Jeg er som alle andre overfladiske mennesker fan af blankpoleret elektronik, der kommer med et æblestempel i røven.
Fordi det er flot. Og nemt. Og jeg gerne vil se sej ud.
Men selv det smukkeste, dyrekøbte dims kan jo skuffe.
Fx havde min elskede iPod levet et alt for kort liv, da batteriet brændte sammen, og jeg måtte begrave den i rodeskuffen sammen med gamle USB-stik, opladere og sammenfiltrede ledninger.
Hvor den så pænt kunne ligge og rådne. I al sin æstetiske fuldkommenhed. Indtil november, hvor jeg pludselig fik en mail:
Kære iPod nano-ejer
Blablabla batteriet i iPod nano (1. generation) blabla i sjældne tilfælde kan blive ophedet og udgøre en sikkerhedsrisiko blabla.
Apple anbefaler blabla nedenstående vejledning for gratis at få byttet din enhed.
Med venlig hilsen Apple
Gratis? Jeg fulgte straks vejledningen, klikkede på et link, afleverede min døde, gamle iPod til det venlige bud, der susede forbi. Og fik en spritny model tilsendt.
Kvit og frit. Og næsten uden at røre en finger. Ja, jeg er faktisk tilbøjelig til at kalde det god service.
Men mere vil have mere.
Så nu går jeg i mit stille sind og håber, der snart lander en ny besked i min mailboks:
Kære MacBook-ejer
Apple har registreret følgende fejl ved din model. Den:
…lyder som en overophedet føntørrer
…smuldrer og taber små bidder plastik langs kanterne, så man kan kigge ind i maven på tastaturet
…lider af sygt batteri og besvimer efter 15 min. uden strømtilførsel
…har kun 2 USB-porte, placeret alt for tæt på hinanden, så du ikke kan printe, overføre billeder eller bruge ekstern harddisk, mens du er på nettet
…fatter jo slet ikke, hvor et @ skal sidde!
Vi beklager meget og sender dig selvfølgelig en ny, forbedret model.
Med venlig hilsen Apple
PS For god ordens skyld må jeg hellere nævne, at jeg aldrig har klaget over min computer og ikke aner, om Apple forærer en ny, hvis man brokker sig over batteri, blæsere osv. i tide – altså inden for de første 2 år. Min er 2 1/2 år gammel.







Min 4,5 år gamle MacBook er flækket flere gange i tastaturet. Har fået repareret den gratis 3 gange (and counting). Apple forlængede endda garantien, da de godt selv ved, at denne pågældende model er fremstillet af plastik-crap. Siden er de jo så også gået væk fra at lave computere i plastik …
Er det sandt! Så må jeg hellere snakke med dem. Hvor hurtigt fik du den tilbage? Kan jo ikke undværes i mere end et par minutter ad gangen.
Seriøst: Jeg har en hvid MacBook fra 2007. Jeg har i første omgang fået skiftet batteri. Gratis. Så fik jeg skiftet den hvide plastikbund, da den flækkede i siderne. Gratis. Senest fik jeg skiftet harddisken, da den brændte sammen. Gratis.
De har haft meget store problemer med denne model, som muligvis er den samme som din. Jeg synes, du skal tage din MacBook under armen og opsøge en Applestore i nærheden af dig.
Og hey: Tillykke med jobbet! Det var godt.
Ooh, det lyder godt. Kunne virkelig trænge til nyt batteri og muligvis også harddisk.
Anede ikke, Apple var så god til at spille med kundeservicemusklerne. Har godt nok købt den på nettet, men går ned i en butik og spørger, om de kan hjælpe.
Tak for tillykke.
Ja, for fanden – macen under armen og så afsted med dig. Men styr uden om Humac. De er virkelig nogle lud….ø…..luskebukse! De snyder dig hvis de kan. Eplehuset eller Fona er vist vejen frem.
Og ja – mega tillykke med jobbet!
Tak! Bliver godt nok overrasket, hvis Fona gider hjælpe med en computer, som ikke er købt hos dem. Men hvad. Jeg kan jo prøve hist og her.