Mit livs første, og muligvis eneste sunde, forhold ligger langt tilbage i tiden og mere end 3.000 km. væk.
(Har vi vist snart fået slået fast.)
Det gør næsten ondt i øjnene at tænke på Grønland. Og min barndom i Nuuk. Hvor lapper på knæet og frit løb mellem husene, blev badet i et blændende skarpt lys, jeg aldrig har oplevet siden.
Alt virkede nyt. Som om Gud skabte verden for 2 sekunder siden, og ingen havde nået at slide på farverne endnu.
Jeg elskede den rene luft i næsen. Store, åbne himmel. Og René (kalder vi ham). Min søde, lille René.
Vi var naboer, legekammerater, bedstevenner. Og 5 år gamle. Ingenting på hele jordkloden, andet end forældres kalden, til spisetider og sengetider, kunne skille os ad.
Om sommeren steg vi ombord i det gamle helikopterskrog på legepladsen og fløj ind over indlandsisen for at finde moskusokser. Eller klatrede rundt på krakemutterne, ja det kaldte vi klipperne neden for vores vinduer, og jagtede usynlige isbjørne. Byggede små byer af mos. Eller trillede med glaskugler.
Om vinteren smed vi snebolde og spiste istapper, og når vinden bed sig fast i vores snotnæser, løb vi hjem og viklede os ud af flyverdragten. For at synge og danse som gale rockstjerner til Gasolinpladerne. Eller sætte os stille og artigt, ved mit store væg-til-væg skrivebord, og tegne, hvordan livet skulle se ud.
Jeg har to billeder af os. Det ene viser os siddende på en trappe. Side om side. Med sammenknebne øjne. 70’ersvaj i bukserne og næsten ens, glatfriseret hår. Som små, ranke gummiskossoldater. Parat til at indtage ukendt land.
Når først altså lige, vi har spist vores is.
På det næste lægger han sine små, buttede barnearme om min hals og kysser mig. Mens jeg smiler. Lidt forlegent.
Ikke til fotografen. Men til ham. Min allerbedste ven.
Som pludselig en dag flyttede til Norge. For det havde hans mor og far bestemt. Jeg så ham aldrig igen.
Forkerthedsanalyse:
Manden var tydeligvis alt for knyttet til sine forældre til at indgå i et seriøst forhold. Ellers havde vi været det perfekte par. Jeg kunne lide ham. Han kunne lide mig. Ikke så meget pis. Sådan burde kærligheden altid blive serveret.
Krimsvej
Jeg ELSKER den her blog. Sikke en dejlig måde at starte dagen på.
Og du har ret; hvis kærlighed da bare altid kunne være så simpelt! (og hvis kærester altid ville være tilfredse med en perleplade formet som et hjerte i fødselsdagsgave, som de var i børnehaven…)
Ja, og det altid var forældrene, der tog opvasken og gik ud med skraldet!
Håber, du bliver lige så glad for resten af føljetonen, men jeg må advare. Det går ned ad bakke fra nu af.
Orv – vi har været i Nuuk på samme tid – måske. 5 år, skriver du og 70′er svaj i bukserne. Men jeg husker bare ingenting fra det, for jeg var for lille da vi rejste tilbage til DK. Men helikopterskrogene – dem var det nok min morfar der stod for indkøbene af, til Grønlandsfly, for der var han direktør. Åhh, jeg vil også tilbage, for om ikke andet har Grønland efterladt en god følelse i mig. Og Henner – MIN første kærlighed! Tak for en god blog!
Nej, hvor sjovt! Jeg var næsten 8 år, da vi flyttede til DK, så jeg husker en hel del. Boede i Flyverbo.
‘Alt virkede nyt. Som om Gud skabte verden for 2 sekunder siden, og ingen havde nået at slide på farverne endnu.’ – Se det er en smuk sætning.
Om du vil det eller ej kommer du til at skrive en roman en dag M.
Den sætning smeltede jeg også lidt over, O Bro. Hun SKAL skrive den roman. Verden (jeg) har brug for den.
Bliver frygtelig glad for den slags kommentarer, men ved jo ikke, hvordan man skriver en roman. Kan vi ikke bare printe bloggen ud og lime den sammen? Nå. Men så giv mit et plot i det mindste.
Jeg synes akkurat det samme som O Brother.
Tak Cathrine! Ved desværre ikke, hvordan man får én god sætning til at vare en hel bog.
excited over følgeton.
synes du skal stalke ham på FB!?
- og at du skal lime din blog sammen til en bog. Jeg ville købe den!
Køber folk overhovedet bøger her i finanskrisen? Du har ret. Jeg skal da så meget stalke ham på FB. Må spørge min mor, om hun husker hans efternavn.
oh thats so cute!
Ja, alt var sødt før syndefaldet.
Din bror har ret, det er en meget smuk sætning. Jeg har gået og glædet mig over den hele dagen (heroppe i Grønland, hvor himlen føles mere blå og luften mere klar end man tror muligt!)
Måske skal du begynde med noveller? Jeg aner ikke noget om at skrive som du gør, men synes at læse med hos dig, minder om at læse noveller.
Og så ellers tak, fordi du skriver, jeg nyder at læse med.
En kommentar hele vejen fra Grønland! Hvor hyggeligt, du læser med. Jeg vil så gerne tilbage til himlen, som får resten af verden til at se overskyet ud, men shit det er dyrt.
Noveller lyder mindre angstprovokerende. Måske skulle jeg prøve.