Her gik du og troede, jeg var perfekt

Jeg havde engang en kæreste, der hed Kristoffer. Hot! siger jeg dig. Med tryllehår og heltekæber og en hel masse coolness going on, som han formåede at balancere uden at falde i stoddergrøften.

Mit livs kærlighed.

Gud hvor vi dog morede os. Grinede og grinede. Alle dagens timer. Når vi da ikke flettede fingre bag en opslået Information. Eller samtalede på så højt intellektuelt plan, at ignoranter som dig slet ikke kunne følge med.

Eller tog på ferie sammen. I Norditalien. Kørte rundt og priste Palladios villaer, drak rødvin og dyrkede solnedgangen.

Kristoffer var perfekt. Fik tidligere kærester til at ligne sure, sjaskede prøveklude.

Men nu vi er i hånehumør og griner ad mænd, der ikke kan tåle en afvisning. Så burde jeg måske nævne.

At Kristoffer også var usynlig.

Opdigtet i en ungdomsbrandert. Med fnisende veninder på sidelinjen. For at straffe min eks. Der tog sig den frihed at slå op og oven i købet vende tilbage med høflige hvordan-går-det?-mails.

Så ved du det.

Orestads Boulevard Amager amarOrama Ørestads Boulevard

Min crazymagnet virker stadig

Kære hr. netdater. Du har ret.

Når jeg siger nej til stævnemøde nr. 2, skyldes det garanteret min dårlige barndom. At blive fanget i sine forældres skilsmissecirkus gør sjældent noget godt for en sart psyke.

Det er derfor. Ja.

Som du siger. Jeg har issues. Der skal arbejdes med. Og tænkes over. Men ikke for meget nej. Du har ret igen. Jeg burde tænke mindre og lytte lidt mere til kroppens signaler. Give slip du ved.

Bærer måske rundt på dårlige erfaringer fra tidligere forhold. Bingo. Man skulle tro, du havde læst min dagbog. Ja, jeg ved det godt. Må glemme fortiden og komme videre.

Desuden er jeg alt alt for kræsen. Lægger afstand til folk med urealistiske forventninger. Det har du gennemskuet. Faktisk svært for dig at holde rammende ord som mandehader tilbage. Jamen ups, der slap det jo ud.

Hjælper heller ikke, at jeg er arbejdsløs. Du kender det. Svært at prioritere. Nyde de gode ting i livet. Man bliver så forvirret. Vil jeg ikke godt love dig at få det bedre?

Gosh hr. netdater. Du har så ret. Jeg må gøre noget.

For man kan da ikke være helt rigtig i hovedet, hvis man afviser en helvedes karl, som med vold og magt maser alle sine erobringer ind på selv de mærkeligste steder i samtalen, da gerne afslører, han er mand for at deltage i en trekant, og i øvrigt vælter sig i ægteskabstilbud på russiske datingsites.

Hvis bare jeg dog vidste, hvad der var godt for mig selv.

spasm Christian IIs Alle Amager amarOrama Christian II’s Allé

Pest eller Koda

Når O Brother ikke sidder og udklækker visdomsord, eller læser vigtige filmbøger ovre i Vancouver, laver han musik. God musik faktisk. Og nu er en ny demo under opsejling.

Men hvad skal bandet hedde?

Konstant mailer han lange navnelister og skriver: Vælg det bedste. Og når jeg har grublet og smagt på hvert eneste et og udpeget en yndling, siger han: Nej, duer ikke. Og sender 50 nye forslag.

O Brother er der desværre allerede nogle andre, der hedder.

Så det har lange udsigter. Men om 100 år når han falder over det perfekte navn og endelig er klar til at springe ud som verdensberømt rockstjerne, skal vi have pisket en stemning op, der lokker fans, paparazzi og pladeselskaber til.

Kunne fx være sjovt at spille numrene her i amarOrama.

Overvejer bare, om jeg gider give afkald på min anonymitet og blive stemplet som søsteren til das Wunderkind, der hærger alle hitlisterne. Kan så godt lide kun at hedde M. Meget vanskelig beslutning ser du nok.

Men til min glædelige overraskelse behøver jeg ikke spekulere mere.

Tolker jeg Politiken ret, har Koda nemlig taget beslutningen for mig. Og forlanger 109,69 kr. om måneden, hvis jeg lægger musik ud på bloggen. Eller 1316,28 kr. om året.

Og hvis nogen tror, jeg gider betale for at give O Brother eller andre bands gratis reklame, tror de ret meget forkert. Så nu er den sag afgjort. Ingen musik.

Tak Koda. For meget mærkværdig logik. Du redder min røv.

Til jer, der har ondt af O Brother. I kan jo altid hjælpe ham med navnet.

Navn Tovelillevej Krimsvej Amager amarOrama Tovelillevej

PS Jeg opdagede koda-problemet ved at læse Superheltemor. Sig lige til, hvis jeg har misforstået noget.

Går efter danmarksmesterskabet i distræt

Jeg misunder folk, som tager varerne med sig ud af Føtex, når de har betalt, genkender venner på gaden i stedet for at stirre tomt ud i luften, og har en idé om, hvorfor de pludselig står midt i køkkenet og flagrer med en strikkepind.

Men efterhånden har jeg lært at leve med det faktum. At jeg er distræt. Autist sagde min tidligere chef.

Døv, blind og glemsom.

Holder fokus med huskesedler og forholdsregler. Som i går, hvor jeg smækkede døren bag mig for at tage til Valby og levere min venindes trøje tilbage.

Vidste på forhånd, at min sløve automatpilot ville svæve ned ad trapperne, om til baggården og kyle posen med lånetrøjen i affaldscontaineren, så jeg messede koncentreret, fra 5. sal til gadeplan: Dette er ikke en skraldepose. Dette er ikke en skraldepose. Dette er ikke en skraldepose.

Og succes! Trøjen røg ikke ud. Den endte ikke sine dage i en skraldebunke, men nåede hele 100 meter ned ad vejen og blev glemt i en kiosk, hvor jeg købte buskort.

Kom jeg i tanker om i dag (mens jeg stod i Netto og ville betale med dankort, som lå hjemme på køkkenbordet).

Tror, det er bedst, hun selv kommer og henter den.

Soeren Norbys Alle Amager amarOrama Søren Norbys Allé