I modebloggerens fodspor

Når bloggeren ikke kan blogge, må læseren jo træde til.

Tak til Lonnie, som prikkede mig på skulderen, da en elefant pludselig deltog i noget tøjfremvisning. Og tak til Kia for at afsløre location, hvor jeg ikke kun fandt ét,
img_6379_700-kopi

men 2 snabeldyr!

img_6393_700-kopi

Richard Mortensens Vej

Så hold øjnene åbne Ørestad. Man ved aldrig, hvad der gemmer sig ude i vildmarken.

PS Kig i elefantoteket, hvis du vil se hele samlingen.

Cinque Terre

Nå, men der var ting, jeg ville sige om Firenze. Ting der forsvinder i bunker af hverdag og hellere må lires af.

Fx at du aldrig skal besøge byen i august, årets kogepunkt, hvor varmen tager kvælertag, mens solen stikker hul i din hovedbund. Hvor italienere flygter ud til havet, og lader turisterne alene med de hidsige temperaturer.

Måneden hvor kroppe svulmer op, og alting strammer, solbriller glider svedende ned ad næser, og hotelpriser ser så fornuftige ud, at naive amarkanere trods guidebøgers formaninger, lader sig friste.

Jeg vidste, det ville blive hårdt. 10 dages saunaklima. Og spædede derfor op med en vandretur ved vestkysten. For at lufte mig lidt og få vind i håret. En gruppetur med guide.

Havde desuden længe gerne villet se Cinque Terre. De 5 små landsbyer, der hænger som fine, gyldne knapper øverst på den italienske støvle. Og nu hvor jeg tilfældigvis var i nabolaget, måtte jeg jo slå til.

Så det gjorde jeg. Blev hentet på banegården i Firenze og nogle timer senere sat af i landsbyen Manarola. Hvor man sjovt nok skulle lede længe efter kølige briser og skummende hav.

Bedre blev det ikke af at tage toget til Corniglia. Hvor vi sprang ind i skyggen, hivende efter vejret, og svedte ned i vores pasta og frokostansjoser. Overvejede, hvilke varmegrader vi mon havde rodet os ud i.

Før vi med solstik i hælende vaklede hen over bjerget til Vernazza. Næsten uden at ænse oliventræer, citrontræer og UNESCO-fredet udsigt. Fik dog heldigvis fotograferet en vissen gren.

Overvejede flere gange, om jeg mon var i fare for at besvime ned ad trapperne.

Eller om det er muligt at drukne i egen sved?

Og sådan fortsatte det.

I toget til Monterosso, hvor jeg forsøgte at vride min kjole.

På båden til Riomaggiore, der gav mig mit livs første omgang soleksem og langs bjergskråningen, der førte tilbage til udgangspunktet, hvor jeg nær havde kastet op.

Cinque Terre er vel det flotteste, men også varmeste stykke sydeuropæiske natur, jeg har set. Ikke et udflugtsmål for folk, der trænger til at køle ned. Og nok heller ikke for folk, der får et chok, når de vender tilbage til Firenze sent om aftenen og et termometer, der viser 32 grader.

Begge steder hører naturligvis hjemme på bucketlisten, men jeg gentager. Tag ikke af sted i august.

Men savl er vel tilladt?

Hvordan er det nu?

Hvis verden går under, fordi man, efter 10 dages smøren sjælen ind i velduftende, florentinsk balsam, lander lidt hårdt på Lorteøen, bliver uvenner med sin netbank, overfaldet af fornuft og må afvise yderst billigt og hyggeligt kollega-ride til Dokumenta.

Risikerer man så nominering til Årets Utaknemmelige Skarn, hvis man piber over den slags? Selvom Færøerne fx venter om næste måneds hjørne?

Jamen, også hvis man aldrig har været i Kassel og virkelig trænger til at kunne snakke med?

Ok. Men så smutter jeg bare igen.


Firenze

PS Jeg er ikke død. Har bare en vanvittig, og heldigvis også sjov, arbejdsuge, der først slutter søndag.

    Newer posts