I konfirmationsalderen, da resten af klassen sagde ja til Gud, stereoanlæg og heftige sangskjulere, foreslog mine forældre, at vi enten kunne efterligne med stor fest og gaver – eller rejse til de varme lande. Jeg måtte selv vælge.
Nem nok beslutning. Jeg havde aldrig været syd for Flensborg og hungrede efter den solbeskinnede, glitrende verden, som strålede imod mig fra klassekammeraternes fotoalbum.
Endelig var det min tur til at stå under en palme og smile til fotografen. Skrive postkort. Smage ny mad. Se livet malet med magiske, fremmede himmelstrøg.
Og hvor skulle denne enestående antikonfirmation så finde sted? Spørger du.
På Costa del Sol.
Af alle riger og lande og eksotiske feriedestinationer valgte vi at miste vores chartermødom til solkystens frådende grisefest. Hola! Og var vel knap nok landet, før naive forestillinger, om 14 dages edens have, brutalt blev manet til jorden.
Men ok. Jeg fik set palmen, smagt nypresset appelsinjuice og snakket med en spanioler.
Pedro! Oh yes.
Jeg mødte ham sidst på aftenen i tivoli. Vist nok hans arbejdsplads. Mens Actionbror og O Brother klamrede sig til den sidste karruseltur, og søster og forældre gjorde klar til afgang, viftede latinoen mig hen med sine lange, sorte øjenvipper.
Så stod vi der. Og udvekslede en halv times parlørfraser. How do you do. Do you like Spain. Nice weather. Where do you live? Efter parfoto og akavet krammer, skulle jeg hjem.
Næsten ikke til at bære, når jeg nu lige havde mødt manden i mit liv. Men dagen efter, da jeg fløj tilbage til Danmark, fulgte en stædig strøm af håndskrevne I love you-breve efter:
Hi, how are you beautiful girl. Love and kisses. M. and Pedro forever!
Bombastiske budskaber, der fik ambivalensen til at blusse i mine kinder. Jeg var den udkårne. Særlig. Savnet. Men manden måtte jo være dum i hovedet. Han kendte mig slet ikke.
Og tegnede hjerter!?
Heldigvis behøvede jeg ikke bekymre mig om en lillebitte sort prik i den anden ende af europakortet. Og breve kunne nemt smides i skralderen.
Dog skånede jeg billedet. I en skjortelomme i skabet, hvor søstre eller brødre aldrig ville lede. 80’erportrættet af en mørk dreng med hvidt tandsæt og langt nakkehår, der holder om en skulderpudepolstret, skandinavisk teenager med nedslået blik under 4 forskellige farver øjenskygge.
Smukt syn.
Fik jeg nævnt mine nye, kvastbefængte collegesko?
Nå, men en dag sad min mor og varmede sig ved ferieminderne og snakkede hotelhave og spanske blomster, og hvordan gik det egentlig med ham tivolidrengen, der blev ved med at skrive?
Kvalmen meldte sig straks.
Pludselig stod Pedro midt i køkkenet med alle sine breve og barnlige hjerter og troede, vi var kærester. Fyldte det hele uden nogen form for situationsfornemmelse.
Der var kun én ting at gøre. Jeg gik ind på værelset og rev fotografiet af os i 1.000 stykker.
Og så var han væk.
Forkerthedsanalyse
Mandesmykker og åben skjorte. Må jeg være fri.
Bonusinfo
FUCK hvor ville jeg ønske, jeg havde gemt tivolibilledet, men tror desværre også jeg destruerede negativet.
Strandlodsvej
Åh hvor har jeg også revet mange billeder i stykker, jeg aldrig skulle have revet i stykker :- ( Her mange år efter, når troldeunglet spørger efter barndoms minder, kærester og andet sjovt, står jeg kun tilbage med alt harmen over den ene og den anden X og billeder der for længst er brændt, revet i stykker og kylet ud. Æv!
En skam ja. Kunne være sjovt med et lille ekskærestearkiv. Har heldigvis gemt en masse gamle venindebreve, som jeg overvejer at sende retur til afsender. Folk vil sikkert more sig over at læse dem i dag.