Madlog uge 1 – lam og lettere

Det er jo ikke sjovt at blogge kalorier og BMI, men efter en uge med Madlog, skal der alligevel gøres en slags status.

Jeg har tabt 1,8 kg.

Taster al mad, ned til mindste havregrynsflage og lille rynkede rosin, ind i programmet og adlyder de ordrer, der udstikkes. Og det virker åbenbart. Hurra.

Men lutter lagkage kan jeg ikke prale med. Jeg fryser, gaber og har ingen energi. Læner mig op ad et omvendt sukkerchok, hvor huden slår revner, benene vejer tungere end den værste vinterdepression, og hele kroppen knirker af kuldegysninger, ømme led og yderst mærkværdige hoftesmerter!?

Allerhelst vil jeg bare ligge under en apatisk dyne og vente på, at alting går over.

Måske ikke det sundeste projekt, jeg her har rodet mig ud i.

Men ok, de første to dage var ondest. Nu mærker jeg bedring, begynder at komme til hægterne, så før der slækkes på disciplin og kalorieindtag, tager jeg lige en uge mere.

Det er jo også billigt, må du huske.

Torvegade Amager amarOrama Torvegade

Mænd må gerne læse en anden blog i dag

Jeg er aldrig blevet voldtaget! Må jeg hellere skynde mig at sige, før jeg indvier internettet i min absurde fredagspsykose.

Men lad os starte på Amagerbrogade, hvor jeg kom cyklende i sidste uge og godt vidste, at mødet med min nye læge ikke ville ende med udveksling af venindebøger og hyggelig småsludren. Jeg hader læger og i det hele taget alle typer, som synes, det er sjovt at angribe mig med kanyler.

Hvilket godt kan føre til underlige optrin, når jeg en sjælden gang stiller op hos fjenden med mit sygesikringsbevis.

Fx er det næsten umuligt at få en blodprøve ud af mig. Mine blodårer bliver skrækslagne og padler langt ind i armene, til hemmelige steder, hvor nålen ikke kan finde dem.

Der skal stikkes igen og igen og igen for at få bid. Også selvom patienten, klog af skade, har bedt om at ligge ned med lukkede øjne, dyb vejrtrækning og iPod.

I det hele taget frygter jeg alt, der findes inde i kroppen. Bare ordene giver mig kvalme. Æggestok. Ad! Nyrer. Tarme. Hovedkransåre. Ad ad AD!

Jeg vil ikke vide, hvad mit legemlige hylster går og gemmer på.

Derfor må forsvundne øjenvipper også klare sig selv. Jeg tør ikke hive huden ned og lade sjælens spejl åbenbare sig som slimede, runde kugler, der, hvis alt går galt, kan trille ud og efterlade mig med to gabende dødningehuller.

Vil heller ikke kigge ind i min mund. Hvor skelettet griner hånligt iført klæbrigt spyt og kaffeånde.

Men jeg var altså på vej til lægen.

I flere år har jeg haft breve hængende på køleskabet, stående fremme på hylden, liggende øverst i husk-nu-bunken, med indkaldelser til underlivsundersøgelse. Og langt om længe fandt jeg mod til at bestille en tid. Man dør jo ikke af det!

Troede jeg.

Nød endda morgenluften over Langebro en smule, men ved ankomst måtte jeg alligevel lige advare. Dette kunne føre både opkast og besvimelse med sig. Bare så de vidste det.

Nå, jeg var nervøs? Nej, det skulle da nok gå. Iiingen grund til bekymring.

Damerne gav mig smil og spytbakke og forsøgte at lulle mig til ro med bløde stemmer. Der var virkelig ingen grænser for, hvor hurtigt den her lille, næsten umærkelige, undersøgelse ville være overstået.

LØGN.

Det varede en evighed, da de kom med deres kolde instrumenter og rodede rundt og kiggede på ting, som slet ikke ragede dem. Inde i mørket.

Jeg prøvede at styre mit åndedræt. Trak vejret dyybt ind. Og pustede ud. Trak vejret dyybt ind. Og pustede ud.

Men de blev ved med at pirke og stikke og lure.

Indtil det hele kollapsede.

Jeg kan ikke forklare det. Havde lukkede øjne, vandfald i ørerne. Og alting snurrede rundt, mens hver eneste celle i min krop skreg op til hjernen, at nu skulle jeg dø.

Som om jeg lå på slagtebænken, parat til at få skåret bugen op.

Shit jeg græd. Tårerne fandt sammen i larmende floder, som strømmede hen over kinderne og saltede det sterile leje. Var umuligt at høre eller svare alle de bekymrede spørgsmål og stemmer, som flagrede rundt i lokalet.

Jeg skulle jo DØ. Jeg skulle dø. Jeg skulle dø. Jeg skulle dø.

Indtil jeg pludselig skulle sætte mig lige så forsigtigt op!? Ganske langsomt! Ikke rejse mig, før jeg var klar i hovedet. Frem med spytbakken.

Så sad jeg der og hulkede, mens det store trøstecirkus blev stablet på benene. Hvor var det dog flot klaret! Jeg kunne vel nok være stolt af mig selv!

Vel kunne jeg ej. Og jeg kunne heller ikke stoppe med at hyle. Dryppede et pinlig og uforklarligt spor af tårer ned ad trapperne og hele vejen hjem til min dyne, hvor jeg efter flere timers fosterstilling blev klar nok til at beslutte. At det kan godt være, mit helbred kræver, jeg skal op på hesten igen. Men næste gang forlanger jeg en cocktail af whisky og store, beroligende piller, før jeg nærmer mig stigbøjlerne. Mindst!

Så er det på plads.

Og er der så nogen, som kan forklare, hvad jeg laver? Hvorfor kan jeg ikke bare ligge der, tænke på fædrelandet og få det overstået? Jamen HVORFOR?

Til dig, der tror, du har fundet de vises sten. Jeg ved godt, jeg er bange for at dø. Men det kan jo ikke være hele forklaringen vel.

Kanyle Tycho Brahes Alle Amager amarOrama Tycho Brahes Allé

Flyttefacts

Jeg ved, der sidder en blogger eller to og spekulerer over mit spring i armene på Bloggers Delight. Så lad mig udnytte stilheden før flyttestorm til lige at slå et par ting fast.

Er jeg en megahot bloggersuperstar, som blev headhuntet til jobbet?
Nej. Efter en snak med andre bloggere, kontaktede jeg selv Bloggers Delight, som heldigvis gerne ville have en blogger som mig. Og blogger er i øvrigt et utroligt lækkert ord, jeg som blogger har stort behov for at blogge mange gange i hver eneste sætning.

Bliver jeg rig?
Ikke det, der ligner. Tjener hverken en hel, halv eller kvart månedsløn på at smadre amarOrama med reklamer. Ikke engang en sølle ottendedel, når jeg op på. Og hver en krone skal modregnes mine dagpenge.

Kan læserne holde det ud?
You tell me. Jeg vil anbefale, du bruger Bloglovin eller RSS-læser, så dig og din scroller slipper for at kæmpe mod blinkende reklamer, der vist nok deler de forskellige indlæg.

Gør du mig en tjeneste ved at klikke på reklamerne?
Nej. Jeg bliver aflønnet i forhold til antal hits. Altså hvor mange gange folk kommer ind på siden og klikker sig rundt mellem indlæggene. Reklamerne må du meget gerne ignorere.

Blander Bloggers Delight sig i, hvad jeg skriver?
Nej, overhovedet ikke. Og de kan heller ikke diktere, hvor ofte jeg skriver.

Ødelægger jeg layoutet?
Jo, bloggen bliver absolut grimmere. Både fordi reklamer i sig selv er hæslige at se på. Men også fordi, der er noget med linjer, der ikke flugter, YouTubevideoer, der breder sig ud over margenen og andet forbandet sjusk, som giver mig trang til at rive øjnene ud i frustration.

Hvad hvis jeg bliver vanvittig?
Hvis jeg bliver endnu mere vanvittig, mener du? Så afbryder vi samarbejdet. Men ikke sådan lige med det samme. Jeg har 6 måneders opsigelse, hvilket giver meget god mening i forhold til annoncørerne, som så nogenlunde skal vide, hvad de får.

Hvorfor gør jeg det overhovedet?
Fordi jeg håber, flytningen på et eller andet tidspunkt kan føre noget godt med sig. Fryns eller bare en lille slat penge i ny og næ. Jeg kommer aldrig selv til at gro annoncehajfinne og bide mig fast i virksomheder og mediebureauer for at sælge bannerplads eller lave sponsoraftaler. Så det er rigtig smart at have proffer til den slags. Som fx Bloggers Delight.

Spørg, hvis der er mere. Og nu vil jeg gerne have den flytning overstået.

PS Føler du lyst til at bevidne hysterisk kvinde bitche over blog, der enten er væk eller i stykker, skal du bare gå ind på Twitter eller Facebook i næste uge.

Flyttebil Meklenborggade Amager amarOrama Meklenborggade