Gid alt var så nemt som finsk diskodans

Ergo er jeg en mand #2

Damer elsker december, tingeltangelmåneden, hvor det er helt ok at sprede guld- og glimmervirus og leve sin pyntesyge ud i ekstremerne med sløjfer, lyskæder og hjemmehæklede nisser. Jo vildere jo bedre.

Jeg ved det. Har studeret fænomenet på tæt hold, tilbage i 90erne, da jeg arbejdede som juleslave i Aalborg og stod bag disken where the action was happening: Sallings julepyntsafdeling.

Her fra hjerternes fests hovedpulsåre hamrede jeg løs på kasseapparatet og sørgede for, at Nordjylland ikke løb tør for kugler, stjerner, kogler og lametta. Plus en hel masse juledimsedutter. Som gerne skulle pakkes ind hver for sig og gøre det ud for uheldige børns pakkekalendere.

Ikke altid lige sjovt.

Men jeg udviklede hurtigt evnen til at gemme kvababbelser væk bag et kundevenligt smil og krølle gavebånd på 48 minipakker uden at slå nogen ihjel, når damen med det hektiske dankort altså kun skulle forkæle 2 små stakler med en daglig plastikengel eller nissekøleskabsmagnet. Og ikke alle 7 børnebørn!

Nå. En dag fik jeg andet at tænke på. Blev hevet ind på kontoret, væk fra den kilometerlange kø af julefrådende kvinder, der trippede for at få pakket ind. Allerhelst hver for sig.

Der var telefon. Og i røret ventede fremmed kælestemme, der hviskede mit navn og i øvrigt havde en holdning til min røv og den slags.

Jeg smækkede på.

Det tog manden skam ikke ilde op. Han ringede bare igen. Og igen. Dag ud og dag ind. Som min egen private psykojulekalender, hvilket stressede mig mere end de vanvittige hver-for-sig-damer, faktisk.

Men først den aften jeg kom træt hjem til en hoveddør, barrikaderet af røde roser, blev jeg sådan rigtig edderspændt rasende.

HVORDAN havde han fundet min adresse. Det svin!

Husker ikke, hvilken skæbne planterne måtte lide. Kun mit harmdirrende had og lysten til at piske stodderen til blods med tornede stilke.

Shit jeg var gal. Spekulerede både i politi og fælder og peberspray, og var stadig godt tanket op på adrenalinfronten, da min kæreste, ringede fra København.

For at ønske tillykke med vores 4-årsdag. Og for at høre, om jeg blev glad for buketten?

Nu ved jeg godt, at damer er glade for 4-årsdage. Og andre romantiske milepæle som 3-årsdage, 1-årsdage, 6-månedersdage, 3-månedersdage, 1-månedsdage. Og drømmer om roser og små kærlighedskort (som jeg åbenbart havde overset i blindt arrigskab).

Men mærkedage er ikke lige min stærke side. Jeg glemmer dem. Og ved du hvad, jeg også har svedt ud? At jeg den 1. august har boet et år på Amager. Det burde vi da vist have fejret.

Sender du en blomst?

blomstkastrupvejamageramarorama
Kastrupvej

17 kommentarer

  • Pift piift! Jeg er hverken til juledims eller mærkedage. Men hold kæft hvor er det her et godt indlæg.
    Et styks virtuel kaktus til dig (fordi de holder forever, de skal vist ikke vandes og de ligner lodne tissemænd) værsgo!
    /C

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Jamen tak. Er den usynlig, eller mangler der et link?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Den er usynlig. Desværre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Ha. Perfekt. Så stiller jeg den i min 50 kvadratmeter store, usynlige stue med usynlig panoramaudsigt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Skidegodt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • hurra! Jeg er helt omvendt jo, Vild med alt det der tingel. Noget tangel synes jeg dog er mega grimt.
    Du kan få et ekstra brombær i morgen, så large er jeg. Bare vent til bloggens fødselsdag, man ved aldrig hvad jeg disker op med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Der er jo længe til bloggens fødselsdag. Husker du mig på det? Glæder mig til brombær.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg ville også have glemt min 5-års bryllupsdag på fredag, hvis ikke Facebook havde været så flink at minde mig om at den var coming up.
    Anywho – tillykke med 1-års-dagen. Lægger en blomst på dit dørtrin i morgen tidlig……ahahahhahaa…hihihi…..hi….jeg mener…hej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Men 5-års bryllupsdag svarer normalt til 10-års kærestedag ikke? Og på det tidspunkt, synes jeg altså ikke, man kan klandre folk for at glemme en blomst.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Hvad skete der med den lumre telefonmand? Var det også kæresten, eller var det kort og godt en lummer telefonmand med hang til Sallings juleassistancer? Det lyder i hvert fald ikke rart…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Telefonmanden var ikke min kæreste. Men en eller anden psykostodder, som listede rundt i Salling og udspionerede. Ret klamt ja. Jeg arbejdede der kun indtil nytår, og så slap jeg for flere opkald.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tine

      Godt at det hverken varede længe det job, eller at det var din kæreste, der ladede op til årsdag forklædt som psykostodder. Der må være grænser for hvordan mærkedage fejres. Har faktisk heller aldrig forstået det med mærkedage. Engang fik jeg en cd med zindy kuku bugaloo (eller hvad det der TV-band nu hed) i årsgave af en kæreste. Det havde han ikke behøvet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Kukabuka. Hahaha. Ja, hende kender jeg godt. Det var da…pænt af ham.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du ved godt, at jeg elsker dig ikke? stik mig en adr, så er der blomster på vej. som jeg selv fik i dag, selvom der er over en halv måned til MIN et års dag. Som jeg ingenlunde har tænkt mig at glemme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Nåå, var der blomster fra den sunde og raske? Manglede da også bare, når han sådan bortfører dig til verdens ende.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Adrk, en klammo. Blev engang ringet op af en politimand, jeg havde mødt i byen (som var dobbelt så gammel som mig, og som jeg på ingen måde var interesseret i, og som jeg ALDRIG gav hverken mit nr eller min adresse, og som på en rigtig ubehagelig måde insisterede på, at jeg vist hellere måtte mødes med ham), og selvom jeg afslog flere gange og bad min mor forklare ham, hvor skabet skulle stå, så blev han kratejmer ved, du! Det var SÅ væm’ligt, og min mor, min søster og jeg var lige flyttet alene i nyt hus, og en aften var der så en bil, der stoppede uden for og holdt længe bare med motoren tændt. Vi var skidebange for, det var ham, for man havde sådan en fornemmelse, ing? Nå, men jeg endte med – med fuldt overlæg – at lave en date med ham for så at brænde ham af. For lissom at signalere, hvor vi var. Så bad vi til, det ikke gjorde ham splitterrasende, men jeg tror heldigvis, ydmygelsen var nok. Jeg hørte i hvert fald ikke mere fra ham. Arhmen, føj! Havde helt glemt det, indtil jeg læste dit indlæg :/

    – Signe

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Shit en uhyggelig historie. Og så en politimand! Hvad sker der for ham. Ej, men nu vælter minderne jo frem. Flere klamme mænd coming up.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gid alt var så nemt som finsk diskodans