Madlog uge 5 – nik lige Newton en skalle, når du ser ham

Ok, så jeg har sløset lidt med indtastningen i denne uge, og fredag aften blev ganske uskyldig æbleskive da også skyllet ned med en tår gløgg. Som holdt et par drinks i hånden. Der vist nok var så uheldige at få kylet en pebernød i nakken. Hver.

Og godt nok fattede jeg klejne tilbage i folkeskolens surt lugtende fysiklokale.

Men tyngdekraften lover da vægttab, når en stor, tung sten, på størrelse med næste måneds husleje, falder fra dit hjerte. Er jeg ret sikker på.

Så hvorfor vejer jeg nu 400 g. MERE end i sidste uge. Hvad?

(I alt har jeg tabt 3,5 kg. Og tallet svinder sikkert ind hen over julen.)

oeresundsstienamagerstrandparkamageramarorama Øresundsstien

Krypteret juleeventyr

Og det skete i de dage, at jeg tog min kampesten af angst på skuldrene og opsøgte et koldt, kantet kontor, hvor jeg hulkede og snottede: Und. Skyld. Jeg. Ka. Slet. Ik. Styyyyyredeeeetvrææææl. Mens befippede hænder fik travlt med at servere kaffe og en helt ny opdagelse: at hjerternes fest fejres, hvor man allermindst venter det.

Faktisk har jeg oplevet et ægte julemirakel.

Hvilket betyder, at jeg trods akut dårlige odds også kan betale husleje i næste måned. Og mere må jeg desværre ikke sige om den sag. Og nej, du kan ikke gætte dig til detaljerne.

Til gengæld råber jeg gerne ud fra hustagene, at min lille mor har listet 1.500 kr. ind på min konto til julegaver, som jeg ellers helt havde opgivet at købe, kreere, stjæle. Så nu skal jeg alligevel ikke sidde og være sur bænkevarmer til årets store oppakningsbal.

Ja, jeg skider på min stolthed. Den bliver kneblet og bagbundet og smidt ned i kælderen til engang i det nye år. For nu kører julebussen, og jeg kører altså med!

julebilamagerbrogadeamageramarorama
Amagerbrogade

Find 22 fejl – helst ikke flere

O Brothers visdomsord – Jeg gider hverken høre om bedler, antombomber eller hongklæder, for det findes ikke – fik folk at gakke helt ud ovre på Facebook.

Og da jeg ved, nogle af jer gik glip af løjerne, men også fordi jeg sidder så mageligt i mit idéforladte søndagshjørne, bliver dagens indlæg en løs rundtur i, hvad der foregik.

 
obrothersmailamageramarorama
 

Efter O Brothers hårde revselse, trængte en læser til at lette sit hjerte og indrømme, at hun i lang tid havde troet, de andre gik i hendes parallentklasse.

Men det tog de fleste meget pænt og blev enige om, at O Brother skulle slappe lidt af og drikke en ekspresso. Måske endda med himbærsmag. Kunne også være en advocadomad og en drinks kunne få ham til at falde lidt ned.

Nu er jeg helt med på, at drinks altid er bedre end det nøjsomme drink. Men hvis man uden alkohol i blodet bestiller en hotdogs. Trænger man så ikke til at besøge en psykriater?

Den slags findes i Kinsesien og Italienien. Spørgsmålet er selvfølgelig, om man gider at rejse så langt efter hjælp. Ikke alle klarer den hårde tur på halvanden kilomet, hvor mindst ét fodgængeroverfelt skal forceres.

Alternativt kan man kigge i manuskriftet til De Unge Mødre og se, om der ikke gemmer sig en psykiatriker et sted. De skulle også være gode. Eller slå op i et leksikom.

Som du ser, kørte samtalen mere og mere af sporet, og midt i det hele – mens tråden er allermest trevlet og forvirrende, og designer-Pille anklager O Brother for at lyve! Fordi folk i Hong Kong faktisk går rundt i yderst fine hongklæder! – dukker en meget bestemt Fru Z op og skal bruge en bekræftigelse på ovenstående.

Men her gav jeg op og bad en af de andre om at ligge den i hendes dueslag. Jeg lagde nemlig lige og slappede af.

Ligesom nu, hvor jeg serverer Facebook-slatter i stedet for at skrive et rigtigt indlæg. Gider simpelthen ikke at hoppe og sprænge for dig i dag.

ofpistesightseeingmargretheholmsvejamageramarorama Margretheholmsvej

Hej Magasin

Lige nu står halvdelen af København og sveder inde i jeres varehus. Med ønskeliste i den ene hånd, et gispende dankort i den anden og én eneste tanke i hovedet: AT KOMME UD HERFRA!

Ved du, hvad de garanteret ville blive glade for?

At I skruede ned for muzakken. Nej endnu bedre, bare helt slukkede.

knytlythygamagerbrogadeamarorama
Amagerbrogade

 

Reklamer og edderkopper – nej tak

Nå, men jeg afslørede jo aldrig, hvorfor jeg har kuk i postkassen og lader ligegyldige reklamer kvæle mine breve og tandlægebesøg.

Kunne jeg ikke bare smide min spammail i skralderen?

Jo! Og det ville jeg da selvfølgelig også have gjort, hvis ikke en stor, fed satan af en edderkop havde belejret papircontaineren!

Du husker vel, hvilket had jeg nærer til disse bæster!

I over 2 måneder har den siddet under halvtaget og spærret vejen for mig. Med sit djævelske spinderi og sine åbenlyse planer om at tage hovedspring ned ad nakken på mig.

Og så må man jo holde sig væk. Reklamekaos eller ej.

Ved godt, jeg er hysterisk. Men noget tyder på, jeg ikke er den eneste i familien. Se lige, hvordan lille O Brother fik sin mor til at klare ærterne, da vi var små.

edderkoppebeskedfraobrotheramarorama

Hej mor
Jeg har lavet lektier, og der ligger en edderkop under noget glas i stuen, som du skal smide ud. Pas på, den er stor og ulækker.
Hilsen O Brother

PS Takket være en læser, der hedder Stine, er jeg nu tilmeldt Reklamer-nej tak. Det er nemt og kan gøres lige her.