To Be Continued

Mr. Wrong 14 – Kongen af klassen

Vi går i 8., og det begynder at blive mærkeligt.

At jeg hverken har kysset eller holdt i hånd eller forsøgt mig med en ærlig kinddans. Især når man tænker på, hvad der ellers foregik ude i festkrogene. Og at Vera fra klassen allerede var gravid.

Veninderne undrede sig.

En dag lokkede de mig i baghold. Laila og Beate. Om jeg ikke lige kom over til te? Så sad møgfaldet ellers og ventede. Med sigende interventionsminer og nøje aftalt anklageskrift.

Hvad er der egentlig galt med dig?

Forargelsen i Lailas stemme skulle spores tilbage til aftenen før. Klubfesten, hvor både hun og Beate, og sikkert alle andre, troede, at Per og jeg ville blive kærester.

Han var klassens konge, det store fodboldtalent, og tronede i lang tid øverst i popularitetshierarkiet sammen med Lise, volleyballmesteren. Men nu hvor de havde slået op, skulle nye alliancer dannes, og Per havde valgt mig.

Eller. Det lå ligesom i luften, selvom en forsagt bognørd, med angst for gymnastiksale, langt fra lignede den traditionelle kandidat til stillingen.

Per hang altid ved mit bord. Og jeg kunne lide ham. Især fregnerne, der vandrede ubekymret hen over hans høje næseryg. Og de tætte, mørke øjenvipper, der blinkede så nervøst, da han spurgte, om jeg ikke ville med til festen, at jeg fik helt ondt i maven.

Hvad havde du tænkt dig?, tog Beate over. Nu tror han jo, du ikke kan lide ham. Hvorfor var du så mærkelig?

Jeg husker meget lidt fra den fest. Kun trangen til at gemme mig på toilettet og Per, der står over for mig. Med en dum hat på hovedet. Og smiler spørgende. Forventningsfuldt. Uden at jeg kan smile tilbage. Vil helst bare hjem.

Skal du aldrig have en kæreste? Helt ærligt. Hvad med Per, hvorfor tager du ikke ham? Hvornår kysser I? Det er da unormalt. Har du ingen følelser? Og hvorfor har du egentlig aldrig grædt over, at din far bare flyttede? Vi forstår det bare ikke?

Jeg forstod det heller ikke.

Men knækkede til sidst. De fik, hvad de ville have. Tårer. Et larmende skybrud af frustration, der druknede mine kinder og sovsede alt ind i saltvand og snot.

Ikke fordi min far havde forladt os. Eller vendte tilbage for at fylde huset med skingre krav og lange, selvretfærdige taler. Eller fordi min mors bævrende underlæbe gemte sig bag “for børnenes skyld”. Eller fordi jeg så gerne ville være kærester med Per.

Men fordi jeg var forkert.

Forkerthedsanalyse
Kunne klassens konge virkelig ikke se igennem klubfestpanik og desperate flugtforsøg og bare spørge direkte, om jeg ville være kærester i stedet for at sætte sig slukøret i en sofa og ligne en, der er blevet væk. Ja! Selvfølgelig havde jeg sagt ja, hvis han havde vredet armen om på mig og min tunge ikke var forsvundet. Pjok!

Bonusinfo
Per blev bankmand. Åbenbart meget populær profession i Nordjylland. Men han er stadig flot.

Fortsættelse følger.

bangetovelillevejamageramarorama
Tovelillevej

   

2 kommentarer

  • Rørende. Tragisk. Smukt. Utroligt.

    Jeg er ikke Per, og 8. klasse er længe siden, men du virker ikke særlig forkert.

    PS. Arbejder Laila og Beate i samme bank som Per?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ha. Jeg ved ikke, hvor de arbejder. Sjovt nok mistede vi kontakten.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

To Be Continued