Graffitiekskursion til Teglholmen – The End

Ok. Faktisk havde vi allerede fået et glimt af den hemmelige hal. Godt gemt væk bag mure og låste porte, mens vi cyklede forbi ude på Vasbygade.  Men hvordan kunne man komme ind? Vi forsøgte at angribe området fra bagsiden.

img_9074_700b

Men fandt bare graffiti.

img_9073_700

img_9049_700

img_9072_700

img_9070_700a

img_9069_700

Indtil hallen endelig dukkede op bag denne rotundeting. Du kan se den helt nederst i venstre hjørne. Eneste problem: Man skulle svømme for at komme derover. Eller eje en båd.

img_9066_700

Så vi cyklede tilbage. Hele vejen rundt. Om på den anden side.

img_9058_700

Og endte her. Med frit udsyn til hallen, men med lidt for våd strækning foran os til at foretage os andet end at sukke.

img_9082_700a

Så der endte det. Vi fik aldrig set, hvad vi kom efter, og ved stadig ikke, hvad der gemmer sig af guld i den røde hal. Den vil ikke lukke os ind. Skiderik.

(Og dog. Fortsættelse følger her.)

Graffitiekskursion til Teglholmen

Mens kulden stadig lagde gaderne øde, og jeg tullede alene rundt i ruinerne ovre på Tovelillevej, mødte jeg en mand.

En helt almindelig, grå, midaldrende mand, som ikke hørte til i almindelige Tovelillevej-kategorier: graffitimaler, sigøjner, limsniffer, teenager med trang til at smadre vinduer.

Han så ikke engang hashsøvnig ud.

Var åbenbart lige kommet kørende forbi og fik lyst til at kigge ind. I resterne af den bygning, hvor han i tidernes morgen havde tjent sine penge som arbejdsdreng.

Nu håbede han, indsatsen skulle belønnes med noget flot graffiti!

Med hjemmevante skridt tog han en kort rundtur og inspicerede stedet. Som den travle kunstanmelder, der hurtigt skal videre til næste og vigtigere fernisering.

Fik dog lige tid til at aflevere dommen: Ikke imponeret.

Og SÅ måtte nogen jo forsvare Tovelillevejs ære. Forklare om svundne tiders storhed. At de falmede malerier omkring os, blot var resterne af det, der var engang. Før bulldozerne kom og hærgede.

Nå, men hvis jeg manglede graffiti, syntes manden, jeg skulle tage en tur ud på Teglholmen. Til en kæmpestor lagerhal, der bugnede af mesterværker. Den lå lige bag blablabla, og jeg skulle bare køre blablaenellerandenvejsomjegglemtemeddetsamme. Så skulle jeg se løjer.

Farvel.

Det var denne forjættede lagerhal, Pille og jeg cyklede ud for at finde i går.

img_8918_700

Igennem Fælleden, hvor vi passerede en afrikansk landsby?

img_8960_700c

Over broen og over på Teglholmen, hvor vi havnede her. Måske en smule på afveje?

img_8952_700

Men efter flakken rundt på må og få begyndte tampen at brænde. Folk cyklede forbi os med uidentificerbart skrammel i hænderne, og rundt omkring lå gamle sager og flød.

img_8957_700

Nogen havde også pyntet lidt på murene.

img_8964_700

Og da vi til sidst stødte på hende her, vidste vi, at noget godt var i vente.

img_8971_700

Fortsættelse følger.