Tak til Clet Abraham

Ude godt punktum

Spøgelsesindlægget fik folk til at bekymre sig. Om jeg havde fortrudt turen? Om jeg længtes hjem?

Ved slet ikke, hvor jeg skal starte.

I et 38 år langt rejseliv. Med indimellem hysterisk familie, nærtagende venner, sure ekskærester, skilsmissetruede svigerforældre og mit eget hidsige og depressive selv. Hvor jeg har grædt, skændtes, haft hjertesorg, vendt kortet forkert, fået stjålet min taske, siddet lænket til toilettet, misset skæbnesvangre afgange, kradset kroppen til blods, mødt trusler, kakerlakker og slanger, sejlet i orkan, skreget gennem lufthuller, kastet op og været ensom, har jeg aldrig nogen sinde fortrudt en tur. Eller glædet mig til at komme “hjem”.

Hvis Danmark er mit hjem, ved jeg ikke, hvad hjemve er.

Jeg har det bedst, når jeg rejser, kan nærmest kalde mig lykkelig. Også her i spøgelsesbyen Firenze. En dag må jeg forsøge at forklare hvorfor. Men nu vil jeg gå ud.


Stazione di S. Maria Novella, Firenze

6 kommentarer

  • FRIHEDEN!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja friheden. Men også noget med, at øjnene vågner, og jeg pludselig lægger mærke til, hvad der sker omkring mig. Den grågrumsede boble brister.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ville ønske der var en like-knap på kommentarer om bristede grågrumsede bobler. Og så tror jeg du ville kunne skifte kæreste-føljetonen ud med en rejser uden at nogen ville brokke sig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Men måske alligevel bedst, jeg skriver den irriterende Mr. Wrong færdig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du beskriver lidt for godt, hvordan jeg har det med rejselivet. Jeg har heller aldrig prøvet at have hjemve, måske en enkelt gang blandet med noget selvmedlidenhed engang i Valencia.

    At rejse er ligesom at få skærpet alle sanserne og få vækket den barnlige undren til live igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • amarOrama

      Ja, man lægger mærke til lugte og lyde, læser hvad der står på skilte og smager på maden. Ville ønske, jeg kunne rejse meget mere.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tak til Clet Abraham