Mr. Wrong 9 – Tegneren

Tom skal også have et indlæg med på vejen. Jeg mødte ham til en klubfest, hvor han som udenbys dreng scorede nemme point på sit eksotiske nabopostnummer.

Men det var nu mere hans evner med en tusch, der imponerede mig. Han kunne tegne hvad som helst. Sig hvad jeg skal tegne!, sagde han. Og 2 sekunder senere kiggede Tintin, en pingvin eller King Kong op fra papiret.

Ja, det gik skam vildt for sig til festerne i den klub.

Jeg blev hængende over Toms værker, og da spærretid og rutebiler nærmede sig, spurgte kunstneren, om han ikke skulle komme forbi med en tegning en dag.

Og det måtte han da gerne. Der i måneskærets lys.

Men da leveringsdagen oprandt, kunne jeg alligevel ikke se fidusen. Hvad ville han? Hvad skulle vi snakke om? Hvorfor brændte jorden så hidsigt under mine fødder?

Eneste løsning måtte være at flygte, hen til min veninde oppe for enden af vejen, og vente på, at faren ville drive over. Tegninger kan jo afleveres i postkasser.

Og ting, der siges til klubfest, er vel ikke ristet i stentavler.

Vi sad på venindens værelse og dyrkede Thomas Helmig, da det ringede på. Det var Tom. Som havde taget en snak med min mor, der naturligvis gerne informerede om døtres mulige opholdssteder.

– Om jeg havde glemt vores aftale?

Skammen over min fejhed fik mig til at hade ham.

– Tja, det havde jeg vist. Men kunne han ikke bare give mig tegningen nu så?

– Joøh, men han var godt nok meget tørstig efter den lange cykeltur. Hvad med noget at drikke?

– Så gerne! Med lynets hast langede jeg saftevandsglas ud gennem døråbningen.

– Nå men så…

– Måtte jeg også hellere få den tegning…

– Ja tak.

– Ok, tak for tegning. Hej igen så. God tur hjem.

– Hej.

Nej, denne Mr. Wrong har jeg heller ikke snakket med siden.

Forkerthedsanalyse
Var han for gammel? For ivrig? For høj? For tynd? Jeg kan desværre ikke forklare, hvorfor sød og dygtig tegner, der kom cyklende langvejs fra, bare kunne skride hjem igen. Må vist tage al forkerthed på egen kappe denne gang.

Fortsættelse følger.

iwasnotheretovelillevejamageramarorama
Tovelillevej

Mr. Wrong 8 – Færingen

Kommer i tanker om, at jeg ikke altid har været mandesmykkemodstander.

På en færøsk sommerlejr, hvor jeg luftede benvarmere og høj 80’er-permanent og raslede med mine plastikarmbånd, for at minde om Madonna, mødte jeg en, der hedder Bo.

Eller mødte og mødte.

Han arbejdede som medhjælper på lejren. Var et par år ældre og højt hævet over pøblen af bumsede og nyudklækkede teenagere. Meget flot. Meget rockstar. Og troede helt sikkert, han var noget!

Særdeles angstprovokerende type.

Jeg holdt konsekvent afstand, og skulle vores veje alligevel krydse hinanden, ledte jeg febrilsk i grimasserne efter mit mest kølige stenansigt.

Men ugen forsvandt på et øjeblik, og den sidste aften meldte et sært stik af ærgrelse sig. Jeg havde egentlig ikke haft noget imod at ignorere ham en uge mere, eller to, før den ubarmhjertige hverdag rev os op fra lejren og plantede os i hvert sit land.

Faktisk var jeg i fuld gang med at udtænke en nordisk og forblæst udgave af Romeo og Julie, mens jeg kom gående ned ad gangen, og en arm pludselig spærrede vejen. Hans arm! Fordi han ville høre, om jeg ikke kom med ind på værelset. Han skulle nemlig lige spørge mig om noget.

Det var første gang, han talte til mig! Og jeg troede, jeg skulle besvime.

Men benene fulgte heldigvis med. Ind i privaten, hvor han tog et sort gummiarmbånd af håndleddet, rakte det til mig og spurgte, om vi ikke skulle bytte. Som et minde?

Kunne mærke mit hoved nikke, og så en rystende hånd give ham et af de turkis. Han tog mit på. Jeg tog hans på. Og det var det.

Vi sagde farvel, måske lykkedes det mig endda at smile, og jeg så ham aldrig igen. Men det sorte armbånd bar jeg med stolthed i flere måneder efter.

Det kunne også bruges på anklen.

Forkerthedsalayse

Åh come on. Han byttede da garanteret armbånd med alle pigerne. Jeg kunne aldrig leve op til hans sejhed og ville visne i skyggen af star quality.

Fortsættelse følger.

bennjalsgadeamageramarorama
Njalsgade