Gamle stodder, jeg skylder stadig en middag!

Nå, men før jeg ringer til Dansk Kvindesamfund og kræver æresmedalje til datingkaffen, skal vi måske lige sende gode, gamle Jomfru Ane Gade en tanke. Og tiden, hvor jeg morede mig med at skovle gratis drinks ind som Mette Weyde.

Dengang havde jeg fx ikke noget problem med at takke ja til tre retters menu med tvivlsom italiensk spendertype. Bare sådan. For at stille sulten.

Ok, EN gang er det sket.

Jeg var vel 17. Snart 18 år. Lige flyttet hjemmefra. Jonglerede med flere forskellige fritidsjob, men klattede pengene væk på kjoler og sjov. Kan huske, at jeg i flere dage hungrede efter et rigtigt måltid mad. Noget andet end klistret pasta med luftsovs.

Og så kom denne hersens olding forbi – ja, jeg aner ikke, om hårgrænsen havde trukket sig 40 eller 60 år tilbage fra tindingerne, men i mine øjne var han meget gammel – og spurgte, om jeg ville spise middag med ham.

Klip til næste scene, og jeg sidder på restaurant Fellini med carpaccio, kalvefilet og tiramisu ud af ørerne og skåler i både det ene og det andet. Husker ikke et ord af, hvad der bliver sagt. Eller forbliver usagt. Kun den varme, savnede velvære i maven, der breder sig bølgende ud i kroppen.

Regningen kommer. Han betaler. Og da vi rammer gaden, spiser jeg herren af med et: Tak for mad.

Men den går ikke.

For den venlige mand skal naturligvis nok køre mig hjem. Bilen står lige herovre.

…Jeg føler dog ikke noget behov for at køre i bil. Og skal faktisk slet ikke hjem. Men til kor. I en kirke.

Han kan sagtens køre til kor! Hvor ligger den kirke?

…Og jeg ville jo heller ikke være til besvær.

Jamen, jeg er da overhovedet ikke til besvær!

…Hm. Så var det jo også bare fordi, jeg er ret begejstret for at køre i bus.

?

Som står lige der! Og vupti springer jeg sidelæns ind til chaufføren, hakker klippekortet i, og vælter om på et sæde med lidt for glade vinkebevægelser. Hej hej, så kører jeg til kor. Mens ansigtet stivner på den anden side af ruden som i choksekundet efter en syngende lussing, lige før vreden kommer væltende, gennem døre, der begynder at lukke:

Jamen tror du, jeg vil VOLDTAGE dig? Tror du det? At jeg vil VOLDTAGE dig? VOLDTAAAGE DIG?

Står han og råber ude på fortovet.

Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg troede, mens jeg rullede væk med en bus fuld af nysgerrige øjne. Om jeg overhovedet havde udviklet hjerneceller, der kunne tro noget. Men det var da pænt af den gamle ikke at voldtage mig.

Og stjæle min mødom.

Det havde jeg nok været lidt træt af. Selvom maden var god.

pafmuskrimsvejamageramarorama
Krimsvej

Spørgsmål fra den sure behårede armhule

Mit nye liv i lønmodtagerland fører ikke blot tandtråd og mindre huslejebekymring med sig. Jeg får også råd til at date igen.

Hvad. Råd?

Nu sidder du muligvis, som den kvindelige del af min omgangskreds, og former et stort, trutmundet spørgsmålstegn:

Jamen, hvorfor lader du da ikke bare HAM betale?

Og excuse me ladies, det forstår jeg ikke.

Jeg forstår ikke, at intelligente, modne kvinder med en ellers veludviklet retfærdighedssans, synes jeg bør shoppe rundt på det københavnske mandemarked og drikke kaffe, spise middag, gå i biografen, aften efter aften, med bejler efter bejler, for på bedste bimbomaner at få travlt med at kigge den anden vej, når regningen skal betales.

Lige så lidt som jeg forstår, hvorfor fædre følger brude op ad kirkegulve. Eller hvorfor gomme underholder bryllupsgæster med hjertegribende taler, mens nyudklækkede hustruer nøjes med at pynte tavst på sidelinjen.

Skal vi virkelig blive ved med at caste os selv til forældede kønsroller, der kun hører hjemme i den hjernedøde ende af Hollywood?

Er det ikke mere end rimeligt, at jeg selv betaler min kaffe, når første date som regel bliver den sidste, og ham på den anden side af bordet nok ikke lige skal regne med, jeg “bare giver en anden gang”?

Hvorfor synes vi stadig, i dating-Danmark 2012, at personen med penis skal punge ud? Det giver da ikke mening.

Nå, men den diskussion må jeg muligvis tage i nærmeste fremtid. I hvert fald har en venlig dame givet min mail til en mand, jeg ikke kender. Og som ikke kender mig.

Gad vide, om han tænder på røde strømper?

itsallaboutthecockreberbanegadeamageramaroramaReberbanegade

Sælger skindet, før ansættelseskontrakten er skrevet under

Livet som arbejdsløs har lært mig en vigtig sparsommelighedslektie:

At man sagtens kan flosse tænder med sytråd. Ikke dør af at tage samme sæt tøj på hver dag i 6 mdr., hvis resten af garderoben strammer eller bliver slidt fra hinanden. Og at man bare må lade være med printe, når blækpatroner skal være så skidedyre.

Men nu, hvor fremtiden pludselig ser lysere ud, og jeg snart aner omridset af beskeden, men dog vaskeægte, løncheck ude i horisonten, vil jeg forære mig selv lidt luksus.

Jeg går ud og køber tandtråd!

Og ikke nok med det. Når HverdagsNadia tegner den fineste amarOrama-tegning, der naturligvis skal i glas og ramme og pryde min væg til evig tid, bliver jeg jo også nødt til at investere i printerpatron.

Venter dog lige til næste måned med at udskifte min nu eneste bh, som på forunderlig vis har overlevet siden gymnasiet. Ellers løber ekstravagancen vist bare af med mig.

billedefranadialille

amarOrama, tegnet af HverdagsNadia

PS Tror, det er O Brother og Actionbror, der hænger ud oppe på taget.

Har muligvis for høje tanker om æbleguden

Jeg er som alle andre overfladiske mennesker fan af blankpoleret elektronik, der kommer med et æblestempel i røven.

Fordi det er flot. Og nemt. Og jeg gerne vil se sej ud.

Men selv det smukkeste, dyrekøbte dims kan jo skuffe.

Fx havde min elskede iPod levet et alt for kort liv, da batteriet brændte sammen, og jeg måtte begrave den i rodeskuffen sammen med gamle USB-stik, opladere og sammenfiltrede ledninger.

Hvor den så pænt kunne ligge og rådne. I al sin æstetiske fuldkommenhed. Indtil november, hvor jeg pludselig fik en mail:

Kære iPod nano-ejer

Blablabla batteriet i iPod nano (1. generation) blabla i sjældne tilfælde kan blive ophedet og udgøre en sikkerhedsrisiko blabla.

Apple anbefaler blabla nedenstående vejledning for gratis at få byttet din enhed.

Med venlig hilsen Apple

Gratis? Jeg fulgte straks vejledningen, klikkede på et link, afleverede min døde, gamle iPod til det venlige bud, der susede forbi. Og fik en spritny model tilsendt.

Kvit og frit. Og næsten uden at røre en finger. Ja, jeg er faktisk tilbøjelig til at kalde det god service.

Men mere vil have mere.

Så nu går jeg i mit stille sind og håber, der snart lander en ny besked i min mailboks:

Kære MacBook-ejer

Apple har registreret følgende fejl ved din model. Den:

…lyder som en overophedet føntørrer

…smuldrer og taber små bidder plastik langs kanterne, så man kan kigge ind i maven på tastaturet

…lider af sygt batteri og besvimer efter 15 min. uden strømtilførsel

…har kun 2 USB-porte, placeret alt for tæt på hinanden, så du ikke kan printe, overføre billeder eller bruge ekstern harddisk, mens du er på nettet

…fatter jo slet ikke, hvor et @ skal sidde!

Vi beklager meget og sender dig selvfølgelig en ny, forbedret model.

Med venlig hilsen Apple

stevejobsthorshavnsgadeislandsbryggeamageramarorama
Thorshavnsgade

PS For god ordens skyld må jeg hellere nævne, at jeg aldrig har klaget over min computer og ikke aner, om Apple forærer en ny, hvis man brokker sig over batteri, blæsere osv. i tide – altså inden for de første 2 år. Min er 2 1/2 år gammel.