Amarkanske svin...

Mr. Wrong 9 – Tegneren

Tom skal også have et indlæg med på vejen. Jeg mødte ham til en klubfest, hvor han som udenbys dreng scorede nemme point på sit eksotiske nabopostnummer.

Men det var nu mere hans evner med en tusch, der imponerede mig. Han kunne tegne hvad som helst. Sig hvad jeg skal tegne!, sagde han. Og 2 sekunder senere kiggede Tintin, en pingvin eller King Kong op fra papiret.

Ja, det gik skam vildt for sig til festerne i den klub.

Jeg blev hængende over Toms værker, og da spærretid og rutebiler nærmede sig, spurgte kunstneren, om han ikke skulle komme forbi med en tegning en dag.

Og det måtte han da gerne. Der i måneskærets lys.

Men da leveringsdagen oprandt, kunne jeg alligevel ikke se fidusen. Hvad ville han? Hvad skulle vi snakke om? Hvorfor brændte jorden så hidsigt under mine fødder?

Eneste løsning måtte være at flygte, hen til min veninde oppe for enden af vejen, og vente på, at faren ville drive over. Tegninger kan jo afleveres i postkasser.

Og ting, der siges til klubfest, er vel ikke ristet i stentavler.

Vi sad på venindens værelse og dyrkede Thomas Helmig, da det ringede på. Det var Tom. Som havde taget en snak med min mor, der naturligvis gerne informerede om døtres mulige opholdssteder.

– Om jeg havde glemt vores aftale?

Skammen over min fejhed fik mig til at hade ham.

– Tja, det havde jeg vist. Men kunne han ikke bare give mig tegningen nu så?

– Joøh, men han var godt nok meget tørstig efter den lange cykeltur. Hvad med noget at drikke?

– Så gerne! Med lynets hast langede jeg saftevandsglas ud gennem døråbningen.

– Nå men så…

– Måtte jeg også hellere få den tegning…

– Ja tak.

– Ok, tak for tegning. Hej igen så. God tur hjem.

– Hej.

Nej, denne Mr. Wrong har jeg heller ikke snakket med siden.

Forkerthedsanalyse
Var han for gammel? For ivrig? For høj? For tynd? Jeg kan desværre ikke forklare, hvorfor sød og dygtig tegner, der kom cyklende langvejs fra, bare kunne skride hjem igen. Må vist tage al forkerthed på egen kappe denne gang.

Fortsættelse følger.

iwasnotheretovelillevejamageramarorama
Tovelillevej

   

15 kommentarer

  • Ejjj Orama, du er lige som mig, Eller jeg turde jo heller ikke engang rigtigt gå til klubfester.

    Jeg, en Kujon. En titel jeg gerne vil af med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Du er da allerede i fuld gang med at smide den titel!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ibs

    Aij manner, stakkels ham. Og stakkels, lille, hæmmede Orama! Håber, du trods alt er blevet en lillebittesmulle mere selvsikker og klar på stævnemøder af tegningeslagsen. Eller andre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Helt sikkert mere hærdet, men selvsikker? Nej.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • anonym

    Jeg tror, at du begynder at nærme dig sagens kerne! Men det er du bestemt ikke alene om. Som min datter sagde, da en flot ung mand lagde an på hende på Rust. “Mor! Han sagde, at han var 20, gik på arkitektskolen og malede i sin fritid! Hvad skulle jeg svare ham?! At jeg var 18, gik på gymnasiet og ellers kun festede med pigerne. Så jeg gik.”

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sikke et visitkort at smide på bordet. Av! Hvad skete der med at fortælle og spørge om normale ting…..sådan noget som, om hun kan lide wupstep, vil spille Snyd, har overvejet at være med i Dagens Mand, eller kender det der med at komme fuld hjem fra byen og falde i søvn på sofaen med alt tøjet på og vågne op med ostestøv i hele ansigtet og ikke rigtigt have lyst til morgenmad?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      @anonym Åh sagens kerne. Hvis den bare kunne graves frem og kyles på losseren! Skynd dig at banke noget fornuft i datteren. Ellers ender hun bare som mig.

      @snefnug. Jeg havde helt glemt, hvordan det er at gå i byen, but it’s all coming back to me now.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • @Amar….er du da blevet for gammel til at gå i byen? Husk, der er altid Riesen… :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Det ved jeg ikke. Mange år siden, jeg har prøvet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Peew hvor jeg kender det. Mit problem har bare altid os været, at jeg fik ondt af visse typer drenge, dem som halsede efter en på cyklen og var tørstige, at jeg lod dem rive mig ned under vandet til jeg ikke kunne få luft mere og måtte op til overfladen, hvilket altid eksploderede i jeg-kan-overhovedet-ikke-lide-dig-og-du-skal-gå-hjem-nu-NU! jeg havde forsøgt at lege med på legen, se bort fra tørre læber, gryde håret, de kejtede bevægelser og især den faktor, at jeg overhovedet ikke følte det mindste andet end barmhjertighed.

    Mr. Right har han nogensinde været tæt på at cykle i din retning? den fortælling vil jeg mægtig gerne lytte til.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Oh no. Håber, du er blevet bedre til at styre din barmhjertighed.
      Mr. Right, tja, det kommer vi til.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meget bedre på privat fronten, knap så god i arbejdslivet.
      Ser frem til mr. right historier :- )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Privatfronten er nok også vigtigst.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida Jensen

    Måske var du bare bange for at binde dig? Hvis ikke du selv kan, så kan jeg i hvert fald begynde at ane et mønster :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jamen, at binde sig. Hvad betyder det? Jeg var vel ikke bange for, han skulle spørge, om jeg ville flytte sammen.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Amarkanske svin...