I virkeligheden havde tegneren, grandfætteren, stalkeren og resten af slænget slet ikke nogen chance. For jeg var allerede afsat. Til Morten Harket.
Ja. Ham fra a-ha. Ligesom O Brother forærede jeg mit hjerte til Norge.
Trods mine kun 12 år havde Morten og jeg et sundt og meningsfuldt forhold inde på værelset, hvor vi sang duet og så hinanden dybt i øjnene.
Do you knooow what it means to looove yooouu.
Han fra skråthængende idolplakatposition. Jeg i tilbedelsestrance foran kassebåndoptageren.
Åh, hvor Morten bare forstod mig. Og jeg ham. For at ære vores kærlighed lagde jeg alle mine lommepenge nede i døgneren, hvor de solgte BRAVO, MIX og Vi Unge. Selv det mindste lille frimærke af et a-ha-foto skulle klippes ud og hænges op. Eller udstilles på hæderspladsen. I tegnebogens gennemsigtige plastiklomme.
Om lørdagen, i parcelhuset, fik man fri adgang til den fine stue, og ve den bror eller søster, der ikke kunne forholde sig i ro, når a-ha-båndet blev banket i Betamax-maskinen, og Morten beklagede sig til intervieweren: Jeg greier ikke å slappe av.
Den stakkel. Popstjernelivet sled på kræfterne.
Jeg bestemte mig for at give ham en gave. Kunne jeg digte, havde jeg sikkert sendt noget mangestrofet hjertesmerte-rim af sted til fanklubben i England. Men jeg var bedre til at tegne.
Så det gjorde jeg. Sad koncentreret i flere timer og kreerede 3 ømme portrætter. Af Pål, Magne og min egen smukke Morten.
Lod til sidst alle anstrengelserne dumpe i postkassen, og gik straks i gang med at vente.
Spændt!
På en slags tak. En autograf måske? Eller et foto? Bare et eller andet håndgribeligt bevis på, at vi var forbundne. Havde indgået en pagt.
Men forgæves. Ingen svarede. Hverken første anden eller tredje uge. Til sidst svandt håbet ind til en skamfuld svien i øjenkrogen, når endnu en stor kuvert med fremmed frimærke viste sig ikke at være til mig. Men en anden i huset.
Vores første krise.
Hvorfor hørte jeg intet? Gad Morten ikke mine tegninger? Var det hele mon forbi?
Forsoning krævede god vilje og lange indre monologer. Men forklaringen måtte naturligvis indeholde en ond fanklub, der destruerede mine mesterværker og en uvidende Morten, som var uskyldig. Intet skulle forpurre vores lykke.
Ned til døgneren og investere i flere blade.
Så forholdet overlevede, groede sig endda stærkere, og en dag var tiden inde til næste vigtige skridt. At ses i virkeligheden. A-ha gav koncert i Stockholm, og jeg skulle med.
Glædesstrålende overbragte jeg nyheden til min mor. Fødselsdagspengene ventede på at blive brugt, og Stockholm lå jo næsten lige i nabolaget.
Men her stoppede festen. Piger på 12 år kunne ikke bare tage til Sverige. Og gå til koncert. Blive trampet ned af uregerlige masser og lokket i uføre. Den slags måtte man vente med, til man blev voksen.
Voksen. Som om 12 år slet ikke talte for noget! Kunne hun virkelig ikke fatte, at mit liv afhang af netop denne aften!
Næh. Ikke engang selvom jeg skreg og sparkede til køkkenlågerne og til sidst løb ind på værelset for at væde min skibsbriks med fortvivlede tårer.
Så tæt på og dog så langt fra. Jeg kunne aldrig blive glad igen.
Og det hjalp slet slet ikke, at min mor kom og aede mig på håret og stillede tåkrummende spørgsmål som: Er det fordi, du er forelsket i ham forsangeren?
Hun forstod jo ingenting.
Ugerne efter iklædte jeg mig mørk mine, der var en krigsenke værdig.
Morten og jeg havde åbenbart ingen fremtid sammen. Skulle aldrig ses. Eller giftes. Eller løbe rundt i en tegneserie. Det var næsten ikke til at bære.
Men en aften, hvor resterne af et rundboldhold havde samlet sig i skumringen. Og vi hang matte hen over cykelstyrene, sagde Marie fra klassen pludselig:
Jeg kan altså godt forstå, du er vild med Morten Harket. Han er også lækker. Og jeg har tænkt på, at I faktisk ligner hinanden ret meget (kindbenene slår til igen). I ville jo være et rigtig flot par!
Ja netop! Og selvom jeg havde mistet Morten for evigt, lindrede det en smule. At hun også kunne se det.
Vi var det perfekte par.
Forkerthedsanalyse
Manden har været kærester med Aqua-Lene og falder tydeligvis for en lidt anden dametype, end jeg kan levere.
Bonusinfo
O Brothers Norddame er vokset op i samme Oslo-udkant som Morten, og jeg har bedt dem om at hyre ham til brylluppet, men tror desværre ikke, mit ønske går i opfyldelse. I øvrigt findes der stadig en kopi af tegningerne i min mors gemmer.
Tovelillevej
I vores paracelhus hang der også plakater af Morten. Inde hos min søs, hun havde en kææææmpe en af kun hans ansigt, og lillesøsteren kunne godt sætte sig ind i hvorfor søs var fooorelsket. For han var jo flot i den der tegnserie video.
Wiiuuuw, hvem det engang kunne finde sig en tegneserie mand, tænkte den lille lillesøster.
Hvornår skal vi se den tegning????
Kom din søster mon til koncert? For så hader jeg hende.
Skal lige have hentet tegningen. Ved ikke hvornår.
nix
Stakkels Amar. Synes nu nok din mor var lidt streng. Kunne O Brother ikke have fulgt dig til koncerten? Men synes nu alligevel ikke du skal opgive alt håb….mon ikke også A-ha-Morten læser blogs?
Bonusinfo: på storebror-værelset i vores parcelhus hang der kun Iron Maiden- og Samantha Fox-plakater. Begge dele et hit for et lille snefnug men ikke nok til en decideret forelskelse.
O Brother den lille skid var kun 3 år gammel, men en anden kunne vel have fulgt mig.
Samantha Fox hang også i vores klasse. Firservanvid.
Skråthængende plakater (måske endda på skråvægge!?)!
BRAVO, MIX og Vi Unge!
Tegnebogens gennemsigtige plastiklomme!
og skibsbriksen!
- du har lige sendt mig en tur ned af en long forgotten memory lane. Shit mand. Jeg havde næsten glemt alle “herlighederne”.
Tak…. -eller.
Selv tak. Eller…
Helt ærligt. Hvad skete der for plakatophængningsreglerne (nej, ingen skrå vægge)!? Pludselig blev horisontale og vertikale linjer bare bandlyst. Den trend vender forhåbentlig aldrig tilbage.
Hvor grumt at du aldrig fik så meget som et bette tak for tegningen!
Jeg fulgte tæt min storesøs’ forelskelse i selv samme Morten, og siden jeg bare var den lille, fik jeg lov “at få” Pål… Ikke helt det samme som Morten Harket.
Ha. Ingen kunne måle sig med Morten. Men du skulle da have haft Magne!
Vi må have været unge samtidig. Manden i min dengang så unge liv var dog Sime le Bon fra Duran Duran (håber godt nok ikke at der er nogen der synes jeg ligner ham).
Men der er håb. Da jeg mødte min søde kæreste for et par år siden havde han den fineste Morten Harken look-alike frisure. Da jeg var færdig med at grine synes jeg faktisk det var ret fint.
Duran Duran var også gode. Og Spandau Ballet! Sendte du din kæreste til frisør?
What, Lene, virkli!? Arj. For fain!
Oh well, men jeg forstår dig godt. Og synes klart, Morten H skal optræde til brylluppet. Eller bare inviteres med som din +1!
Tak for forståelse. Håber, sørme O Brother og Norddamen læser med i kommentarfeltet.
Jeg var vildest med Magne, åh de lyse krøller. Og jeg læste engang i Mix, tror jeg (købte naturligvis også Bravo), at han klippede sig selv. Suk, hvor cool.
Magne den steg. Jeg tror forresten, han holder sig godt.
Nej det gjorde jeg ikke. Men efter ca, 6 måneder besluttede han sig for at han hellere ville ligne David Bowie anno 1984.
Jeg frygter lidt at det er et tema og at Boy George dukker op på et tidspunkt.
Nå, men det er da bedre end Rasmus Seebach-frits.