Mr. Wrong 14 – Kongen af klassen

Vi går i 8., og det begynder at blive mærkeligt.

At jeg hverken har kysset eller holdt i hånd eller forsøgt mig med en ærlig kinddans. Især når man tænker på, hvad der ellers foregik ude i festkrogene. Og at Vera fra klassen allerede var gravid.

Veninderne undrede sig.

En dag lokkede de mig i baghold. Laila og Beate. Om jeg ikke lige kom over til te? Så sad møgfaldet ellers og ventede. Med sigende interventionsminer og nøje aftalt anklageskrift.

Hvad er der egentlig galt med dig?

Forargelsen i Lailas stemme skulle spores tilbage til aftenen før. Klubfesten, hvor både hun og Beate, og sikkert alle andre, troede, at Per og jeg ville blive kærester.

Han var klassens konge, det store fodboldtalent, og tronede i lang tid øverst i popularitetshierarkiet sammen med Lise, volleyballmesteren. Men nu hvor de havde slået op, skulle nye alliancer dannes, og Per havde valgt mig.

Eller. Det lå ligesom i luften, selvom en forsagt bognørd, med angst for gymnastiksale, langt fra lignede den traditionelle kandidat til stillingen.

Per hang altid ved mit bord. Og jeg kunne lide ham. Især fregnerne, der vandrede ubekymret hen over hans høje næseryg. Og de tætte, mørke øjenvipper, der blinkede så nervøst, da han spurgte, om jeg ikke ville med til festen, at jeg fik helt ondt i maven.

Hvad havde du tænkt dig?, tog Beate over. Nu tror han jo, du ikke kan lide ham. Hvorfor var du så mærkelig?

Jeg husker meget lidt fra den fest. Kun trangen til at gemme mig på toilettet og Per, der står over for mig. Med en dum hat på hovedet. Og smiler spørgende. Forventningsfuldt. Uden at jeg kan smile tilbage. Vil helst bare hjem.

Skal du aldrig have en kæreste? Helt ærligt. Hvad med Per, hvorfor tager du ikke ham? Hvornår kysser I? Det er da unormalt. Har du ingen følelser? Og hvorfor har du egentlig aldrig grædt over, at din far bare flyttede? Vi forstår det bare ikke?

Jeg forstod det heller ikke.

Men knækkede til sidst. De fik, hvad de ville have. Tårer. Et larmende skybrud af frustration, der druknede mine kinder og sovsede alt ind i saltvand og snot.

Ikke fordi min far havde forladt os. Eller vendte tilbage for at fylde huset med skingre krav og lange, selvretfærdige taler. Eller fordi min mors bævrende underlæbe gemte sig bag “for børnenes skyld”. Eller fordi jeg så gerne ville være kærester med Per.

Men fordi jeg var forkert.

Forkerthedsanalyse
Kunne klassens konge virkelig ikke se igennem klubfestpanik og desperate flugtforsøg og bare spørge direkte, om jeg ville være kærester i stedet for at sætte sig slukøret i en sofa og ligne en, der er blevet væk. Ja! Selvfølgelig havde jeg sagt ja, hvis han havde vredet armen om på mig og min tunge ikke var forsvundet. Pjok!

Bonusinfo
Per blev bankmand. Åbenbart meget populær profession i Nordjylland. Men han er stadig flot.

Fortsættelse følger.

Tovelillevej
Tovelillevej

To Be Continued

Hvor blev Mr. Wrong af?

Jamen, jeg kæmper stadig med at få job og blog til at balancere omkring en slags fornuftig sengetid. Og efter koncentreret arbejdsdag føles det bare sundere at splatte ud til uforpligtende tv end at kigge sit eget forkvaklede kærlighedsliv efter i sømmene.

Men nu nærmer weekenden sig og påsken og de store planer om at blogge igennem. Selvransagelsens lup bliver fundet frem, og føljetonen genopstår.

Så måske skulle vi lige tage et resumé og mindes: Hvad er indtil videre gået galt?

Vi starter i Grønland, hvor min første kærlighed svigter og blindt følger sine forældre til Norge.

Herefter bliver jeg overfaldet af kyssetyven og skolegårdsterroristen, og da jeg møder min udkårne, Piratskibsejeren, forsvinder han til Færøerne.

Senere havner jeg i Danmark, hvor eneste lyspunkt Smileyface jo ikke kunne få mig og koldt og kynisk render med min mere kyssevenlige veninde.

Forvirret flakker jeg derfor rundt mellem svømmehalsscoring, der aldrig skulle have taget ordet kærester i sin mund.

Spansk tivolidreng med lidt for overvældende hjerter og postkort.

Uopnåelig færing, som jeg forenes med via intens plastikarmbåndsudveksling.

Tegner, der, jo helt vildt påtrængende og omklamrende, overholder vores aftale og kigger forbi!

Og grandfætter med knap så god smykkesans.

Vi må heller ikke glemme den uhyggelige stalker, eller Morten Harket, der ignorerer min kærlighedsgave og kortspilleren, som bare vil spille kort.

En hurtig analyse viser altså, at mænd, jeg attrår, opgiver på forhånd, flygter til udlandet, ignorerer mig eller er alt for smukke til at blive tiltalt.

Dem, jeg til gengæld sagtens kan få, udgør en broget gruppe af klæbrige latino lovers, kommende voldtægtsforbrydere, luskede typer, der holder udkig i busken, og familiemedlemmer uden gavegivningstalent.

Nåja, så er der også en enkelt sød tegner, som nøjes med at sprede angst og klaustrofobi.

Hvis bare man kunne vide, at historien ender lykkeligt!

Fortsættelse følger.

Hemsedalsgade
Hemsedalsgade

Ups

Actionbror er jo kun ude på én ting: action. Det ved alle. Drage i krig, flyve helikopter, dyrke kampsport, gå på jagt, løbe maraton, cykle cykelløb, stå på ski, sove i snehuler og overleve på mos og pinde.

Og den slags.

Jo vildere jo bedre. Man kunne næsten kalde ham frygtløs.

Hvis man altså ser bort fra det med dukkerne. At han er bange for dem. Dem fra tv. Som sidder og smiler uskyldigt ovre i hjørnet, og som, lige så snart du vender ryggen til, drejer hovedet og stirrer ondt, mens hidsige violiner pisker stemningen op.

Måske de endda kravler hen til dit hovedgærde om natten og kaster sataniske forbandelser over din seng.

Eller bare står og kæler morderisk for en kniv.

Det tør Actionbror ikke. Han vil hverken se, høre eller have noget som helst med uhyggelige dukker at gøre. Ingen gysere eller thrillere til ham! Han mener det skam ganske alvorligt. Hiver fjernbetjeningen ud af hånden på dig og zapper videre.

Og nej vi skal heller ikke tale om dem!

I stedet bruger han tiden på fornuftige ting. Som at tilbyde søstre penge og peptalks eller surfe rundt inde på Lauritz efter næste dyre designermøbel.

Og det må man jo respektere. At Actionbror er bange for dukker. Men derfor kan man jo godt komme til at sende ham et link og skrive:

Tjek lige den her stol!!!

Lybækgade
Lybækgade

PS Det bliver ved! For 10 min. siden havnede dette billede i en mail til ham. Ja, jeg kører åbenbart en slags kampagne.

PPS Actionbror tilføjer i øvrigt, at han slet ikke er bange for dukker, men undlader kontakt, fordi de giver ham mareridt. Big difference!

Older posts