Mr. Wrong 17 – Første forelskelse

For at sparke det her umulige projekt i gang, ringede jeg til Actionbror og spurgte, om han kunne huske den næste Mr. Wrong. Ååh Erik, smukke, smukke Erik? Messede han som i tilløb til en længere mytisk fortælling.

Ja ham.

Nej.

Stor hjælp. Men det er rigtigt nok. Erik var pæn. På en underspillet, klassisk måde, lidt som et modernistisk møbel, der ikke springer i øjnene med det samme, men bliver flottere og flottere, efterhånden som indtrykket nedfælder sig.

Jeg mødte han en varm sommer mellem 1. og 2. g, hvor hæmningsløs teenagelatter hev mig hid og did, mellem nye mennesker, utætte telte, lange lyse nætter med bål og ørentvister i soveposen.

Mit liv begyndte at falde i hak, og jeg nærmede mig en slags lykke eller lethed, som jeg ikke havde kendt før. Alt kunne lade sig gøre. Alt.

Jeg fik ikke engang klaustrofobi, da Eriks hånd strejfede min nakke på bagsædet af en bil, hvor folk maste sig fnisende sammen og kørte ud i verden for at købe burgere.

Tværtimod. Hans flygtige fingerspidser var mere end velkomne og åbnede døre til et svimlende nyt land, som jeg slet ikke kunne vente med at indtage. Bare synet af ham gjorde mig elektrisk. Skam helt fint, at han holdt sig i nærheden, blev en del af slænget og stod klar med jakke og brede skuldre, hvis jeg skuttede mig.

Faktisk så fint, at jeg, på den ensomme skovsti, hvor han endelig tog min hånd, udbrød: Jamen, så kys mig dog!

Og det gjorde han så. En smule forfjamsket. Og fyldt med undrende mumlen om, at han jo troede, vi skulle lære hinanden bedre at kende, før vi blev kærester.

Kærester!

For første gang skurrede k-ordet ikke i mine ører. Måske fordi der er grænser for, hvor meget kærester man kan være, når man bor i hver sin ende af landet. Eller fordi toget meget snart ville fragte min veninde og jeg til Berlin – langt væk fra folk, der skulle lære hinanden at kende. Eller måske snarere fordi mit livs første forelskelse i den grad havde fået krammet på mig.

Uanset. Så kunne jeg jo lukke munden på ham med et kys. Og et mere. Det føltes som om, jeg frygtløst havde kastet mig ud over en klippe og aldrig skulle ramme jorden igen.

Men det gjorde jeg. Allerede næste dag, hvor vi sagde farvel.

Han ville med til Berlin.

Kunne jo bare følges med en af sine venner og møde mig dernede?

Jeg afviste blankt. Forstod slet ikke, hvordan han kunne finde på at spørge. Det var jo MIN ferie.

Havde glædet mig så længe til at tage ud af landet, med bedsteveninden, og for alvor fjolle igennem. Uden søskende, der skulle passes eller skældes ud, uden mødre der skulle trøstes og flyttekasser der skulle fyldes og tømmes, uden pligter og hensyn og hæmninger.

Erik var smuk og ekstremt kysseværdig, men også nogle år ældre og først og fremmest en dreng. Som helt automatisk ville skrue ned for suset af frihed.

Skulle jeg virkelig gå rundt i Berlin og bekymre mig om mit hår sad godt, og om jeg var for barnlig og fjollet eller alt for kedelig?

Nej, jeg ville ikke have ham med. Heller ikke, selvom hans brune, forurettede øjne forærede mig en underlig skyldfølelse, som kun folk, der udnævner sig selv til kærester er i stand til.

Sådan blev det. Min veninde og jeg tog alene til Berlin for at logere i betonghettoen hos det sødeste Ossiepar, der hver aften serverede æggelikør og spurgte til vores dag.

Og mens vi slikkede glassene rene og forsikrede, at vi skam nok skulle passe på skinheads, fortalte vi om Altes Museum og indkøbte Benettonbluser, om hvordan vi fotograferede hinanden foran ligegyldige monumenter og flotte veteranbiler, tog til Potsdam og hvilede os under Sanssouci-slottets palmer og blev snydt af en elendig gadetegner på Alexanderplatz.

Jeg elskede Berlin og skubbede kærester og hverdag langt ind under gulvtæppet i min nye frie tilværelse. Men en dag, hvor vi drev rundt på må og få og havnede i Europa-Center fik jeg øje på et par solbriller, som absolut måtte prøves, og lige som jeg skulle til at vende mig rundt for høre min venindes dom, blev jeg prikket på skulderen.

Og der stod Erik.

Fortsættelse følger.

hjerte-sundholmsvej-amager-amarorama
Sundholmsvej

PS Hvis du vil have Mr. Wrong-føljetonen fra begyndelsen, starter den her.

I en stor bue uden om Mr. Wrong

Jeg har slukket musikken, lukket ned for twitter og facebook og bestemt mig for ikke at tjekke mails eller læse blogs. Næste Mr. Wrong-historie er blevet udskudt alt for længe, og nu er der ingen vej tilbage. Den skal skrives. Og den skal skrives rigtigt.

Men selvom fingrene ligger klar på tastaturet, og cursoren blinker utålmodigt for at markere, hvor første linje bør begynde, er der ikke et eneste bogstav, som tør stille sig frem og forsøge at forklare, hvad der skete.

Det er som om, mine tanker nægter at nærme sig det gerningssted, hvor hjertet blev sprættet op for første gang, og mit jammerlige kærlighedsliv fandt sit foretrukne manuskript.

Og nu er klokken mange. Hvor belejligt. Så må du høre om det en anden dag.

crimescenetovelillevejkrimsvejamageramarorama
Tovelillevej

PS Hvis du vil have Mr. Wrong-føljetonen fra begyndelsen, starter den her.