Mr. Wrong 17 - Forkerthedsanalyse

Mr. Wrong 18 – Som søstre vi dele

Ikke mere klynkecirkus. Tuderiet begynder så småt at aftage, da jeg i slutningen af 2. g flytter hjemmefra sammen med en veninde og på en eller anden måde formår at presse både knust hjerte og enspændernatur ind i en lille bitte loftlejlighed i Aalborg Vest.

Under tøj og bamser gemte sig en trekvart seng, som vi begge to sov i! Det halvtomme køleskab måtte stå ude på bagtrappen, og alle måltider blev indtaget stående eller i sofaen under den flossede Prince-plakat.

I hjørnet stod en mindre bogreol. Som mest blev brugt til rod og ringbind, selvom et enkelt eksemplar af Hærværk og Niels Lyhne havde listet sig ind og snart skulle kalde alle deres venner til sig. Og der blev også lige plads til en guldfisk. Og en guitar. Og et gammelt konfirmationsanlæg plus et par knagende kurvestole med sæder, der sank længere og længere ned mod gulvet.

Og det var vist også det.

Men hvem har brug for privatliv, kvadratmeter og eget toilet med gulv, der ikke stinker af nabopis, når turen til skole tager 10 minutter på gåben (ja, det hedder det i Ållbår), og vindueskarmen er bred nok til, at en teenagerøv kan tænke store tanker og bruge timer på at puste røgringe over mod spiret på Vor Frelsers Kirke?

Det føltes som sommerferie året rundt. Ingen faste spisetider, rygeforbud eller sidste bus, der skulle løbes efter.

Faktisk nød jeg, at grænsen mellem dit og mit forsvandt i al flytterodet. Nøglen til lejligheden lagde vi i el-skabet ude på trappen, så venner og venners venner altid kunne få tag over hovedet, og det var da kun hyggeligt at komme hjem fra weekend i København og finde et krøllet Tak for husly fra folk, man aldrig havde hørt om.

Også mindet om Erik forputtede sig i hverdagens virvar af nye mennesker og muligheder.

Især hen over sommeren, hvor vi tog på interrail. Uden telt eller plan. Sov i parker, på banegårde, på bænke, på dækket under stjernerne mellem Brindisi og Korfu.

Det er svært at græde over en lille prik i Danmark, når barmhjertige, tavse nonner dækker op til det helt store velgørenhedsmorgenbord, før toget ankommer til Rom.

Eller når du sidder på en italiensk politistation, og uniformen over for dig, som i øvrigt ikke taler engelsk, meget hellere vil fortælle om alle fodboldpokalerne, der pryder kontoret, end skrive rapport om tyveriet af dit sidste par sko.

Eller når tank efter tank glider forbi togvinduet i Jugoslavien, og du forsøger at glemme, hvad der foregår i Sarajevo.

Eller når du som elendig vandpiberyger står og kaster op ud over fortovet i Istanbul og indser, at du i virkeligheden er tæt på at være lykkelig.

At rejse er den bedste kur mod alt.

Og efter et år uden Erik var jeg endelig klar til at kysse igen. Næste Mr. Wrong kalder vi Fedtmule. Jeg arvede ham selvfølgelig fra min veninde.

Fortsættelse følger.

pragsboulevardamageramarorama
Prags Boulevard

PS Hvis du vil have Mr. Wrong-føljetonen fra begyndelsen, starter den her.

   

29 kommentarer

  • Lea

    Ha! Jeg havde selv en lillebitte loftslejlighed i Aalborg Vestby i 2. g. der havde køleskab på gangen, et endnu mindre (og neongrønt) badeværelse, udsigt til Vor Frelser Kirke og 10 minutters gang til Katedralskolen! Dog delte jeg den med en alkoholisk kæreste (Hurra!), så din lejlighed lyder lidt finere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ha hvor sjovt! Vi havde heldigvis ingen alkoholiker – men heller intet badeværelse – kun et underligt brusehjørne ved siden af komfuret. Så måske går det lige op? Nej, vores var vel lidt finere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg, gamle sentimentale stodder, bliver nærmest rørt til tårer over ungdommens glæde over at være sluppet fri. Fordi det jo vækker minder om mine egne frigørelser, og mennesker der vadede ud og ind af mit bofællesskabs liv.
    Den færge tog jeg også, bare lige året efter, eller året efter for mig, da jeg var lige færdig med HF, og verden lå jo foran fødderne.

    Ih, du skriver så godt. Jeg vil snart læse en bog, én du har skrevet vel at mærke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Det var på en måde den bedste tid i mit liv. Og den færge! Hvor var det bare fantastisk falde i søvn under åben himmel ude på havet. Det var i 92. Husker, jeg mødte en englænder, der lærte mig et vildt sejt korttrick, som jeg blærede mig med i årevis, men desværre har glemt nu.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ibs

    Åh, færgen til Grækenland! Der har jeg indtaget mit livs bedste spaghetti napolitana. Ok, vi var ikke så godt vant lige på dét tidspunkt, men nøj, som det var en konge værdigt!
    Smukt skrevet, i øvrigt. Og jeg glæder mig til næste afsnit.

    …og flere rejseberetninger. For du kan godt selv høre, at det er dét, du lægger op til her, ik? Rejsefeber, pak dig, og tag Orama med ud i verden!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ha, har alle været med den færge eller hvad? Jeg vil pissepissepissepissePISSEgerne skrive rejseberetninger. Der er ikke noget, jeg hellere vil. Næsten hver dag overvejer jeg, om jeg har noget, der kan sælges og veksles til en spændende flybillet. Men nej. Og ingen gider i øvrigt at rejse med mig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ibs

      Bare rejs alene! Siger jeg, der aldrig ville turde tage af sted selv! Men altså. Nogen gør det da. Er sikker på, alenehed borger for spændende møder med fremmede mennesker. Og hvem ved, måske endnu flere Mr. Wrong’er! Høhø.
      I øvrigt sir vi osse gåben henne på midten af Sjælland.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Nå, der findes også gåben på Sjælland!

      Jeg har rejst alene nogle gange og nydt det, men er ikke typen, der møder nye venner på min vej. I hvert fald ikke når jeg bor på hotel. Og jeg tænker også lidt for meget på, hvor det mon er dumt at gå alene om aftenen osv. Især når jeg rejser i de varme, farlige lande.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg erindrer, at en eller anden kaldte det i hvert fald delvist fantastisk at rejse alene! Hendes navn rimer (næsten) på TamraOxana.

      Iøvrigt: “…og indser, at du i virkeligheden er tæt på at være lykkelig.” – brilliant.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja, det er det også. Men vil nok helst have nogen med. Især i en by som Istanbul fx, hvor man bliver jagtet gennem gaderne af horder af ustyrlige mænd, der åbenbart aldrig har set en dame før. Glæder mig til at høre, hvad du finder på.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg har læst med længe, og nu MÅ jeg altså lægge en kommentar. Du skriver ovenud godt! Jeg er virkelig imponeret og inspireret og vil bare opfordre dig til aldrig at stoppe med at blogge.
    Med venlig hilsen
    Signe

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jamen TAK Signe. Sådan en kommentar gør mig virkelig glad. Hvem ved, måske blogger jeg stadig fra amarOrama, når jeg en dag sidder på plejehjemmet og ikke kan huske, hvem jeg selv er. Jeg håber det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • s

    Nyder læsningen! Tak

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Af hjertet TAK for spændende og rørende læsning…tilslutter mig koret af beundrere, som opfordrer dig til at skrive en bog. Den vil jeg også læse!

    Kh Ditte

    PS: Jeg var osse på den færge. Blot et par år tidligere. Vi lå lige under skorstene med det resultat, at vi og alle vores ejendele (som bla. omfattede neonfarvede rygsække fra Daells Varehus) var kulsorte, da vi nåede til Korfu…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Selv tak! Den bog jamenjamen vi får se. Ved ikke, hvornår jeg skal skrive den. Synes faktisk, jeg kan huske noget med de skorstene. Gad vide, om jeg også lå lidt for tæt på dem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • N.

    Jeg er 18 og har læst med længe. Måske er jeg din yngste læser, hvem ved. Et indlæg som dette minder mig om, at uanset hvor let éns verden kan vælte når man er ung, så er det også bare så.. fedt.

    Alt det dumme, frie og sjove. Det skal man have.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Sejt med en 18-årig læser! Ja skynd dig for pokker at have det sjovt, mens du stadig har kræfterne og kan få studierabat på alting.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • N.

      Det vil jeg love at gøre! Tak for din blog!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    Det er bedre at være lykkelig over det der er, end ulykkelig over det, som ikke er. Virkelig vigtigt at huske sig selv på med jævne mellemrum – så tak for påmindelsen.
    Jeg har efterhånden læst med længe, og hver dag, når jeg triller rundt på Amager med min barnevogn (og ofte også en treårig i hånden) glor jeg på alle mulige kvinder i 30’erne, fordi jeg prøver at lure hvem der er dig.
    Jeg elsker dine billeder af alt det jeg kender så godt, men som jeg ofte slet ikke ser.
    Jeg påtænker at læse med helt indtil der kommer en beskrivelse af Mr. Right.
    Beklager i øvrigt den noget usammenhængende og lange kommentar, men mine børn sover ikke skide godt om natten for tiden og jeg kan ikke finde ud af selv at gå tidligt i seng, så kommentaren er vist bare udtryk for min generelle tilstand for tiden – usammenhængende og lang i spyttet…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Hvor sjovt. Før jeg mødte Dines, som dengang boede på Amager, holdt jeg altid øje med alle høje damer på Amagerbrogade og spekulerede på, hvem der mon var hende. Men du kan altid kende mig på kameraet.

      En fornøjelse at vise dig rundt i din by.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    TAK. Jeg faldt over din blog (eller måske var det meningen, at jeg skulle finde den?) Du er dygtig og rammende!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg aner ikke, hvad der er meningen, men tak! Og velkommen til.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vil da bare lige sige at jeg nyder din blog ganske meget :)
    – Ærlig og underholdende læsning! Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline

    Jeg er 17! Så N, du er ikke helt den yngste.
    Tak for røv inspirerende læsning. Og du formår sammen med Dines – som nogle af de eneste i denne verden! – at røre mig til tårer. Dét er sejt.

    Læste et citat for nogle år siden, det lød noget i retning af: “bla bla bla, and there is no greater thrill than being happy and alone”. Det gjorde et ret stort indtryk på mig, og har altid drømt om at rejse alene, så jeg har taget et år fri fra gymnasiet og flytter – meget alene – til Paris om et halvt år. Wish me luck – tænk hvis det er fuldstændig overvurderet det der med at smide alt hvad man har i hænderne og flytte væk helt alene. Nå, så er jeg på skideren. Men det glæder jeg mig egentlig også til at klare alene.

    Endnu engang – tak for en fandens fin blog. Du er for sej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Jeg vil have dit liv! Tænk at være 17 år og bo i Paris. Tror absolut ikke, ensom flytning er overvurderet. I den alder møder man straks nye venner.

      Tak fordi du læser med. Er meget stolt af at fremkalde tårer sammen med fantastiske Dines.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • MG

    Hvad skete der med mr. wrong…har slet ikke hørt nok om Fedtmule…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Argh, min dårlige samvittighed kalder. Problemet med Mr. Wrong er, at bloggen har fået så mange læsere. Både sladdertantelæsere, som tærer på min anonymitet, og læsere, som måske kender en Mr. Wrong eller to og læsere, som måske endda ER Mr. Wrong. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal skrive videre uden at udlevere nogen. De sjoveste historier er jo de mest sindssyge. Er stadig uafklaret. Men de næste 3 måneder, hvor jobstart kræver min opmærksomhed, sker der i hvert fald ikke noget. Nærmere kommer jeg det ikke lige nu.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mr. Wrong 17 - Forkerthedsanalyse