det samme.

Kyssede dog videre næste dag. Og tog så til Færøerne for at arbejde i 100 år. Reddet af Torshavn endnu engang.

Men en kæreste giver jo ikke så let op. Man kan nemlig ringe sammen. Og skrive lange, romantiske breve. Og ringe lidt mere. Endda til grillbaren, hvor jeg stod og solgte burgere, mens Madonna skrålede Express Yourself fra kassettebåndoptageren.

Anede ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre. Priste mig bare lykkelig for, at k-ordet befandt sig i langt væk i Danmark og nok ville give op. Før eller siden.

Forkert. En dag midt i middagsmaden lagde min tante en beroligende hånd på min skulder og sagde, min kæreste havde ringet, og selvfølgelig var det ok, han kom på besøg. Han kunne få et værelse på første sal.

?

Og lige der, over fiskefrikadellerne, groede jeg endelig nosser. Nu kunne det være nok. Jeg gav den ondskabsfulde karl et rasende kald og trampede på hans hjerte og alle hans fremtidsplaner og alt hans væsen, som slet ikke skulle bryde sig om at komme og bo hos os, for her i huset var der INGEN, som ønskede at se ham, eller være kærester. Farvel!

Jeg satte først fødder på dansk jord et halvt år efter og så ham ikke igen. Før i onsdags. Hvor jeg efter en mislykket jobsamtale skulle direkte til et møde.

Distræt og forpustet smider jeg frakken, siger hej, tager en kop kaffe og prøver at samle tankerne. Nikker til en mand på den anden side af bordet. En meget smuk mand.

Faktisk lige så smuk som mit første kys.

!

Da jeg endelig får samlet kæben op fra gulvet og spørger, om han kan kende mig, kommer det prompte.

Ja selvfølgelig. Vi to var engang kærester.

Bank Sundholmsvej Amager amarorama Sundholmsvej

Tak for blomsten Jesper

I gymnasietiden arbejdede jeg bl.a. som stuepige.

Trak hver lørdag og søndag i en knitrende, syntetisk uniform, der lugtede af lige dele kattepis og skyllemiddel, og mødte op i kældermørket, under et aalborgensisk hotel med tunge guldspejle og tykke, kongeblå tæpper, for at få udleveret mit arbejdsskema.

Der var afsat 15 minutter til hvert værelse.

Jo skam. Oldfruens forpinte, afblegede korthårsfrisure sitrede af alvor. På 15 minutter kunne man da sagtens støvsuge, skifte sengetøj, tørre støv af, lufte ud, tømme skraldespande, vaske askebæger, skifte håndklæder og sæber og lige gøre hovedrent på badeværelset.

Plus nå at køre vognen videre til næste dør!

Jeg lærte en hel del om hotelbranchen i de år. Bl.a. at man ALDRIG skal drikke af andet end engangsglas på sit værelse.

Og at folk er forskellige. Sure stewardesser, der ruller ind med små, ens kufferter og kun skal sove en enkelt nat, klager over alt. Busser med fulde nordmænd, brækker sig i sengen og glemmer deres toldfri cigaretter. Og berømtheder som Kim Larsen får frugt og blomster. On the house.

Engang hvor jeg desperat forsøgte at afværge en diskusprolaps, samtidig med et lagen skulle bakses på plads, kom en blond kollega løbende og gemte sig bag min ryg med et forskrækket GØR NOGET!

Hun blev forfulgt af et luntende, liderligt smil med solariebrun topmave. Kun iført diskret leopardtangatrusse, men til gengæld med så meget alkohol i blodet, at han nemt kunne skræmmes væk med viftende armbevægelser og aggressive lyde opfundet til lejligheden.

Den slags var der ret meget af.

Én god oplevelse fik jeg dog med mig. En dag jeg kom trillende, rustet til tænderne med toiletbørste, støvsuger og opgivende grimasse, stoppede en mand mig på gangen og pegede med en kæmpestor buket. Værsgo. Den er til dig.

Vist nok en gave fra teatret eller Aalborghallen, eller hvor han nu havde optrådt, men blomsterne skulle jo ikke gå til spilde.

Så dem fik jeg med hjem, hvor jeg fandt en vase og fortalte om giveren. Som hed Jesper Klein.

Og nu, mange år efter, pludselig er død.

Jeg anede intet om ham. Heller ikke at han kom fra Amager. Men manden virkede rar.

Amager sol rosagade amarOrama Røsågade

Don’t call us, we’ll call you

Jobsamtalen? Nå, men jeg mødte op, fortalte om alt det, jeg mangler at lære, om ansvarsområder, jeg aldrig har haft og opgaver, jeg ikke har løst.

Svarede desuden “øøøh” på alle spørgsmål.

Ellers gik det meget godt.

Heldigvis findes der vigtigere ting i livet end succes. Som fx at tage en gevaldig morgentuder og savne sin døde bedstemor.

Filmen er lavet af Heidrik á Heygum. Det var I DO ART, der linkede til den. Og nej, selvfølgelig er det ikke min Omma. Men næsten.

Søges: stand-in med selvtillid

Nejnejnejnej. Når jeg endelig finder et job, jeg vil have og formulerer ønsket på skrift, så inviterer folk til samtale. I morgen!

Hvis det altså ikke er telefonfis. Eller en fejl?

Hældte selvfølgelig så meget mundlam skepsis ned i røret, at arbejdsgiverdamen til sidst måtte spørge, om jeg kunne huske, jeg havde søgt stillingen?

Jo da!

Regnede bare slet ikke med, de kunne høre mit forkølede CV hoste, når der nu lå over 200 andre kommunikationsfolk og råbte TAG MIG i ansøgningsbunken.

Og forresten har jeg også glemt, hvad det er jeg kan.

Er der mon nogen, som gider at tage over og forklare det i stedet for mig?

Mand dig op Oresundsvej Amager amarOrama Øresundsvej

PS Det er selvfølgelig ikke Lucky Bastard tjansen, vi taler om.

Ergo er jeg en mand #2

Damer elsker december, tingeltangelmåneden, hvor det er helt ok at sprede guld- og glimmervirus og leve sin pyntesyge ud i ekstremerne med sløjfer, lyskæder og hjemmehæklede nisser. Jo vildere jo bedre.

Jeg ved det. Har studeret fænomenet på tæt hold, tilbage i 90erne, da jeg arbejdede som juleslave i Aalborg og stod bag disken where the action was happening: Sallings julepyntsafdeling.

Her fra hjerternes fests hovedpulsåre hamrede jeg løs på kasseapparatet og sørgede for, at Nordjylland ikke løb tør for kugler, stjerner, kogler og lametta. Plus en hel masse juledimsedutter. Som gerne skulle pakkes ind hver for sig og gøre det ud for uheldige børns pakkekalendere.

Ikke altid lige sjovt.

Men jeg udviklede hurtigt evnen til at gemme kvababbelser væk bag et kundevenligt smil og krølle gavebånd på 48 minipakker uden at slå nogen ihjel, når damen med det hektiske dankort altså kun skulle forkæle 2 små stakler med en daglig plastikengel eller nissekøleskabsmagnet. Og ikke alle 7 børnebørn!

Nå. En dag fik jeg andet at tænke på. Blev hevet ind på kontoret, væk fra den kilometerlange kø af julefrådende kvinder, der trippede for at få pakket ind. Allerhelst hver for sig.

Der var telefon. Og i røret ventede fremmed kælestemme, der hviskede mit navn og i øvrigt havde en holdning til min røv og den slags.

Jeg smækkede på.

Det tog manden skam ikke ilde op. Han ringede bare igen. Og igen. Dag ud og dag ind. Som min egen private psykojulekalender, hvilket stressede mig mere end de vanvittige hver-for-sig-damer, faktisk.

Men først den aften jeg kom træt hjem til en hoveddør, barrikaderet af røde roser, blev jeg sådan rigtig edderspændt rasende.

HVORDAN havde han fundet min adresse. Det svin!

Husker ikke, hvilken skæbne planterne måtte lide. Kun mit harmdirrende had og lysten til at piske stodderen til blods med tornede stilke.

Shit jeg var gal. Spekulerede både i politi og fælder og peberspray, og var stadig godt tanket op på adrenalinfronten, da min kæreste, ringede fra København.

For at ønske tillykke med vores 4-årsdag. Og for at høre, om jeg blev glad for buketten?

Nu ved jeg godt, at damer er glade for 4-årsdage. Og andre romantiske milepæle som 3-årsdage, 1-årsdage, 6-månedersdage, 3-månedersdage, 1-månedsdage. Og drømmer om roser og små kærlighedskort (som jeg åbenbart havde overset i blindt arrigskab).

Men mærkedage er ikke lige min stærke side. Jeg glemmer dem. Og ved du hvad, jeg også har svedt ud? At jeg den 1. august har boet et år på Amager. Det burde vi da vist have fejret.

Sender du en blomst?

blomstkastrupvejamageramarorama
Kastrupvej

Older posts