What to købe i Firenze

Intet. Der er intet, du skal købe i Firenze. Alt er for dyrt.

Altså bortset fra olierne, eddikerne og de saltede og syltede sager, du finder i det lokale slaraffenland af en købmand. Og som selvfølgelig bør slæbes med hjem til Danmark, hvis du tør gamble med indholdet af din kuffert.

Og nå ja. Folk med taljer og mange penge på kontoen kan overveje at investere i noget designervintage. Aldrig har jeg set så mange flotte, gamle og dyre kjoler. Prøv fx Elio Ferraro (47r via del Parione) eller Epoca (Via dei Fossi 6r) og gaderne i det område.

Vi andre venter udenfor og lader være med at købe noget.


Firenze

What to ellers lave i Firenze

Hvis du trænger til at finde dig selv, slentre meditativt rundt gennem fredfyldte gader og mærke efter i lykke- og livssituationen. Befri dine drømme fra hverdagens fedtfingre. Dumpe ned på en bænk. Nyde stilheden og roen og udstikke den helt rigtige kurs for fremtiden.

Som naive amarkanere jo af og til længes efter.

Så skal du nok ikke tage til Firenze.

Cirka 2 sekunder efter ankomst glemte jeg alt om planlagt grubleri og lod mig opsluge af larmen, farverne, menneskemængden, gøglerne, gadesælgershittet og det smukke byrum, der fungerer som kulisse for et stykke absurdteater af mennesker, der vandrer fra punkt til punkt og poserer for fotografen. Mig foran domkirken. Mig foran springvand. Mig foran statue. Mig foran etellerandet der ser vigtigt og gammelt ud.

Der er overvældende mange must-sees i Firenze. Ud over Uffizi vil jeg bl.a. anbefale Det Laurentianske Bibliotek. Især pga. Michelangelos syrede trapperum, som jeg sådan håber skal medvirke i en gyserfilm en dag. Og Pazzikapellet i Santa Croce kirken.

Men det mest bemærkelsesværdige syn er dog turisterne, der pligtskyldigt dokumenterer deres ferie og eksistens med store, kunstige snapshotsmil. Stop op, vis tænder, videre. Stop op, vis tænder, videre.

Sæt dig til rette på et køligt stykke marmor, and let the show begin. Du kan altid lede efter dig selv, når du kommer hjem.


Firenze

How to overleve Uffizi-galleriet

Uffizi-galleriet er et kæmpe, larmende kunstorgie. Overvældende og udmattende. Som barndommens magiske juleaften, med bjerge af gaver i glitrende papir, bare flyttet fra stuen til midt på hovedbanegården.

Her kan du så, sammen med horder af japanske turister, boltre dig i mesterværker af Botticelli, Tizian, Leonardo da Vinzi, Piero della Francesca, Bronzino, Lukas Cranach, Hugo van der GoesRafael og så videre og så videre, til der står altertavler og bebudelsesscener ud af ører og røv.

Det er for meget, og det er fantastisk. Og mere end rigeligt til at tage livet af en almindeligt skræppende Louisianakrage.

Derfor skal du, hvis du overvejer at vove dig derind, lige have et par formanende ord med på vejen.

1. Køb billet på nettet, evt. med guide, hvis du vil undgå at stege i 4 timers kø ved 40 graders varme. Bemærk, at du skal vælge klokkeslæt.

2. Afsæt mindst 4 timer, så der også er tid til pause.

3. Tag de grimme, behagelige sko på. Ikke klipklapper, som giver revner i hælen. Og gerne løs bomuldskjole eller anden svedabsorberende beklædning. Jamen Firenze er varmt, siger jeg jo!

4. Drik og spis rigeligt før take off. Du må ikke tage vand med ind på museet. Heller ikke en tom flaske til genopfyldning. Og de tjekker det ja.

5. Lad kameraet blive hjemme – hvis du ellers er typen, der tør lade din baby ude af syne. Uffizi adskiller sig fra byens andre seværdigheder ved faktisk at håndhæve fotoforbuddet. No foto NO!

6. Har du rygsæk med, skal den afleveres ved indgangen.

7. Husk ID, hvis du vil leje en audioguide. Det vil du forresten gerne. Og damen ved skranken kræver pas eller lignende for at skal sikre sig, hun får sin smarte telefondims tilbage.

8. Vælg hvilke sale, du vil se. Du orker ikke at stå og sukke over hvert eneste skideberømte, fantastiske, breathtaking mesterværk på din vej.

9. Tag et par ørepropper med i lommen. Du er konstant omringet af turistguides, der forsøger at overdøve hinanden, så du ikke kan høre, hvad du selv tænker, eller hvad stemmen i den nylejede telefontingest siger.

10. Gør dig selv en tjeneste vej vejs ende. At sætte dig i caféen på terrassen. Træk vejret, tag et glas vand. Slap af et sekund. For surprise! Du har brug for at samle kræfter til underetagen. Det er skam slet ikke slut endnu.

11. Undlad i øvrigt at købe eftermiddagsbillet, så museet pludselig lukker kl. 18.30, og det vrimler med gamle, krumryggede kustoder, der vifter med armene og hvisler out out!

12. Og så en sidste ting. Tag aldrig dit barn med på Uffizi. Aldrig. Nogen. Sinde. Det er hverken fair over for barn eller os, der skal følges med dødsskrigene ned gennem gangene.


Firenze

‘At blive taget alvorligt’ – tårer

Du er overhovedet ikke for tyk, siger løgnagtige sylfider.

Du er altså nødt til at acceptere, du bliver ældre. Jeg vejer da også for meget, siger kvinder, der har født 2 børn.

Du ser dejlig ud, siger trøstende veninder og styrer i sandhedens navn uden om godt, smuk, lækker og slank.

Du taber dig, så snart du får et job
, sagde optimisterne sidste vinter.

Du taber dig, så snart du begynder at løbe igen, sagde optimisterne i foråret.

Du skal holde dig fra hvidt brød og sukker, siger lægesekretæren, der tror, jeg er idiot.

Du ligner altså ikke en, der har taget på, sagde lægen, mens hun trykkede på min mave og nok sammenlignede med ham, der fyldte 3 stole ude i venteværelset.

Du skal bare lære at elske dig selv. Så kommer vægttabet helt automatisk, siger folk, der trænger til en syngende lussing.

Du burde cykle en tur og lade være med at skabe dig, siger de fleste. Inden i sig selv.

Men heldigvis sagde gynækologen noget andet i dag.

Stribet hals, stor mavedelle og for meget fedt om livet. Sandsynligvis insulinresistens. Vi skal nok få dig ned på normalvægt igen, men hvorfor kommer du først nu?


Søren Norbys Allé

Næste skridt bliver en masse blodprøver, der forhåbentlig giver ham ret, så jeg kan få medicin og smide de 20 kg., jeg efterhånden har taget på.

Kan godt afsløre, der blev grædt i konsultationen i dag. Af glæde.

Older posts