Mr. Wrong 1 – Min første kærlighed

Mit livs første, og muligvis eneste sunde, forhold ligger langt tilbage i tiden og mere end 3.000 km. væk.

(Har vi vist snart fået slået fast.)

Det gør næsten ondt i øjnene at tænke på Grønland. Og min barndom i Nuuk. Hvor lapper på knæet og frit løb mellem husene, blev badet i et blændende skarpt lys, jeg aldrig har oplevet siden.

Alt virkede nyt. Som om Gud skabte verden for 2 sekunder siden, og ingen havde nået at slide på farverne endnu.

Jeg elskede den rene luft i næsen, den store, åbne himmel og René (kalder vi ham). Min søde, lille René.

Vi var naboer, legekammerater, bedstevenner. Og 5 år gamle. Ingenting på hele jordkloden, andet end forældres kalden, til spisetider og sengetider, kunne skille os ad.

Om sommeren steg vi ombord i det gamle helikopterskrog på legepladsen og fløj ind over indlandsisen for at finde moskusokser. Eller klatrede rundt på krakemutterne, ja det kaldte vi klipperne neden for vores vinduer, og jagtede usynlige isbjørne. Byggede små byer af mos. Eller trillede med glaskugler.

Om vinteren smed vi snebolde og spiste istapper, og når vinden bed sig fast i vores snotnæser, løb vi hjem og viklede os ud af flyverdragten. For at synge og danse som gale rockstjerner til Gasolinpladerne. Eller sætte os stille og artigt, ved mit store væg-til-væg skrivebord, og tegne, hvordan livet skulle se ud.

Jeg har to billeder af os. Det ene viser os siddende på en trappe. Side om side. Med sammenknebne øjne. 70’ersvaj i bukserne og næsten ens, glatfriseret hår. Som små, ranke gummiskossoldater. Parat til at indtage ukendt land.

Når først altså lige, vi har spist vores is.

På det næste lægger han sine små, buttede barnearme om min hals og kysser mig. Mens jeg smiler. Lidt forlegent.

Ikke til fotografen. Men til ham. Min allerbedste ven.

Som pludselig en dag flyttede til Norge. For det havde hans mor og far bestemt. Jeg så ham aldrig igen.

Forkerthedsanalyse:
Manden var tydeligvis alt for knyttet til sine forældre til at indgå i et seriøst forhold. Ellers havde vi været det perfekte par. Jeg kunne lide ham. Han kunne lide mig. Ikke så meget pis. Sådan burde kærligheden altid blive serveret.

Fortsættelse følger

Photobucket
Krimsvej

Anti-kærlighedsføljeton: Mr. Wrong

Jeg tror aldrig, du finder kærligheden, profeterede en god, forurettet drengeven engang for mit unge øre.

Men selvom fredagsbarens masen havde trængt os op i en akavet, klaustrofobisk krog, hvor jeg endnu engang måtte forklare, hvorfor vi ikke skulle være kærester, vidste jeg, at budskabet bundede i andet og mere end fadøl og sårede følelser.

Han kendte mig bare. Alt alt for godt.

I dag, mere end 10 år senere, er profeten for længst smuttet ind i ægteskabet sammen med resten af min omgangskreds. Der inde, hvor der findes huse og haver og barnevogne og aftenkaffe i sofaen.

Mens jeg stadig sidder her. Helt alene.

Men hvad er der galt med mig? Hvorfor mødte jeg aldrig den rigtige? Eller bare tog til takke med noget, der lignede? Lugtede?

Jeg HAR da mødt en mand eller to. Eller tre. Stået på forelskelsens svimlende tinder og tænkt, at hvis jeg sprang nu, ville jeg dø som et sandt og lykkeligt menneske.

Men ikke ham, jeg skulle have åbenbart. I hvert fald er jeg jo stadig single.

Når luften begynder at lugte lidt af forår, har jeg tænkt mig at oprette en datingprofil igen. Og ved faktisk ikke helt hvorfor. Eller hvad jeg leder efter. Om jeg virkelig tror, der findes en, som passer til mig.

Derfor starter nu en ny føljeton her på bloggen. Ikke som O Brother og Norddamens lykkelige historie. Men en slags arkæologisk udgravning af mit eget ynkelige kærlighedsliv.

Jeg vil nemlig hive hele rækken af forkerte mænd og forliste forhold op af mindernes rodeskuffe, fra første barnekys til brudt forlovelse, og undersøge, om der gemmer sig en lektie, rød tråd eller god forklaring. Noget der kan hjælpe.

Hvis ikke, må vi i det mindste håbe at støde på gode historier undervejs.

Og fordi det selvfølgelig er skide uretfærdigt, sådan at blive udstillet på en verdensberømt blog med 10 millioner læsere, slører jeg altså de stakkels mænd, så du ikke kan genkende dem.

Godt. Er du klar? Vi starter på Grønland, hvor jeg havde noget kørende med naboen.

Fortsættelse følger

Photobucket
Tovelillevej

PS Jer, der bare ikke ORKER endnu en føljeton! Gider I ikke at smide idéer og ønsker til blogemner i kommentarfeltet? Så har jeg noget at skrive om, når vi når til den bitre ende.

Norsk visdomscensur?

O Brother sidder og mukker oppe i Oslo og sender sure mails om visdomsord, der altså skal skiftes i tide!

Kan jeg så øjeblikkeligt skrive Alle dine vægge er hvide, og du ved ikke hvorfor ovre i højre kolonne!

Jamen det har jeg da allerede gjort. I andre kan da godt se det, ikke?

Det må være nordmændene, der laver helt forkert internet.

(På O Brothers computer står der stadig ’Vi lever altså i 2012’ er ikke et argument.)

PhotobucketSundbyøster Plads

Older posts