Vi snakkes ved, når boblerne er ude af kroppen

Jeg hader nytårshatte. Jeg hader nytårsløjer. Jeg hader nytårsbordopdækning. Jeg hader nytårsnylonstrømper, der strammer maven ind. Jeg hader nytårsraketter. Jeg hader nytårsbordbomber, og jeg hader de nytårshorn, som nytårsbåtnakker sidder og trutter i. Jeg hader nytårsaften.

Men lige om lidt kommer O Brother, og så skal vi ud og drikke champagne. Og det hader jeg ikke. Skål!

Photobucket
Kirkegårdsvej

Når ligestilling smadrer julemagien

6 dage og 500 småkager senere, en maveinfektion klogere, et kamerastativ, 2 par handsker, en træningstaske, el-kedel og mandelgave rigere, og godt fyldt op på Sound of Music- og familiesamværsfronten er jeg tilbage på Amager.

Men det var julemanden, vi kom fra.

Den 24. gik min søsters børn jo og spejdede ud gennem vinduerne i håb om et glimt af rensdyr eller kane. Min lille niece havde endda hvisket mig i øret, at hun ville bede julemanden om en køretur hen over himlen – hvis han altså havde tid.

Men hvornår kom han mon!?

Godt spørgsmål. For i kulissen endte alle diskussioner blindt. Actionbror og O Brother syntes ikke, det var deres tur til at trække i skæg og træsko. Børnenes far var bange for at blive genkendt, og personligt syntes jeg, min stemme var alt for lys til at stamme fra en tyk, gammel grønlænder.

Ingen gad.

Så jeg overgav mig til sidst. Og luntede ned gennem haven med en sæk over skulderen, bankede på, dansede svedende om juletræet og ævlede om artige børn og stressede nisser på overarbejde i værkstedet, delte gaver ud. Og klarede den!

Utroligt, men sandt. Ingen fattede mistanke til den karkludslignende tingest under min hage, der skulle forestille julemandsskæg. Eller undrede sig over, at det brummende ho-ho-ho kom i en lys og nervøs ha-ha-ha-udgave.

Alle øjne strålede. Ja, jeg reddede faktisk julen for de kære små. Hvis jeg skal sige det selv.

Den tanke gik jeg i hvert fald og lunede mig ved lige indtil i går eftermiddag, hvor jeg sagde farvel til min nevø og roste den fine tegning, han sad og tegnede.

Han syntes også selv, den var megaflot og forklarede, at det forestillede julemanden. Altså den ægte. Ikke den falske julemand, som kom forbi juleaften og råbte ha-ha-ha med pigestemme. For det var bare en dame, som havde klædt sig ud.

Tror vist nok, der er et par brødre, som bliver tvangscastet til julemandsrollen fra nu af.

Photobucket
Wittenberggade

Stram op julemandskostumeproducenter!

Det første min nevø gjorde, da jeg trådte ind ad døren, var at vise mig en flot snemand, han havde klippet i karton – og forklare, at jeg får et kamerastativ i julegave.

Rygterne siger, det er min tur til at spille julemand i år, men de lyver! Bl.a. fordi jeg i det nye kostume ligner en hjemløs bankrøver med lodden karklud under hagen.

O Brothers kufferter, med gaver und alles, nåede aldrig frem og skal holde juleaften i en amerikansk lufthavn.

Men nu er vi her. Alle under samme tag. Og det skal nok blive godt. Glædelig jul.

Photobucket Skipper Clements Allé

Gleðilig jól

Når færinger siger, de tager OP, betyder det, at de rejser til Færøerne. Skal de ned NED, går turen til Danmark.

Og til alle de færinger, som ikke skal OP og holde jul og sidder og længes en smule, efter fjelde og frisk luft og fri horisont, så kan Buzz Aldrin, hvor ble det av deg i alt mylderet? måske trøste lidt. En norsk tv-serie, der følger Mattias, som med knust hjerte flygter til Færøerne for at gemme sig for livet og naturligvis slæber nissen med i kufferten.

Godt nok hænger historien ikke helt sammen, og mange figurer virker kunstige. Ligesom de fleste ”færinger” ikke kan tale færøsk, hvilket altid irriterer mig. Findes der virkelig ingen indfødte skuespillere?

Men billederne! De er flotte. Både fordi kompositionen i hvert shot (hedder det det?) er så fin og velovervejet, og fordi de tager dig med OP.

Hvor tit får du måske lov at se en tv-serie, der svinger forbi Gjøgv, Café Natúr, Skansen og plantagen? Som giver et kig til Tórsgøta, den gamle, røde boghandel og betonblokkene ude ved sygehuset? Jeg elsker det og ville ønske, der snart kom en tórshavnsk udgave af Matador. I tusind afsnit.

Så gør det jo heller ikke noget, at hovedpersonen både synger A-ha og David Bowie.

Den kan ses lovligt og gratis lige her.

PS Hvis du vil have mere Færøerne, kan du kigge i fotoalbummet eller besøge Turið bloggar. Håber, du får en god jul hernede.

Photobucket
Elbagade

Den gode danske delekæresteordning

Dengang O Brother og Norddamen blev kærester, skulle Norddamen jo introduceres for sin nye svigerfamilie. Altså os, amarOrama-klanen.

Og det gik faktisk ganske godt. Actionbror havde hun allerede mødt, så hun manglede bare svigermor og søster og en søster mere og svigerfar med kone og papbørn og en halvbror og nogle kærester og lidt yngel.

Hun hilste selvfølgelig ikke på hele holdet lige med det samme, men de, der fik æren, var begejstrede. Sikke en sød jente, O Brother havde fundet der! Hun måtte skam hellere end gerne klatre op i vores stamtræ.

Norddamen virkede også tilfreds. I hvert fald glædede hun sig over ikke at være havnet i en te-forsagende mormonfamilie.

Selvom hun sikkert har korset sig en gang eller to. Over de løse danske former. Fx kunne hun slet ikke begribe, hvorfor jeg gad være forlovet med min lillesøsters eksmand!

Eller var det omvendt? Rækkefølgen syntes svær at gennemskue, og Norddamen manglede stadig at møde denne ombejlede person, Startede han mon i min favn og endte med at gifte sig med min lillesøster?

Hun turde ikke spørge, hvem der sov hvor, og når vandrepokalens navn blev nævnt, lød det som om, vi begge havde andel i ham. Endda i fred og fordragelighed! Meget mærkeligt arrangement, vi havde stablet på benene. Gad vide, om den slags rokader var almindelige i Danmark.

Norddamen spekulerede og spekulerede, og først mange måneder senere gik det op for hende, at min kæreste Peter og min lillesøsters mand Petter (ja, det kalder vi dem lige) var to forskellige personer. Med to forskellige navne, der klingede faretruende ens i fremmede ører.

Der gik flere år, før hun fortalte mig om misforståelsen.

Jeg kom i tanker om den i dag, da jeg sad og skraldgrinede over Superheltemors kommentartråd. Hvor folk går til bekendelse og fortæller, hvilke sange, de har hørt og sunget skruphamrendeforkert. Hvis du ikke allerede har været der, vil jeg råde dig til at trykke her.

Photobucket Tovelillevej

Older posts