Sådan scorede jeg Norddamen – den uskyldige mø

Med Norddamens kæreste på sikker afstand burde O Brother da udnytte situationen og skynde sig at finde frimærkesamlingen frem. Tænker du.
Men ikke engang et hej kunne drengen få over sine læber.
Forklaringen finder vi i et godt, gammeldags luder-madonnakompleks, der placerede Norddamen højt oppe på en piedestal, hvor O Brother slet ikke turde kravle op og hente hende.
Hun var alt for from og god. Gik først hjem fra festerne, drak aldrig alkohol, og dannede par med en te-forsagende mormon for Gods sake! Slet ikke typen, man stod og ølåndede på til en fredagsbar.
Og garanteret, der skjulte sig et par englevinger under den norske uldsweater der.
Således fucked up, af ærefrygt og oldnordisk tankegang, følte O Brother sig mere og mere uværdig og kunne lige så godt opgive.
Beundrede bare fra de bagerste rækker.
Jeg husker, hvordan hun løb ud af døren, første gang der faldt sne på skolen, og glad løb rundt i sneen. Det virkede lidt som en drøm, hver gang jeg så hende.
Og når Norddamen kom styrtende gennem spisesalen med hænderne for ansigtet og striber af dramatiske tudebrøl efter sig, skulle der selvfølgelig digtes enfoldige historier om uskyldens kvaler i syndens hule.
Havde nogen sagt noget ’grimt’ til hende? Var hun så ren og pletfri, at skolen bare var et forfærdeligt sted?
Tiden gik altså. Med gætværk og opgivende suk. Nå ja, og masser af party, hvor drengen drak sig i hegnet og scorede damer. For det er jo det, de dødelige gør på en højskole.
Men en dag blev de castet til at spille kærester.
Fortsættelse følger.
Jeg synes måske nok, at det bedste tag her er “den dumme lille dreng” :-D Han lyder godt nok sløv i æ optræk, do. Det er godt, vi på forhånd kender slutningen, ellers ville det ikke være til at holde ud….