Netdatere giv agt!

Jeg går jo jævnligt og tænker, at jeg hellere må genoptage det der netdating. Desværre er jeg bare altid lidt for tyk eller lidt for træt eller har alt for travlt med at se tv-serier. Så når aldrig længere end til at snage i andre folks datinghistorier. Fx Pilles.

Men det gør jeg til gengæld også med stor glæde.

Derfor ved jeg, at hun fredag skulle mødes med en mand inde i city, som hun kun havde mailet en ganske lille smule med i forvejen.

Og at manden, da hun nåede frem, viste sig at være Michael Jeppesen.

Som overhovedet ikke var på jagt efter en kæreste – men hev Pille med ind i radioen.

For at snakke om netdating.

Du kan høre programmet her. Og selvom Pille kun pipper spagt helt til sidst, syntes hun faktisk, det var en meget sjov date.

I stærk kontrast til langt mere ængstelige typer, som nu aldrig nogensinde tør oprette en profil igen.

kastrupfortet
Pille, Kastrup Fort

Mr. Wrong 17 – Dommen

Min usynlige og stadigt mere løstsiddende fuckfinger var, når alt kommer til alt, ikke drevet af Eriks mærkelige filmpræferencer eller überkorrekte dukseopførsel. Jeg hadede bare at føle mig underlegen.

Når jeg mødte hans venner, blev jeg 5 år gammel med utålmodigt dinglende ben under bordet, som om nogen skulle sige velbekomme og give tilladelse til at løbe ud på legepladsen.

Når han fandt skolebøger frem og ville diskutere historie og verdenskrige, fik jeg travlt med at tænde tv, brygge kaffe og aflede opmærksomheden fra mine famlende årstal og hullede tidslinjer.

Når han flashede renskuret moral, følte jeg mig sortere end synden. Og når han fjollede og drillede med det ironisk løftede øjenbryn, som jeg elskede, turde jeg ikke give igen. For jeg var jo kedelig.

I det hele taget blev jeg mere og mere tavs. Bange for, at næste ord på tungen skulle vende forkert og røbe, at den smukke, perfekte kæreste, han hele tiden gik og ævlede om, slet ikke eksisterede.

Det var kun et spørgsmål om tid.

Alle andre havde gennemskuet mig. Lyste mistroen måske ikke ud af venindernes øjne, når de sagde HAM! Han er så flot – hvordan scorede du ham?, som om jeg viste en ny kjole frem, jeg slet ikke havde råd til, og måske i virkeligheden havde stjålet og burde levere tilbage?

Og hvordan havde jeg egentlig scoret ham? Synet af hans smukhed var ved at slå mig i gulvet, første gang jeg tog toget til Odense, og han stod og ventede på perronen. Hvis det da virkelig var mig, han ventede på.

Jeg kunne næsten ikke tro det.

Weekenden hos ham blev en lang og opslidende øvelse i at smyge mig uden om situationer, der kunne afsløre mig som dum, barnlig og uvidende. På udebane krævede denne disciplin ligesom endnu flere kræfter end normalt. Mens vi gik ture i parken, så tv-serier, hørte musik og spiste spaghetti med kødsauce.

Den sidste aften skulle jeg møde alle hans venner og blev ør af at trykke hænder og besvare det evige spørgsmål. Glæder du dig så til, at Erik flytter til Aalborg?

Jamen, det gjorde jeg da. Men næste dag, inden han fulgte mig til toget, syntes han ikke, vi skulle være kærester mere. At vi havde noget til fælles. Eller ret meget at snakke om. Det var bare ikke det rigtige. Følte han.

Jeg tror nok, jeg kastede op. Havde i hvert fald lyst til at dø. Skære halsen over på mig selv og forbløde ud over hans gulv, sprøjte på vinduer og spisebord. Efterlade et grusomt bevis på, at der var sket en ulykke. Eller forbrydelse. Men blev bare eskorteret til banegården. Grædende.

Jeg græd hele vejen til Aalborg. Mit livs længste togtur. I en gammeldags, tavs kupé, hvor folk sad med stive rygge og forsøgte ikke at kigge på hinanden.

Jeg græd i dage, uger, måneder.

Jeg græd næsten et helt år. Blev tynd og grå. I dag ville man nok have kaldt mig depressiv. Dengang hed det bare, at jeg havde kærestesorg, og at det ville gå over.

Sommeren efter mødte jeg ham tilfældigt. Han tog fat i mig. Havde hørt, jeg havde det svært og stillede pligtskyldige spørgsmål. Med flakkende blik og dårlig samvittighed sivende ud mellem de bekymrede panderynker.

Engang var jeg sådan en man rejste til Berlin for at finde, nu bare en ubehagelig samtale, der skulle overstås.

Seancen sluttede af med trøstende hånd på min skulder. Jeg kunne være helt rolig. En dag ville jeg møde en anden. Den rigtige. Ham jeg skulle giftes med. Jeg skulle bare vente og se.

Det var 100 % sikkert, lovede han.

Og uden at jeg kunne forklare hvorfor, og uden give ham skylden for mit forvrængede fremtidsperspektiv, vidste jeg med mig selv, at det var løgn.

Fortsættelse følger.

nofutureholmbladsgadeamageramarorama
Holmbladsgade

PS Hvis du vil have Mr. Wrong-føljetonen fra begyndelsen, starter den her

Færøske facts

Hyggelig formiddag med færøske damer har igen slået fast:

At 2 eller 3 færinger umuligt kan mødes, uden at mindst én har taget sangbøger med.

At Har du familie? betyder: Har du børn? Og spørgeren bliver meget forvirret, når du begynder at rulle stamtræet ud og tælle brødre, søstre, kusiner og fætre.

At det kræver mere rygrad at modstå et færøsk kagebord, end jeg nogensinde kan skrabe sammen.

trappebirmavejamageramarorama
Birmavej

Giveaway fra Amager til dig

På mit natbord ligger Tom Kristensen, Jacob Paludan og Dostojevskij og konkurrerer om at give mine støvede genlæsningsintentioner dårlig samvittighed. Sammen med et par uåbnede og sikkert også forældede bøger om SEO og Google Analytics. Og en helt ny roman af Connie Warnick Aagaard, som jeg endnu ikke har taget hul på.

Så da jeg kom gående ad Holmbladsgade i dag og opdagede denne spændende pose.

bog3holmbladsgadeamageramarorama

Vendte den om og fik en gratis, murstenstyk overraskelse.

bog2holmbladsgadeamageramarorama

Lod jeg den ligge og gik videre.

bogholmbladsgadeamageramaroramaHolmbladsgade

Men du kunne jo tage den?