Danmarks celebrity-par nummer 2

Sidste krampetrækninger – Mykines

Nå. Bunder lige flasken med færøske ferieminder, så vi kan lukke festen og komme videre i vores liv.

Hvis du, som min familie, elsker meget lange og kedelige film med tung regn og rynkede pander, der brummer Guds fred i stuen, og derfor ser Barbara mindst en gang om året. Så ved du, at man aldrig skal tage til Mykines. I hvert fald ikke, hvis man har giftet sig med et ustabilt kvindfolk, som sidder alene tilbage med høj barm og syndige lyster.

For ingen aner, hvornår øen slipper dig igen. Hvilke planer den har for din skæbne. Med Island og Grønland som nærmeste naboer i vest, ligger den alene og kæmper mod det store Atlanterhav. Og pludselig er du strandet, fordi strøm og vind mikser en ondskabsfuld cocktail, som forhindrer båden i at lægge til kaj.

Hvis du ikke har råd til at leje en helikopter selvfølgelig.

Men hvad rager det os. Dumme turister. Vi tager alligevel af sted, og alting starter godt. Flot sejltur.

Sejltur til Mykines amarOrama

Solen skinner endda en anelse over bygden, mens vi slår teltet op.

Mykines amarOrama

Vi sætter os ind i det eneste hus, hvor penge kan veksles til kaffe. Og vafler og flødeskum.

11ab

Og kigger lidt på et kort over øen.

Mykines amarOrama

Går selvfølgelig den obligatoriske tur ud til holmen, hvor fyrtårnet og det lille, røde hus står.

Mykines amarOrama

Her vrimler det normalt med søde, buttede søpapegøjer. Men i dag finder vi kun suler.

Suler Mykines amarOrama

Og på hjemturen blæser det op.

Mykines amarOrama

Men hvad gør det, når verden er grøn og smager af salt.

21a

Og øjnene kan løbe langt pokker i vold. Uden at blive stoppet af noget.

Mykines amarOrama

Næsten.

Mykines amarOrama

Tilbage i teltet varmer vi aftensmad. Frysetørret kylling i karry. Nu blæser det så meget, at vi må opgive at se den anden side af øen.

Telt Mykines amarOrama

Men man kan vel lure lidt på bygden. Så jeg finder min mest aerodynamiske gangart frem, kæmper mig ned mellem husene med hovedet først. Og er nær røget ud over en skrænt, fordi vinden ikke ser sig for og banker ind i mig bagfra.

Bliver så forskrækket, at jeg går ind til vaffeldamen og låner en Jack London roman, der håner mig med titlen The People of the Abyss, for at begrave mig i sovepose og beskidt storbyfattigdom, mens stormen nu raser uden for teltet.

Lidt overrasket over, hvor livsnødvendig litteratur pludselig bliver, når blog, Facebook og resten af internettet ligger gemt på en computer i, hvad der lige nu synes som, en helt anden tidsalder.

Men ved midnat begynder jeg at blive bekymret. Ok, bange. Vinden hiver og slider i den tynde teltdug og lyder som en brølende isbjørn, der kommer væltende hen over Atlanterhavet for at æde os.

Det bliver ved. Og værre. Og Kl. 4 om natten ser Actionbror og jeg på hinanden. Med dommedag lysende ud af øjnene. Nånå, Actionbror er muligvis bare bekymret. Men jeg ved bedre. Dette brag er vejrgudens allersidste advarsel, før den hiver pløkkerne op og smider os alle tre i havet. Så vi skal vi altså ud. NU!

Panik.

Storm Mykines amarOrama

Vi klamrer os til soveposerne, lader resten ligge og løber ned gennem de smalle gader i buldrende mørke. Til gæstehuset, som vaffeldamen sagde, vi måtte bruge, da hun så, der var optræk til noget vildt.

Aldrig før har jeg været så glad for 4 vægge med tag på. Og senge. Madrasser.

Men efter 2-3 timer vågner vi op til mere storm og grum mistanke. Kommer nok ikke herfra i dag. Niks. Actionbror går op til en falsk vaffeldame, der gætter på, at båden holder sig væk. Det stormer jo. Om hun gider undersøge det? Næh.

Så ringer vi til mor. Beder hende forhøre sig. Se lige arkitektdamen krydse arme og ben af bekymring.

35a

Men ingen vil sige noget. Vejret går sine egne veje. Vi må bare vente og se. Vender tilbage til teltet, som ikke engang er fløjet væk. Men ødelagt. Bøjet i stængerne. Actionbror ligner en, der havde mistet sin bedste ven, som han kalder Hildeberg, og pisker sig selv for at efterlade uden opsyn.

Mykines storm amarOrama

Jeg er bare lettet og indstiller mig så småt på at blive nogle dage, indtil stormen løjer af. Kan endda overskue tanken om at misse færgen til Danmark. Jeg har jo min bog. Og vaffelhuset. Og følelsen af for alvor at være i live.

Men åbenbart blæser vinden i den rigtige retning. Eller også flyder strømmen lige præsis, som den skal. Eller også er vi bare ikke interessante nok. For båden lægger til, og Mykines lader os gå.

Mykines havn amarOrama

Prøver stadig at ryste en fornærmet irritation af mig. Hvorfor kan jeg undværes?

Jo, jeg må gerne sidde og søbe i noget selvmedlidenhed, når det er sidste færøske indlæg og allersidste sætning. Og jeg skal tilbage til den ø. Slut. Punktum. Kan aldrig slettes.

   

25 kommentarer

  • Ordløs. Næsten da. Det er så fint.

    Det hele; ord, billeder, den fineste ø.

    Jeg drages. Jeg vil sgu da med næste gang!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Kunne være sjovt, hvis du tog med næste gang. Tror aldrig, de har set en lyserød dame før på Mykines.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Æv, at det er slut. Jeg vil have mere af den her slags.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Æv det vil jeg også. Men du må vente til næste sommer.

      Eller hvis nogen fra Atlantic Airways læser det her og får lyst til at give mig en flybillet, så tager jeg selvfølgelig af sted. Jo, kom nu.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Du sælger Færøerne forbandet godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, hvor du skriver godt! For satan. Det er jo næsten lige som at være der. Og der er også et par cliffhangers: kunne Hildeberg reddes trods bøjede stænger (hvad ved jeg om telte.. men stænger kan vel rettes ud)? Og hvorfor var vaffeldamen falsk? Dundundundun.. superhyggeligt.

    En veninde er lige kommet tilbage fra en tur til Island, hvor hun traf Bald Hiker, en blogger der lever af at rejse verden rundt og klatre i bjerge og fortælle alt om det. Det kan altså lade sig gøre. Siger jeg lige så meget til mig selv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Hildeberg kan ikke rettes ud, hvis det skal fortsætte som verdens bedste telt i hvert fald. Tror nok Actionbror vil bede fabrikken skifte nogle dele ud, så alt bliver godt igen.

      Den første vaffeldame var sød. Bagte vafler, lånte mig en bog, gav os et hus helt gratis. Så den falske vaffeldame havde lidt svært ved at leve op til sin forgænger. Især fordi hun faktisk passede “informationen”, men ikke gad informere om noget.

      Bald Hiker den heldige rad. Jeg vil have hans job. Men det kræver nok, at man blogger engelsk. Som dig jo.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det lyder vildt! Og også lidt spændende. Godt du havde bogen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Jeg fik jo helt lyst til at læse igen. Troede ellers, jeg havde mistet interessen for bogstaver på papir.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • AB

    Jeg var på Færøerne i 2003 sammen med en 9. klasse jeg var lærer for. Og dine beskrivelser og billeder vækker SÅ mange minder. Det er fantastisk smukt deroppe og vildt og sindssygt på mange måder. Vi var så heldige, at der var grinder, da vi var der, så vi fik oplevet et rigtig grindedrab og jeg var fyldt af en blanding af væmmelse, fascination og urkraft på én gang flere uger efter. Men hold nu kæft det smagte grimt, det grind. Så hellere en Oreos :-)
    Tak fordi du tog os med på turen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Åh jeg elsker ellers grind, men tør ikke spise det mere. Pga. tungmetallerne. De advarer ligefrem imod det.

      Husker slagtningen som fascinerende og flot og forfærdelig. Men har desværre ikke oplevet det, siden jeg var barn. Vil helt vildt gerne, når bare de dræber på den hurtige måde.

      Nævn ikke Oreos. Som sagt. Jeg kan ikke styre det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Oplevede jeg på min første tur til Færøerne – var vist kun 4 år, så husker ikke det helt vilde, men mine forældre har en del blodige billeder i fotoalbummet fra den dag. Det var også dengang jeg ÅD spæk som var det slik (ydrk).
      Jeg synes helt klart du skal retur til Færøerne og poste flere billeder og historier om storme, frierier og GodTV. Griber lige fat i Atlantiv Airways..!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Jamen spæk er simpelthen så lækkert. Når, jeg bliver 90 vil jeg spise grind og spæk hver dag og skide på tungmetaller.

      Lene, du er hermed hyret som sponsorkonsulent. Når du har talt med Atlantic Airways, må du gerne tænke lidt over, hvem der gider betale en tur over til O Brother i Canada.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke

      Hvis du får billetter til O Brother i Canada vil jeg med!
      Superfantastiske billeder fra Mykines – elsker det første med den der paddehatte-agtige sky i baggrunden – how cool is that!
      Tak for “turen”:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Glad for, du bemærker skyen. Jeg er også vild med den.

      Men hvis jeg ikke engang kan score en billet til Princekoncert, som, jeg hører, røg for 100 kr til sidst! Så ser det sort ud med gratis Canada-rejse.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ibs

    Wow altså. Bare wow, i det hele taget. Forelskes. I skriv, i stemning, i fare, i øen. Jeg vil sgu osse derop! Fandme. Og jeg elskede Barbara, både film og bog. Åh manner.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Hurra, en Barbara-elsker. Af sted med dig. Du bliver nødt til at se Mykines.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sad but true, jeg har aldrig været på Mykines. Men næste gang, næste gang… TAK for de fantastiske billeder+ord.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Nu har du lovet det på skrift. Nærmest underskrevet en kontrakt jo. Next stop Mykines.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes, det har været helt fantastisk at blive taget i hånden og vist rundt på Færøerne endnu engang (‘endnu engang’, da jeg har brugt 2 uger deroppe med kærestens familie). Det er præcis som selv at være der, når du skriver dig igennem dine oplevelser. Udgiv så en bog, så jeg kan have dig med overalt – der er jo ikke internetforbindelse alle steder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Tak Nadia. Tror ikke helt på bogprojektet, men kan se, du har været på Island? Åh, der er også fantastisk. Bare husk at takke nej, hvis nogen byder på rådden haj. Det smager af herretoilet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, min mor bor der, så jeg render ofte rundt deroppe. Endda i lang tid ad gangen. Man kan så diskutere hvorvidt det er heldigt eller ej. Hákarl går jeg langt udenom; tilgengæld siger jeg ikke nej tak til en gang skerpikjøt, hvis du byder.

      Vi er for resten mange, der tror på et evt. bogprojekt. Hvordan overbeviser vi dig nemmest at vi har ret?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Vi havde skærpekød med til DK og glemte det hele på færgen. Farvel til kølle for 700 kr!

      Bogprojekt. Jamen giv mig historien, så kan det være, jeg skriver den.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M. amarOrama

      Gad forresten godt, min mor boede på Island eller Færøerne.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Danmarks celebrity-par nummer 2