Vi voksne kan også få et bryllupsmeltdown

Faste læsere vil vide, at jeg altid er bange. Bange for edderkopper. Bange for jobsamtaler. Bange for højder. Bange for verdens undergang. En tradition, som naturligvis skulle holdes i hævd, da Sandra og jeg fotograferede på Axelborg i sidste uge. Du ved det store hus, der ligger lige over for Tivoli.

Axelborg

Liggende flad af beundring på gulvet i hallen, blev jeg bange for, den flotte rotunde var i færd med at suge mig op og spytte mig ud i himmelrummet et sted.

Axelborg

Og det gjorde ikke sagen bedre, at Sandra ville have mig med i elevatoren – af den ikke-stoppende slags, man skal hoppe ind i, ligesom på Christiansborg. Efter mange, bange tilløb valgte jeg at tage trappen.

Axelborg

Hele vejen op. Uden at kigge for meget ud over kanten, som jeg selvfølgelig var bange for at tage pludseligt hovedspring ud over.

Axelborg

Øverst omkring kuplen og ude på taget begyndte bygningen skiftevis at svaje og dreje rundt. Jeg blev seriøst bange for, den ville vælte om på siden.

Axelborg

Forsøgte at nyde den vilde udsigt og fugleperspektivet på Tivoli, Cirkusbygningen og den tomme plet efter Scala, men var bange for at blæse væk.

SAS-hotellet

Også bange for det flotte SAS-hotel, som sikkert lige om lidt ville knække og havne i hovedet på mig.

SAS-hotellet

Indtil sure ansigter begyndte at trække gardinerne for. Og jeg blev bange for, der snart ville komme en vagt og fjerne os.

SAS-hotellet

Men gudskelov. En halv time senere stod jeg nede på gaden uden en eneste skramme. Overlevede det farlige Axelborg.

Og lige nu er jeg mest bange for O Brothers bryllup. At jeg fx ikke får købt en gave. Eller bliver nødt til at møde op i badekåbe, fordi butikkerne i København kun sælger kjoler til flade maver.

Så den kommende tid vil jeg forsømme bloggen endnu mere end normalt. Holde mig fra tasterne. Ignorere dig. Og selvfølgelig være bange for at få en skrivemangelsdepression.

Mysteriet opklaret! Min helt hedder Nomad

Apropos billighed. Så var jeg engang, for over 9 år siden, parat til at gifte mig med en mand, jeg aldrig havde set eller talt med eller vidste hvem var. I hvert fald forelskede jeg mig vildt og inderligt i hans figurer, som prydede gaderne uden for O Brothers lejlighed i Berlin. Lige på kanten mellem Mitte og Prenzlauer Berg.

Nomad

Jeg har skrevet om dem før. De små mænd. Hver dag spottede vi nye eksemplarer. På mure, døre, containere, skraldesager. Så øjne og tanker til sidst ikke ænsede andet.

Nomad

Jeg blev hypnotiseret. Måtte gå stalkervejen. For alt i verden møde maleren. Kysse hans fødder, skrive en biografi, artikel, få autograf, polititilhold. Hvad ved jeg. Bare på en eller anden måde udtrykke min hysterisk fanstatus.

Nomad

Men hvem var han? Råbte jeg ind i ører på natklubber og til fester. Ingen kunne afsløre gerningsmanden. Så til sidst tog jeg tilbage til Danmark med uforrettet sag.

Nomad

Og gik jo ikke bare hjem og googlede den gang. Ejede fx slet ikke sådan en nymodens computermaskine. Så helten og hans små venner blev gemt og glemt i fotoalbummet – hvor jeg nu har fotograferet dem. Hvis du skulle undre dig over den elendige kvalitet.

Nomad

For et par somre siden, da Berlin Biennalen trak mig sydpå, faldt jeg dog over endnu en figur. En eneste. Og tænkte, at maleren sikkert var forsvundet ind i de voksnes rækker, hvor der ikke males graffiti længere, og at jeg aldrig ville få opklaret, hvilket idol jeg havde gået og dyrket.

Nomad

Men så i weekenden, mens jeg sidder og opretter profil på Flickr, popper en hel hær af de små mænd pludselig frem. Og ikke nok med det. Også kunstnernavnet på bagmanden. Nomad!

Nomad

Det er ham. Endelig, efter snart 10 år, kan jeg sætte navn og ansigt på min gamle besættelse, der fører sig frem både her og der og alle vegne. Udstiller på gallerier, holder foredrag og fortæller om Mr. Friendly, som figuren åbenbart hedder.

Nomad
Berlin 2003

På en absurd måde, gør det mig glad. At han ikke arbejder i en bank eller et forsikringsselskab eller falmer ude i forstaden foran sit tv. Han maler stadig. Og findes. Sådan skal det være.

Jeg elsker internettet, og jeg elsker Nomad.

Nej billig som en mand

Hvad er der galt med den her samtale, som fandt sted på en træt bar i indre by i nat? Altså bortset fra min rolle som fordomsfuld bitch, der burde gå hjem og sove?

Mig: Det intense smil ved indgangen, ham den lyshårede, er flot.

Veninde: Ja, han er pæn.

Mig: Men umiddelbart den billige type.

Veninde: Den hvad?

Mig: Den billige type.

Veninde: Hvordan billig?

Mig: ?

Veninde: ?

Mig: Ja altså for nem. Ukritisk. Løs på tråden. Billig!?

Veninde: Altså billig som en pige?

Øresundsvej
Øresundsvej

Older posts