Nå, underboen behøver ikke længere mistænke mig for at skjule en stor, knurrende kattefamilie. Min mave har resigneret. Siger ikke et kuk og tager åbenbart til takke med en gammel agurk og gulerod i små bidder.
I det hele taget går det meget godt. Varmen er vendt tilbage i kroppen. Jeg laver andet end sylte selvmedlidenheden ind i dyne og tæpper døgnet rundt og har endda kræfter nok i benene til slet ikke at opdage, jeg bor på 5.
Så det kører bare med det her kalorietælleri! Lige om lidt ligner jeg jo en, der har købt ny røv i Photoshop og tør bevæge mig ud i samfundet iført legeme igen.
Hvis det altså ikke var fordi, jeg denne gang:
kun har tabt 200 g. (2 kg. i alt).
Jeg forstår det ikke! Er det sådan, Madlog belønner sine slaver? Med vægttab på størrelse med et velvoksent sandkorn?
Nå, det kan selvfølgelig også hænge sammen med hoftesmertetræningsstop. Eller denne tid på måneden. Ja, alle har da hørt om menstruel væskeophobning! Sagen opklaret, tallet lyver.
Lad os tales ved om en uge, når forbandelsen er hævet.
Hvad? Hvem der slugte en halv pakke præfabrikeret søndagsbearnaise hjemme ved mutti, efterfulgt af vaniljekrans? Aner jeg da ikke. Dig måske?







Haaahahha! Åh den sovs!
Godt du overlevede!
Spiste du kun en krans? Vildt.
Ja, ret vildt, jeg kun spiste en. Vaniljekranse kommer som regel i store flokke.
Det er kroppen, der er ved at forberede sig til den kolde vinter med ekstra sul. Smart af den!
Den burde lære at leve lidt i nuet. Jeg har rigelig sul til at komme igennem vinteren.
Husker alt for godt disse pinsler når kroppen overtog fornuften. Frådende kaster man sig over alt indenfor rækkevidde (inkl. afkommets godt gemte – tror DE – slikdepoter). Sekundet efter indtagelsen af “Det Unævnelige” opstår der på magisk vis en form for Amnesi. Intet af det før skete har nogensinde fundet sted. Stiltiende lusker man ind i sofaen og aftaler med sin Indre Dæmon at “dette er imellem du og jeg”.
Dertil kommer den eminente evne man får til at opfinde diverse forklaringer på manglende eller ringe resultatet på det der senere viser sig at udvikle sig til det nye Husalter (TV’et udspyder eder pga. jalousi – Badevægten jubler).
Jeg sender en bøn til højere magter om at ophæve din forbandelse.
Ha. Vist godt, der ikke findes børn i huset, som skal have lørdagsslik. Det ville jeg heller ikke kunne styre.
Jaha, det var sgu da mig. Underligt, du mærker til det. Men sjøst ik, det der menstruation kan godt vise et kilos forskel på min vægt. Så måske også på din.
Det håber jeg. 200 g. om ugen er for lidt.
Det er helt sikkert bare din feminine side der har sat sig ekstra hårdt på vægten. Desuden så er 200 gram også en nedgang!
Gennemsnittet holder i det mindste. 1 kg. pr. uge.
Og så har jeg lige erfaret at det virkelig er en god ide det der med at veje sig på et bestemt tidspunkt – om morgenen for at være mere præcis. Jeg vejer lidt mere end et kilo mere, når jeg går i seng….
Ja, det gør jeg også. Altid om morgenen.
Det er fordi, dine muskelmasse vokser. Er det ikke det, man plejer at sige?
Jeg hader allerede emsige pissemadlog. Har ellers købt mig ti uger. Flot Maria, og pissetypisk.
Voksende muskelmasse kræver vist desværre træning.
Ja, okay. Jeg syntes bare selv jeg var megasjov. Tror måske et 8-16 job langsomt, men sikkert, hiver humoren ud af mig.
Du skal ikke komme her og være sjov.
Øv, du er på kur. Intet er mindre charmerende end folk på kur. Heldigvis har du en ordentlig portion charme at trække på, men drop nu det “mad log”, så snart du kan. All the best.
Ja øv, og jeg tror ikke engang, man kan kalde det en kur, for det skal mere eller mindre vare evigt. Men jeg starter med 10 uger og ser, hvad der sker.
Ro på. Det er fordi, det er ‘den tid på måneden’ – eller lige oppe over. Har jeg ret? Så taber man sig bare IKKE, men vent til næste gang. Så er der atter raslet en masse af. Det hjælper at vide, det er dét, der er grunden, ellers giver man jo fanme op på stedet…
Ja, jeg tror, det spiller ind. Vi aftaler, jeg står til gevaldigt comeback i næste uge.
Præfabrikeret bearnaise kan laves på vand og pulver og smage nøjagtigt som når der er smør og sødmælk i. Jo, den er god nok. Konsistensen er også den samme, det skal bare lige stå på komfuret lidt længere.
Og menstruation er en so – jeg har prøvet at der var 2 (!) kg.’s forskel i negativ retning med 3 dages mellemrum, og det er fysisk umuligt at være 21.000 kalorier i underskud på 3 dage.
Så jeg siger omfavn dit vægttab (også selvom det er i 200 grams-klassen) og fortsæt.
Og tillykke – du har jo faktisk tabt mere, end Madlog har “lovet” dig, ikke?
Tak! Denne bearnaise kom i et plastiketui og havde konsistens som mayonnaise, men faktisk meget sjældent, jeg støder på sovs i hverdagen. Madlog pralede med et kilo om ugen, og har indtil videre holdt sit løfte. Hverken mere eller mindre. Det er ok.
OK, den slags bearnaise er det svært at gøre mindre fed. Jeg var under indtryk af at du havde sat dine kalorier lidt op, men hvis ikke, er det jo meget nydeligt, må man sige.
Nej har ikke sat dem op. Tror jeg fortsætter på dette niveau lidt endnu. Bortset fra når jeg ikke snyder selvfølgelig.