Jeg har nu brugt 3 timer på at skrive en eneste sætning:
Mit livs første, og muligvis eneste sunde, forhold ligger langt tilbage i tiden og mere end 3.000 km. væk.
Men den er sørme også flot.
Vist bedst, jeg går i seng.
Jeg har nu brugt 3 timer på at skrive en eneste sætning:
Mit livs første, og muligvis eneste sunde, forhold ligger langt tilbage i tiden og mere end 3.000 km. væk.
Men den er sørme også flot.
Vist bedst, jeg går i seng.

øv også, nu hvor jeg ikke kan sove, håbede jeg lige på underholdning. Nå men sov godt til dig.. (Og til mig selv.. Og dog, som om, det lykkes lige forløbig.. )
Tør heller ikke blogge hele natten væk, nu hvor jeg snart skal arbejde og tilbage til noget, der ligner en fornuftig døgnrytme.
Sikke en cliffhanger. Jeg håbede lige på lidt god underholdning her midt i mit “normal” døgnrytmeramte liv – hvor jeg er blevet en anelse eftermiddagssløv…
Gad vide, om jeg kunne skrive en føljeton, hvor hvert afsnit kun består af en sætning… Ikke så sjovt for læserne, men godt for bloggerpræstationsangsten.
Hvis det nu var det eneste man skulle, så kunne det være resten kom af sig selv…