Amar'kanske føljetoner...

Mr. Wrong 17 – Forkerthedsanalyse

Shit, hvor jeg bare ikke gider.

Men lad os starte med det nemmeste. Sværmeren. Ham der elskede mig – og 2 sekunder senere elskede mig ikke.

Hvad med at spare lidt på kærlighedserklæringer, flytteplaner, huslejedonationer og nøjes med at være kærester, i det mindste indtil vi begge er nået op i samme følelsesmæssige gear!

Og hvor fejt er det at insistere på 360 graders vennefremvisning aftenen før, man vil slå op. Se alle sammen! Jeg har skudt papegøjen, men den skal først dø i morgen.

Største og mest utilgivelige fejl bestod dog i at være perfekt. Og derfor overhovedet ikke passe til en uperfekt nervevragskæreste. Ja, undskyld jeg trækker dig med ind i den patetiske afdeling nu, men passende forklaring skal vi lede længe efter andre steder.

For selvfølgelig handler det om noget så banalt, at jeg ikke er god nok.

Som sikkert skyldes, at jeg er vokset op med en far, der gerne ville være fri for mig, at jeg som 12-årig skulle lime min mors knuste hjerte sammen, at jeg i en verden uden mænd desperat søgte faderskikkelser i skolens dybe stemmer, der godt nok gav lektier og karakterer og sagde, jeg var dygtig. Men som naturligvis ikke elskede mig.

At jeg aldrig har været så heldig at se et rigtigt kærlighedsforhold på tæt hold. At mit barndomshjem var bygget på angst og mistro. At jeg er opdraget til at holde kæft og lade være med at belemre uskyldige mennesker med min utålelige personlighed. At blaaablaaablaaa.

Man kunne selvfølgelig også overveje, om jeg fra naturens hånd bare er udstyret med nervøse, selvfornedrende gener?

Uanset. Jeg levede hver dag med frygten for at blive afsløret som undermenneske.

Men Erik blev det store, tandpastasmilende bevis på, at jeg trods talrige tegn på det modsatte, havde lige så meget ret på jord som jer andre. At jeg var noget.

Ville prinsen på den hvide hest måske tage hele vejen til Berlin for at lede efter et nul? Gad pragteksemplarer måske smile stolt fra fotoalbummet omfavnende mennesker, der var grimme eller dumme? Naturligvis ikke. Jeg havde tiltusket mig en slags status.

Forestil dig glæden ved at placere Erik på min folkeskolevenindes dørtrin og ringe på. Rubbe drømmemand ind i hendes ansigt og se misundelsen trække læben længere og længere tilbage fra det chokerede overbid. Åh fryd. Den havde hun ikke set komme.

Men hvad hjælper det at gå rundt og prale med et gyldent trofæ, som du inderst inde ved, du ikke har fortjent. For det havde jeg jo ikke. Var jo stadig bare en nobody.

Og det bliver vel resultatet af analysen. At jeg ikke er god nok til at være kærester med folk, jeg er forelsket i, og at Erik derfor var helt forkert.

Temmelig trist erkendelse, men føl dig endelig fri til at tolke i andre retninger i kommentarfeltet.

I det hele taget kunne det være rart, hvis andre tog over og pillede lidt i min navle nu. Jeg trænger til at slappe af.

Bonusinfo.
Heldigvis kunne jeg mange år senere godte mig over at møde Erik i en halvgrim, slasket og tyndhåret udgave. Jamen, hvorfor være for fin til at glæde sig over de små ting i livet?

Fortsættelse følger.

remiseparkenamageramarorama
Remiseparken

PS Hvis du vil have Mr. Wrong-føljetonen fra begyndelsen, starter den her.

21 kommentarer

  • Åha da, hvor jeg kender det der. Jeg synes bare det er lettere at gemme mig, end at få kærester. Eller ihvertfald da jeg var yngre.

    Nå, men du er altså herregod. Spørgsmålet er virkeligt nu om dage, om de der mænd er gode nok til DIG. (Og det er der altså heldigvis nogen der.)

    Og selvfølgelig var du god nok til Erik, ellers havde han ikke valgt dig, men hold nu kæft til de dårlige selvtillide, for de skal ikke have lov at bestemme over os, vel? Ikke mere?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Selvfølgelig var jeg god nok, det kan vi hurtigt blive enige om, men det er lidt ligesom med højdeskræk. Min hjerne fortæller mig, at Eiffeltårnet ikke braser sammen, når jeg kigger ud over kanten, men alt andet i mig skriger, at vi altså styrter til jorden om 2 sekunder.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • jeg ved det. Rationelle hoveder, kan ikke altid overtale irrationelle hoveder.. Derfor andres hoveder kan forsøge at banke det ind i de irrationelle. Måske hvis man får det at vide ofte nok, begynder det måske at hjælpe. Håber ikke du synes jeg talte ned til dig..!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Det ville jeg aldrig mistænke dig for.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anki

    Jag tror bara att ni hade olika förväntningar på ert förhållande, ni var på olika ställen i livet helt enkelt. Men att göra som han gjorde, dumpa dig efter att ha tvingat dig att umgås med sina vänner en hel kväll var inte snyggt gjort… Men tanke på hur han uppvaktade dig så kanske han var rädd att inte leva upp till dina förväntningar. I alla fall var det hans förlust… Lycka till i jakten på Mr Right, välkommen till Göteborg om du vill se om han finns här ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg har en svaghed for blåøjede, nordiske typer, så Göteborg lyder ikke helt galt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tror ikke jeg forstår det. Vil du gerne være fri for mænd? Fordi de minder dig om, at du ikke er god nok? God nok til hvad? Til dem? Handler det om at være elsket? Eller om at være elsket af en mand?

    Nu hvor forkerthedsanalysen er lavet, har du det så bedre eller værre?

    Nu hvor navlen er pillet fri for fnuller, er der så i det mindste ikke noget at gå videre med?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jamen forstår jeg det overhovedet selv? I teorien vil jeg helst ikke være fri for mænd, men livet er bare meget nemmere uden. Og nu taler vi altså kun om mænd, jeg er forelsket i. Resten er ligegyldige.

      Nemmere fordi jeg undgår at blive afsløret som en, der ikke er værd at elske. Vil jeg tro. Måske ændrer jeg mening i løbet af føljetonen.

      Efter forkerthedsanalysen har jeg det hverken bedre eller værre, synes bare bloggen bevæger sig i en meget underlig retning. Men jo, jeg håber, navlepilleriet gør mig klogere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, hvor kender jeg godt det der. Mine forældre blev separerede tre gange (og endelig skilt den fjerde gang), så det tog lang tid for mig at gennemskue, at et kærlighedsforhold ikke skal indeholde problemer for at være “rigtigt”. Det er så giftigt, når ens forældre kommer til at definere, hvad man selv tror på.

    Jeg har været i terapi og den slags (meget navlepillende) for at komme væk fra det og komme frem til mine egne definitioner af ting, som ikke var mine forældres. Sikkert enormt irriterende at få at vide, men det hjælper.

    Ps. Du er god nok. I hvert fald set her fra, fra den anden side af en skærm.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ich bin ok. Du bist ok. Rart at vide, navlepilleri kan føre gode ting med sig. Kender godt trangen til drama – det er ofte den uproblematiske hverdag, der er sværest at håndtere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • måske

    Han var jo en Mr Wrong og slet ikke så perfekt, som du selektivt opfattede ham og nu husker ham som. I mine ører lyder det 1) som en sindsforvirret teenagepige at være så opsat på at smide al økonomi og hjerteblod ind i et forhold, når man ikke er ældre og ikke har kendt hinanden længere tid. Er det ikke lidt manisk? 2) som om, at Erik ikke var det mest betænksomme menneske? Det er ikke for at fordømme hans fejl, men bare for at påpege, at de er der.

    Er du typen, der ikke fortæller en kæreste, hvad du føler? Kan det tænkes, at Erik ikke følte sig god nok til dig, fordi du ikke gengældte hans “villen forholdet” lige så eksplicit? Du sagde jo også direkte, at han ikke måtte komme med til berlin, men du regnede med, at han godt forstod, at det betød KOM til berlin? Måske tænkte du, at han ku læse dine følelser og forstå, at du var usikker snarere end uinteresseret? mens han tænkte, at han måtte opgive, fordi du tilsyneladende ikke helt brændte for sagen, når du ikke ville flytte på hans regning fx? Måske manglede Erik at mærke, at du ville ham? Og måske var Erik ikke så hårdfør og selvsikker, som du troede, så han ku klare, at du ikke gav sp meget af dig selv, risikerede så meget, investerede så meget, eller hvad vi nu skal kalde det… Perhaps x 3, men hvad ved jeg? Jeg sidder bare med tykke fingre ved et smartphone tastatur :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja, Erik lyder sindsforvirret, manisk og ubetænksom, som forelskede mennesker jo tit er, men hvorfor havde jeg mon behov for at proppe ham op på en piedestal, hvor jeg overhovedet ikke kunne se ham i øjnene?

      Ja! Jeg er typen, der ikke fortæller min kæreste eller ret mange andre mennesker, hvad jeg føler. Mest fordi jeg ikke selv har nogen anelse om det. Mener også Erik i forbindelse med bruddet sagde, at han “ikke kendte mig”. En sætning der efterfølgende har afsluttet flere af mine forhold.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • måske

      Det med piedestalen kan jeg ikke svare på, og jeg gør endda selv det samme, når jeg er forelsket. Gør alle egentlig ikke? Tror faktisk, at det er en almindelig del af forelskelse. Og det er ikke rigtig det, der er humlen, tror jeg. Jeg synes, det lyder som om, at det med at fortælle om sine følelser, give af sig selv, står centralt. Hvis tætte relationer ikke består af udveksling af to menneskers inderste følelser og tanker, hvad skulle de så bestå af?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg kommer til kort med føleriet. Får i det helt taget stress af mennesker, der føler noget hele tiden. Jeg vil meget hellere kunne grine sammen med en mand end høre om, hvad han går og føler for tiden. Måske har jeg en brist. Måske er det her, alle problemer begynder.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Man kan ikke grine hele tiden. Man kan kan ikke græde hele tiden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • måske

      Hvis du gerne vil have en mand at grine sammen med, er det så ikke en god ven, du søger? Eller lade mig spørge retorisk på en anden måde: Hvad er forskellen på en god ven og en kæreste?

      Synes ikke, man kan snakke om brist, hvad enten man som jeg har et føleføle-trip eller får kvalme ved, at folk kommer for tæt på. Det er bare forskellige typer.

      Hele mit ucertificerede psykologiapparat kører ved tanken om, hvor meget du minder om den måde, min bedre halvdel er. Jeres baggrunde som ældstesøskende med alt for tidlig trøsterolle over for moren, fordi faren er skredet, er også ens. Og ja, jeg tager sikkert udgangspunkt i en partiel lighed, jeg lige spottede på bloggen, og fejlslutter til nærmest 100% identitet, men… jeg føler, at jeg kender dig :-) Det har krævet hårdt arbejde og misforståelser, der kan fylde en roman.

      Hvis jeg skal skrive den, skal den hedde “Du kender mig bedre, end jeg kender dig, fordi jeg giver og giver og viser dig tillid, så luk mig dog ind, din følelsmæssigt nærrige spasser, hvis du vil noget med mig”. Hvis han skal skrive den: “Jeg brækker mig, hvis du presser mig et sekund mere til at fortælle, hvad jeg føler, når jeg ikke ved det, din dramaspasser, der tror, at du og dine følelser er universets centrum, kan vi ikke bare se en film?”.

      Men så er der altså også efterfølgeren, som handler om, hvor vildt det er at lære et andet menneske at kende, som man troede, man lignede, men som er helt anderledes end en selv. Jeg føler (!), at jeg endelig forstår ham og selv endelig bliver forstået. Tør ikke at se det på skrift, hvor mange år det faktisk har taget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      HAHAHA! Ja, du kender mig, og jeg kender dig. Vi har været kærester op til flere gange. Kan pludselig huske, hvor frygtelig hverdagen i et parforhold egentlig er. Hvadtænkerdupå hvadtænkerdupå hvadtænkerdupå. Jamen, jeg tænker jo ikke på andet, end jeg får spat af dit evindelige spørgsmål. Hahaha.

      Synes ikke, forskellen på venner og kærester er, at man taler om følelser i parforholdet. Det gør du vel også med dine venner? For mig er det mere noget med at aftale at høre sammen som par. Have en ved sin side. Og så hele sexdelen selvfølgelig.

      Seriøst. Jeg tror virkelig ikke, jeg skal have en kæreste, der hele tiden vil tale om følelser. Snak er overvurderet i min verden. Men sejt nok, at I nåede over på den anden side af problemerne hos jer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ibs

    Årh, sweetie, nu får jeg dælme lyst til at give dig en krammer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • G.P.

    Min analyse går i retning af, at I aldrig mødte hinanden.
    Dig i skjul, og med ham holdt ud i strakt idealiseret armslængde.
    Og ham. Var han interesseret i at møde dig? Eller red han blot til Berlin efter drømmepigen, der kke er lavet af noget så klamt som kød og blod.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ved ikke, hvad han var interesseret i, men det må være rigtigt, at vi aldrig ‘mødte’ hinanden.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Amar'kanske føljetoner...