Robert forsvandt, og jeg fik andet at tænke på. Var nemlig langt om længe blevet stor og startede i 1. klasse på Ukaliusaaqskolen. En rigtig skole! Hvor ord skulle staves, bøger åbnes og skemaer følges.
Jeg lignede næsten en voksen dame, på vej til et meget vigtigt arbejde, spankulerende af sted om morgenen med sløjfer i fletningerne.
Men lykken varede ikke evigt. En dag blev paradiset af lektier og nyspidsede blyanter invaderet af en slange.
Akraluk.
Som gik flere klasser over mig. Første gang jeg lagde mærke til hans vilde, sorte hår, var en morgen, hvor han omgivet af bøllebobbere, proklamerede for hele skolegården, at han elskede mig. EELSKEDE mig! Og nu skulle jeg have et kys.
!?
Først blev jeg forvirret. Var det virkelig mig, han mente?
Men da kysset styrede i min retning, begyndte hjertet at galoppere og benene fulgte med. Jeg var skrækslagen.
Mere skrækslagen end dengang, Store Rasmus tog kvælertag, fordi jeg havde vundet alle glaskuglerne.
Mere skrækslagen end, når jeg gemte mig for Blok P-bandens knyttede næver, der gennemtrawlede gaderne for danskere, der bare kunne skride hjem til deres eget land.
Mere skrækslagen end, da jeg for vild i fjeldet, fordi jeg, i bitterhed over tabt kælketurnering, insisterede på at gå alene hjem.
Tror faktisk aldrig, jeg havde været så bange før.
Jeg løb og løb. Ind og ud mellem grønlandske og skandinaviske tilråb og rundt om det store snebjerg midt i skolegården. Alting susede forbi. Huer og skuldre og smuthuller. Bare løbe, løbe, løbe. Indtil klokken ringede ind i sikkerhed.
Efter sidste time tog jeg en stor omvej hjem for at narre fjenden og hans stædige kysseplaner.
Og næste dag ville jeg ikke i skole. Det ville jeg bare ikke.
Endte med, at min mor måtte tage mig hånden og følge mig. Flere uger i træk. Stå og vente ved min side, i de kritiske minutter, indtil dørene gik op, og der var andre myndige rygge, jeg kunne gemme mig bag. Jeg lignede ikke længere en voksen dame, men et forskræmt pattebarn. Og skammen brændte i mine kinder.
Jeg hadede Akraluk, den store idiot.
Indtil en dag, hvor jeg glemte alt om ham. Fordi vi flyttede til Danmark.
Forkerthedsanalyse
Hvad var ikke forkert! Man kan da ikke bare gå og skræmme livet af fremmede mennesker med umotiverede kys og kærlighedserklæringer!
Bonusinfo
Første skoledag mødte klasseværelset os med æbler, navneskilte og skudhuller i vinduet. Ikke alle forældre var lige begejstrede.
Amager Strandpark
Også et rimelig aggressivt navn, må jeg sige. Godt du tog benene på nakken!
Synes faktisk, navnet er meget sejt. Men med den kyssetaktik, kommer han ikke langt.
Jeg gik nu ikke på Ukaliusaaq eller mødte en skolegårdsterrorist, der ville kysse men det lyder nu meget som nogle af mine barndomsminder fra Nuuk, der foregik en del år senere. Blok P er blevet affolket og skal snart rives ned, så du har da i det mindste een mindre bande at frygte nu…
Hov, jeg havde vist stavet skolens navn forkert og rettede nu til din udgave. Skal blokken rives ned!? Åh, det er irriterende, at jeg ikke får set Nuuk, før alt er lavet om og ser helt anderledes ud.
Jeg er vild med din føljeton og især forkerthedsanalyserne! Og trods kyssetyve, skudhuller og bander giver dine beskrivelser af Grønland mig sådan lyst til at opleve det med egne øjne!
Åh hvor godt! Frygtede lidt, jeg var i færd med at skrive århundredets mest kedelige føljeton.
Gad også godt opleve Grønland med egne øjne igen.
NEJ – overhovedet ikke en kedelig føjleton. Den er alletiders.
Jeg sidder faktisk og er lidt halv-misundelig på dig, med alle de drenge der jagtede dig og ville kysse dig.
Haha. Ingen grund til misundelse. Vi ved alle, det ender ulykkeligt det her.
Det er ikke ovre til det er ovre!!! (satser jeg på)
Kan du have ret i. Føles bare så ovre.
Nu ikke mere pessimisme! Det er snart forår (som du nok kan fornemme), og så er det tid til at gå i parken og på fortovscafé og møde både mr. Wrong og mr. Right!
Du har ret. Foråret ser ud til at være lige på trapperne.